Totalteater ude af takt med tiden
Populær
Kan man slippe afsted med at forherlige krigens rædsler, mens dronebombardementer og tilsvarende forfærdeligheder udspiller sig i hjemlandets baghave? Sabaton kan, til en vis grad.
Søndag aften testede svenske Sabaton det danske publikum. Royal Arena var blevet fyldt med de sædvanlige gimmicks og teatralske virkemidler, for at give os totalteater og historielektioner i diverse krige. Med sig havde de bragt Babymetal og de finske eurovisionveteraner i Lordi.
Eurovision-forbandelsen
Almindelige dødelige husker næppe Lordi for meget andet end ‘Hard Rock Hallelujah’. Forståeligt. Selvom aftenens andet nummer, ‘Would You Love A Monsterman’, gik nummer et i hjemlandet, er det uden tvivl 2006-overraskelsen, der huskes. Reflektret i publikums respons. Ærgerligt, for førnævnte single fra ‘Get Heavy’ (2002) og den spritnye ‘…Dead Again Jayne’, der startede koncerten, er langt mere interessant at opleve end Eurovision-hymnen.
17 år er det siden Lordi sidst besøgte Danmark, som Mr. Lordi pænt minder os om. Dengang var det i Amager Bio – og selvom det måske er streget fra den karismatiske forsangers hukommelse, har bandet besøgt Danmark tre gange nu, og ikke to. Debuten var på hedengangne The Rock som del af The Monster Show-tour. Alt andet lige var publikum mødt tidligt og talstærkt.
Om man kan lide Lordis største bidrag til musikhistorien eller ej, ville Royal Arena næppe havde været så fint pakket, var det ikke for ’Hard Rock Hallelujah’. I det hele taget havde Lordi næppe været på plakaten. Men de har tjent deres, har taget de tunge skridt, været Europa rundt og lagt det ene nødvendige guldæg. Derfor står Lordi fortjent på scenen – og der blev de stående. Bogstaveligt talt. Blev vi varmere? Måske. Fik vi “svedige nosser” som aftalen nu engang var med Sabaton? Måske. Hvad vi primært fik, var er stillestående band og godt humør. Lidt ufarlig hygge, farhumor i drabelige kostumer, en udemærket setliste og en masse snak om djævlen.
Men den energi, der følger djævlen, viste sig primært da guitarist Kone ("maskine" på finsk, red.) væltede over egne fødder. Der er absolut intet farligt over Lordi, intet der giver bandets udklædning relevans. Det er en kornfed tiger, der ikke bevæger sig, om så byttet var to meter væk. Det får teateret til at falde til jorden. Hvad nytter kostumer, to sekunders farlig rundsav og vinger når, det står alene? Lordi har skabt sig selv på den baggrund og står i dag på skuldrene af ét nummer. Som Mr. Lordi sagde før ‘Who’s Your Daddy’: "There’s a guy who knows this one, congratulations!".
2006 er en forbandelse for Lordi, som bandet aldrig slipper. Som vi aldrig slipper for. Sådan får vi naturligvis “hittet” til sidste. Det dårligste nummer på aftenens setliste, der akut skaber fællesskab og fest i salen. Et guldæg og en forbandelse. Hvad kunne Lordi ikke være blevet til uden det nummer?
Frisk pust eller mere af det samme?
Ud over at være et kulturelt sceneskift fik vi også er helt andet energiniveau, da Babymetal præsenterede deres metalverse. Et tiltrængt skud adrenalin ovenpå eurovisionveteranerne. Ditto lidt tiltrængt nytænkning blandt aftenens bands, hvor såvel første opvarmning som hovednavn har spillet på samme tangenter i mere end 20 år.
Musikalsk er vi naturligvis også et helt andet sted. Mindre power, mere ‘core/groove, men samme mængde teater. Et frisk pust og godt set af det svenske hovednavn, der som bekendt har haft en historisk ping-pong med japanerne. Sjovt havde det været, om vi havde fået ‘Oh! Majinai’, men det var der ikke tid til.
Vi måtte i stedet tage os til takke med masser af koreografi og et strømsvigt, der amputerede setlisten. Hertil den forræderiske følelse af at opleve noget nyt og spændende, som aftenens setup i høj grad savnede. Sandheden er naturligvis, at Babymetal passer perfekt ind på menuen. Su-metal og resten af trioen i front har forfinet konceptet Babymetal gennem 13 år og fire plader. Det der lød som nytænkning og frisk luft, var bare mere af samme skuffe, forklædt i en anden kultur.
Oven på Lordis indledningsvise kamp mod fortiden, fremstod Babymetal som et tiltrængt adrenalinkick. Spørgsmålet er, om ikke Babymetal ender med at blive udfordret (hvis de ikke allerede er det) af præcis det samme som finnerne? Er der mere at hente i Babymetal end en gimmick, der bliver gentaget til uendelighed?
