Roskilde '18: En svag booking
Populær
Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.
Selvom vi tidligere har kaldt Stone Sour for Corey Talyors pensions-opsparing, skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er fuldt berettiget, at amerikanerne spiller på Roskildes næststørste scene. Bagkataloget er stille og roligt blevet udvidet gennem årene, senest med ’Hydrograd’ fra 2017. Det er et bagkatalog, der efterhånden indeholder flere intense høj-kvalitets-kompositioner.
Det er ikke første gang, kvintetten gæster Roskilde Festival. Tilbage i 2003, lige efter udgivelsen af det selv-betitlede debutalbum, var Corey Talyor og ensemblet også at finde på Roskilde. Siden er det blevet til adskillige koncerter i Danmark, senest i Den Grå Hal i november sidste år. En koncert, hvor Stone Sour ikke helt formåede at overbevise trods flere gode momenter.
Torsdag aften, 15 år siden bandet sidste gang var på festivalen, blev ikke den revanche, man kunne have håbet på. Af to helt specifikke årsager: Primært på grund af lyden på Arena. Det var ikke i nærheden af optimalt. I stedet fik vi et amputeret band, hvor trommeslager Roy Mayorga overdøvede stor set alt, med undtagelse af cirkuskongen selv, Corey Taylor. Jovist, det blev justeret løbende, og da bandet sluttede af, var det da også på et fornuftigt niveau. Man kunne endelig høre Josh Rand og Christian Martucci, men det tog alt for lang tid. ’30/30-150’, en af Stone Sours stærkeste sange, druknede i bombastiske udladninger, specielt fra Mayorgas side.
Det blev bedre gennem koncerten, og med en formidabel slutspurt havde Stone Sour succes med at redde æren. Corey Taylor reddede bandet. Som altid, fristes man til at sige. For godt nok var lyden elendig, men sjældent er set så slapt et band. Taylor er uden tvivl grundstenen i det 16 år gamle parforhold, der med få udskiftninger er Stone Sour i dag. Men selv i Den Grå hal var der mere liv at spore. Publikum, derimod, tog imod bandet, som var det en åbenbaring. Stone Sour har næppe haft så taknemmeligt et publikum i Danmark før. Særdeles ufortjent, for det var vitterlig ikke godt. Det eneste, der kunne høres på ‘Absolut Zero’, var Corey og publikum, der sammen bar nummeret. ‘Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & so Am I)’ var lige så kvalm og elendig, som sidst bandet spillede i Danmark, og selvom ‘Through Glass’ blev leveret flot, og lyden nærmest var acceptabel på Arena på daværende tidspunkt, var det alt for sent.
Publikum hoppede i takt. Publikum var med bandet. Publikum ville Stone Sour. Men på hvilken bekostning? Stone Sour er den billige løsning. Den uacceptable booking, der har til hensigt at lefle for det metal-hungrende publikum. Det publikum, der taknemmeligt tog imod og omfavnede Stone Sour. En decideret uacceptabel booking, torsdag aften kl. 21:30. Prime time. Mange andre bands havde løst den opgave bedre. Om man vil det eller ej, er Stone Sour langt fra de tidligere mastodonter, der har udfyldt samme plads i programmet. Corey Taylor er en gudsbenådet entertainer. Det beviste han endnu en gang torsdag aften. Det er bare ikke nok.
Vi fik de samme billige tricks, som da bandet spillede i Den Grå Hal. Denne gang komprimeret til det bedste. Havde det ikke været for en elendig lyd, havde det måske endda været nok til en middelkarakter. Men lyden var ikke med Taylor & co, og det er også helt i orden at sætte spørgsmålstegn ved Roskildes prioritering og booking-kompetencer. Stone Sour er ikke i nærheden af at være en acceptabel semi-headliner-booking. Det er en booking på et navn, Corey Taylor, og det er simpelthen ikke nok. Dårlig lyd eller ej.
Man kan godt tillade sig at stille krav. Selvom gårsdagens koncert med Nine Inch Nails var fantastisk, bør festivalen, der er en af de største og mest legendariske i norden, ikke gå på kompromis. Stone Sour var et kompromis. Et spørgsmål om penge og et spørgsmål om at tilfredsstille et publikum, der i forvejen er presset ud af programmet. Dét er mere uacceptabelt end lyden på Arena.