Rutineret afsked
Populær
The Dillinger Escape Plan tog afsked med det danske publikum med en energisk koncert, der var suverænt spillet, men som i længden også fremstod noget rutinepræget i det.
Panasonic Youth
Symptom of Terminal Illness
When I Lost My Bet
Sugar Coated Sour
Black Bubblegum
Surrogate
Wanting Not so Much to as To
Milk Lizard
Low Feels
One of Us Is the Killer
Nothing to Forget
Farewell, Mona Lisa
Prancer
-
Mouth of Ghosts
Sunshine the Werewolf
43% Burnt
Torsdag aften i februar. Det er vinter. Koldt og mørkt, og for en gangs skyld har sneen faktisk fundet vej til Danmark.
Ikke at det ændrer ved noget. Det store opbud i metroen, hvor folk i større grupper kramper sig sammen for at få næste transportmiddel, mens de tyller dåseøl, tyder på, at der sker noget i byen.
Det gjorde der da også. Men det var Metallica, der spillede den sidste af deres indledende koncerter i Royal Arena, der trak det helt store publikum.
Tog man til Pumpehuset, ville man dog også kunne se et stort opbud af mennesker, om end i mindre skala. Her skulle et af mathcorens absolutte frontbands, The Dillinger Escape Plan, tage afsked med deres danske publikum.
I oktober udgav de det glimrende studiealbum ’Dissociation’, deres sjette i rækken. Det skulle dog også blive deres sidste, for med annonceringen af albumudgivelsen fulgte også annonceringen af, at bandet efterfølgende ville stoppe. Dermed var denne turné sidste chance for at opleve The Dillinger Escape Plan på dansk grund før bruddet, og man havde chancen i både Aarhus, Odense (hvor vi også var til stede) og sidst København.
Det var sandsynligvis den melding, der fik folk til at strømme til Pumpehuset denne aften. For da gruppen spillede samme sted for tre et halvt års tid siden, var der efter sigende kun halvt fyldt. Jeg var selv en af dem, der missede den koncert, så jeg havde med spænding set frem til denne aften, der ville blive både min første og (måske) sidste koncertoplevelse med bandet.
Velspillet kant
Forinden opvarmede den københavnske mathrock-trio Town Portal. De var velvalgte som support, selvom deres musik ikke er i nærheden af at matche The Dillinger Escape Plan i intensitet eller brutalitet. For på trods af at Town Portal ikke spiller tungt og voldsomt, men nærmere er lette, legende og flydende i deres musikalske udtryk, så passede deres intrikate sammenspil godt som optakt til det tekniske vanvid, The Dillinger Escape Plan er garant for.
Hos Town Portal blev der liret tapping-riff af og lavet finurlige akkordprogressioner langt fra gængs rockharmonik, mens groovet ofte var kontrapunktiske modrytmer holdt op mod hinanden i en krydsende polyrytmik. Det var ikke decideret medrivende, men uforudsigeligt, kantet, progressivt og yderst velspillet var det.
”Vi har lige en sidste sang. Og så kommer der noget sindssygt bagefter,” sagde bassist Morten Ogstrup Nielsen, der også spiller med i emo punk-bandet Tvivler, der var support til showene i Odense og Aarhus. Herefter begav Town Portal sig ud i deres sidste nummer, som endnu ikke er blevet udgivet, hvorpå trioen forlod scenen til fordel for aftenens hovednavn.
Forventningspres
Netop ordet ”sindssygt” er måske meget passende, hvis det skal appliceres på The Dillinger Escape Plan. Deres frenetiske mathcore er det meste af tiden et nådesløst frontalangreb, og de abrupte skift i genrer, udtryk og stemning, som bandet kan nå at flintre sig igennem på blot et enkelt nummer, vidner om musikalske evner ud over det sædvanlige. Det kræver noget mere end almenmenneskeligt at tænke musik, som TDEP gør, og resultatet lyder da også til tider som et indre soundtrack til et voldsomt angstanfald.
Så er der liveshowet. Lige siden bandet blev dannet i 1997, har de været berømte og berygtede for et liveshow, der var grænseoverskridende, aggressivt og til tider direkte voldeligt. Voldsom stagediving og crowdsurfing, parkourløb gennem spillesteder med en guitar om halsen, leg med åben ild, brændende og ødelagte instrumenter og et enkelt tilfælde af defækation på scenen, hvor efterladenskaberne efterfølgende blev kastet ud til publikum. The Dillinger Escape Plan har været hele vejen rundt, og mange eksempler (dog ikke lige sidstnævnte!) kan ses i denne underholdende video.