Japanerne gjorde hvad de skulle; opvarmede publikum og gav er sneak peak af hvad vi har i vente senere på året, når bandet gæster AmagerBio. Så kan man overveje om man virkelig har brug for at opleve dét igen.
To hell and back
Søndag aften var svenskernes aften. Sabatons aften. Endnu engang havde dansken lagt sig fladt på maven og overgivet sig til svenskens fremmarch over sundet. ‘THE TOUR TO END ALL TOURS’. Intet mindre, intet mere. Hvorfor også nøjes, når man har et så talstærkt fremmøde? Royal Arena emmede af forventninger og glæde over bandet fra Falun.
Krig har sat sine spor på Sabaton. Ikke mindst i form af forbud mod at spille i Ukraine. Men i aften er der ikke noget samarbejde med russisk-støttede, nationalistisk grupper, og så er alt jo godt. For krig er underholdende. Især på afstand. Hvem har ikke krydret de unge år med film og bøger som ‘The Guns of Navarone’ eller ‘Where Eagles Dare’? Eminent underholdning, der kan sluges med distance, for det er jo ikke rigtig krig (om end der er et historisk udgangspunkt). Der opstår måske stadig en barnlig glæde, når opvækstens kulturhøjdepunkter genbesøges. Det er den følelse der er indbegrebet af Sabaton. Det vi får, når bandet behandler diverse heltedåder på distanceret vis. Med masser af indpakning, storladenhed og teater. I en sådan grad, at Første Verdenskrig bliver underholdende og sjovt. Modsat Delbert Manns ikoniske filmatisering af ‘All Quiet on the Western Front’ (1979). 
Sabaton er underholdning. Fra start til slut. Et teater sat på knoglerne af et udefineret antal døde. Pyroteknik, kampvogne, alt det vi kender og forventer af det svenske band. Voksne mænd i uniformer, der underholder følget og har publikum med fra start. ‘Ghost Division’ indleder aftenens helt store power-tur, og Joakim Brodén skyder trommekampvognen med et bazooka-lignende våben. Skuespillet er igang om end lidt outdatet; et stykke fra de YouTube-klip, der præger vores hverdag. Den rigtige krig.
Herefter følger ’Bismarck’. ”Pride of a nation, a beast made of steel. Bismarck in motion, king of the ocean” – rend mig i røven tyske krigsskib, fristes man til at sige. Vi hygger os med krig.
Banal krigsromantik
Sabaton sejrer, hvor folkeskolen fejler. Vi får historiens store slag, inklusiv svenskens egen krigsmageri. Krig er stort, krig er voldsomt og det ser både fedt ud og lyder godt, når cirkus-Sabaton underviser. Armene ryger i vejet til ‘Carolus Rex’, mens salen gynger da vi får ‘Winged Hussars’, og det imponerende store skilt, der markerer den fuldstændigt absurde tour-titel, skifter farve til polsk rød/hvid. Vi bliver mindet om Franz Ferdinands mord, da Hannes Van Dahl bag trommerne bliver skudt (igen). Vi får fortællingerne med forsvarlig distance, for bandets barnlige fascination af krig afspejler sjældent de afskyeligheder krig reelt er – hvor mænd sjældent bliver skudt flere gange og overlever.
“Formidlingen” fejler, når Sabaton eklatant udelader rædslerne. Når vi får en lille, fjollet version af Manfred von Richthofens fly på scenen og tilsvarende fjollet skal skråle “Higher”, ryger formidlingen om, at Den Røde Baron dræbte mindst 80 personer. Tilsvarende tændes telefonerne og der skabes det ultimative ballade-moment, mens der krammes og synges med på ‘Christmas Truce’. Vi mindes det splitsekund, hvor der ikke blev tilføjet tab til de mange millioner døde i skyttegravene.
Det er hvad man får, når man lader drenge formidle krig. Det er en forherligelse ude af takt med realiteten. Fordummelse og romantisering af død og ødelæggelse. 
Krigsformidling er på ingen måde nyt i metal. Iron Maiden har selvsagt arbejdet med tilsvarende tematikker. Men Sabaton har i høj grad forfinet kunsten og gjort det til en levevej. Og selvom det hele til tider står lidt stille på scenen, selvom det virker en kende nonchalant at Brodén konstant forlader scenen, selvom bandet spiller 18 numre, der mere eller mindre lyder ens, får publikum dejlig, tryg og ukompliceret underholdning for alle pengene.
Underholdning er nu engang individuel. Er man vild med krigsteateret og den noget overfladiske forherligelse af det forfærdelige, gav Sabaton søndag aften det store heltekvad. En nært fremragende koncert. Fin underholdning. Nuvel, langt fra Alistair Macleans klassiske fortællinger, milevidt fra Erich Maria Remarques, slet ikke i nærheden af de forfærdeligheder der foregår i baghaven, men stadig underholdning.
Karakteren er basseret på en gennemsnitsbetragtning af aftenen.