Copenhell 26: Furore uden sikkerhedsnet
Scimitar udfordrer, forvirrer og fascinerer på Gehenna – og ender med at levere et af deres stærkeste liveindtryk til dato.
Hidtil har vi haft et lille horn i siden på Scimitar. Eller en krumsabel, hvis I forstår sådan en lille een (ellers kan I google “scimitar”).
De er også en kaotisk mundfuld, der ynder at befinde sig ude på det musikalske overdrev, og så kan man jo ellers selv drage løs af paralleller til de kontekster, vi derudover kender de respektive musikere fra.
Selv har jeg også kæmpet noget med helt at kunne kloge mig på, hvor de ville hen med det her, men det var lidt, som om den famøse femøre faldt for halvanden måned siden, da de havde et lille warm-up show til Incineration-festivalen på klubben The Black Heart i Camden.
Eller måske snarere to-øren, og så indhenter jeg de resterende tre ører i dag.
Ingen tvivl om, at det her er en gruppe musikere, der kan sit kram og er tæt sammentømrede. Fra første sekund stormer de afsted med især Olle Bergholzs bas massivt fremme i lydbilledet, men også en Shaam, der bevæger sig helt ud i sit ekstatiske leje. Desværre er lyden meget buldrende fra start, og en kort pause lægges ind til at rette op på ikke mindst trommelyden, der ryster lige lovligt meget i mellemgulvet – og det tager gudskelov toppen af bulderen.
Det mest udfordrende ved Scimitar er med tiden på sin vis også blevet deres styrker. De er på mange måder over the top, kaotiske med fuld overlæg. Og hvor det dels kan være svært at finde noget at holde fast i, sange der går rent ind, så er det samtidig også blot med til at underbygge den vilde uforudsigelighed de mestrer. Forfriskende med et band herhjemme, der i den grad gør det til deres røde tråd, at det aldrig helt er til at afkode, hvilken retning numrene bevæger sig i.
Måske det også er med til at forklare den lette udvandring i timens løb, omend det uden tvivl heller ikke har talt deres sag, at Iron Maiden går på nøjagtig samtidig med, at de selv runder af.
Den faktor er især tydelig i ‘Through Lava Lit Roads to Lavilenda pt. II’ halvvejs inde i sættet. Det dystre, moody afbræk, hvor metallen for en stund tilsidesættes til fordel for vævende fingerspil og en Shaam i sit mere messende leje. Det bliver åbenlyst en tand for stenet for nogen, men for denne skribent er det netop her, hvor Scimitars intentioner begynder at stå klarere, ikke mindst fulgt op af den eminente, næsten kvarter lange ‘Mobula Mobular’, der velsagtens er deres stærkeste nummer til dato, og virkelig løfter sig live. Blot ét af flere tilfælde i koncertens løb, hvor Shaam akkompagneres noget af vejen på vokalen, hvilket underbygger den skærende uhygge i tonen, men også undervejs ryger op på egen hånd i fuld ekstase, som kun hun kan lyde, mens bandet kaosblacker afsted med især trommerne på overdrevet.
Lukkenummeret når ikke helt de samme højder, med lidt for affekterede tilsnit fra Shaam, men den vinder lidt instrumentalt i den svævende midtersektion, før de runder af på fyrigste vis, fem minutter over tiden. Jeg kunne så vælge at være bitter, fordi jeg kunne stå samtidig foran Helviti og høre en af mine helt store Maiden-favoritter ‘Murders in the Rue Morgue’ – men skid hul i det, for Scimitar vinder mig stort i den sidste halvdel af koncerten, og det hele hænger bedre sammen, end jeg har oplevet dem hidtil.
Hvad vi savner i sange, får vi til gengæld i vildskab, i kompromisløs furore, og især Anders Jørgensens overgearede lir og Bergholzs voldsomt flænsende basspil hæver musikaliteten live, for ej at forglemme Johan Ekstrands angrebslystne approach bag tønderne.
Et overbevisende gensyn, der bekræfter, at den der toer, der landede for to måneder siden, måske lige fortjener lidt flere spin end først antaget …