Det er sådan en ting, der fungerer som både en styrke og svaghed. For fans elsker den slags, men det sætter også forventningerne op. Og bandet skulle da også knap i gang med koncertens første nummer, ’Limerent Death’ fra det nye album, før guitarist og stiftende medlem Ben Weinman kastede sig hovedkulds ud i publikum. I den efterfølgende ’Panasonic Youth’ (fra den fantastiske ’Miss Machine’) var det sanger Greg Puciatos tur til at tage en tur oven på publikums hænder, og sådan fortsatte det lidt slag i slag.
Måske fejlfortolker jeg, eller også skyldes det mit manglende sammenligningsgrundlag, men denne torsdag aften virkede performancen rutineret og for Puciatos vedkommende grænsende til det uengagerede. Som om bandmedlemmerne kastede sig ud i crowden, fordi det var obligatorisk, en pligt, en nødvendighed for deres fans frem for dem selv. Og når selv ekstremiteter bliver rutine, har de det med at miste deres kraft. Det kan mærkes, og i dette tilfælde virkede transgressionen normaliseret og derfor også uden den helt store effekt. Den barriere, der normalt er mellem band og publikum, blev i højere grad opretholdt end nedbrudt.
Blændende sammenspil
Musikalsk var der dog ikke en finger at sætte på fremførelsen. The Dillinger Escape Plan spillede og lød som et knækket trykluftsbor på overarbejde, og det ment på den bedst mulige måde. Der blev spillet højt, og kombineret med det konstant flimrende stroboskoplys var det en bidende intens oplevelse.
Det var dog, som om det ikke rigtigt satte sig i Pumpehusets store sal. Foruden de cirka 50 mest dedikerede fans, der var klodset sammen oppe foran scenen, og som flittigt stagedivede og crowdsurfede, var der meget roligt blandt publikum. Gik man længere ned i salen, var der heller ikke så meget at se fra scenen andet end stroboskoplyset og et par skikkelser, der vandrede frem og tilbage.
’Black Bubblegum’ satte mere gang i publikum, men det demonstrativt catchy rocknummer lod sig ikke lige så effektivt oversætte til Pumpehuset som den effektive tretrinsraket bestående af den fusionsjazzede og progressive ’Low Feels Boulevard’, den tonserfede ’One of Us Is the Killer’ og den nye ’Nothing to Forget’, hvor det indledende synthtema var erstattet af Weinmans guitar.
”You could’ve gone seen Metallica but no, you’re here. That’s pretty cool”, sagde Puciato efter det første encore-nummer, det aparte valg ’Mouth of Ghosts’, hvor Weinman skiftede til keyboard, og Puciato i mellemtiden havde skiftet tøj, så han nu sportede en T-shirt med NY-rapperen LL Cool J.
Herefter fyrede bandet aftenens sidste to numre af, der heldigvis viste sig at være rene pletskud: ’Sunshine the Werewolf’ og den for genren klassiske ’43% Burnt’ fra debutalbummet ’Calculating Infinity’. Under sidstnævnte nummers afsluttende breakdown trådte Ben Weinman ud på vægbjælken i Pumpehusets ene side, hvor Martin Nielskov fra The Psyke Project og Église sad og rockede med. Da sangen sluttede i støjende feedback, krammede de to dybfølt, og Nielskov fik endda overtalt Weinman til et hurtigt kys på munden. Sødt var det.
Koncerten løftede sig her til slut, men undervejs var det i perioder en mere rutinepræget oplevelse. Taget blev ikke blæst af, og det var ikke rigtigt til at mærke på hverken publikum eller band, at det her var en ekstraordinær koncert eller noget ud over det sædvanlige. Og det selvom det angiveligt var det sidste, vi kommer til at se til bandet i Danmark.
Det ændrer dog ikke ved, at The Dillinger Escape Plan viste sig som en blændende sammenspillet enhed, og at de stadig kommer langt mere ud over scenekanten end andre bands. Og det var trods alt en stærk oplevelse at gå hjem med.
-
Tilføjelse: Cirka samtidig med at denne anmeldelse blev skrevet, var The Dillinger Escape Plan ude for en busulykke på vej til et show i Krakow i Polen. Ingen bandmedlemmer kom slemt til skade, men ifølge bandets første officielle meddelelse efter ulykken (som kom på Facebook mandag aften den 13. februar 2017) er det ikke alle fra deres crew, som er udskrevet fra hospitalet endnu. Ulykken gik desuden hårdt ud over deres gear, og resten af Europa-turnéen bliver derfor aflyst. Bandet lover at erstatte alle datoer, de kan.