Skuffende hegn på Loppen
Populær
Fu Manchu spillede den fabelagtige "In Search Of..." i sit hele, men de gode sange forblev desværre umotiverende i live-regi.
Hell on Wheels
Mongoose
Bionic Astronautics
Regal Begal
Missing Link
Asphalt Risin'
Neptune's Convoy
Redline
Cyclone Launch
Strato-Streak
Solid Hex
The Falcon Has Landed
Seahag
The Bargain
Supershooter
California Crossing
King of the Road
Det kunne under ingen omstændigheder været blevet et helligt koncertfirkløver. Selv om det godt nok var fjerde gang på kun fire år, at Fu Manchu mandag aften kickstartede ugen med endnu en omgang toptunet ørkenheavy på dansk grund, har der nemlig været langt mellem snapsene under besøgene, henholdsvis på Loppen '07, i Pumpehuset '08 samt i Lille Vega sidste år. Koncerten, man dog husker bedst af de tre, er stensikkert besøget på Loppen, hvor christianitterne og andet godtfolk gav den så ustyrlig meget gas, at man seriøst frygtede for bjælkehyttens ve og vel. Så det var glædeligt at have dem tilbage på Københavns bedste spillested.
Fu Manchu husker stensikkert også denne aften tilbage i 2007, hvor frygten stod skrevet i øjnene på forsanger, Scott Hill, der gang på gang måtte bede den brede skare af generelt kampstive publikummer om ikke at smide mere øl på scenen. Strømmen var allerede kortsluttet flere gange og læste man Hills udtryk rigtigt, var det kun et spørgsmål om tid, før scenen skulle gå op i flammer. Den aften var Fu Manchu seriøst så skide fucking overraskede over, præcis hvor meget amok det rigtige publikum på Loppen kan gå.
Måske det var derfor, de californiske Manchus denne mandag aften havde valgt at smække et hegn op mellem gulvet og scenen. Den eneste gang, jeg har set et hegn på Loppen, var da Gojira spillede sidste års mest jammerlige koncert, men de er jo også franskmænd, hvorfor det vel et eller andet sted er tilladt at være fesen. Med forrige Loppen-kaos i hukommelsen hos Fu Manchu, er det på den anden side måske kun naturligt, at også de tager deres forbehold. Et hegn mellem publikum og band dækker ikke for ølslatter, men det giver vel bandet en eller anden form for kontrol på Loppens lave ét-trins-scene.
Et statement smurt ind i olie
Det er 15-årsjubilæet for kvartettens tredje studieplade, 'In Search of...', og skulle man være i tvivl, må det for god ordens skyld siges, at det er en helvedes ka'l af en klasseplade. Det er faktisk en monster af en nedtunet fuckerplade, produceret på sandkorn og fed motorolie. Hvis 'St. Anger' var et forceret statement fra et rockband, der forsøgte at finde tilbage til den musikalske frihed igen, er 'In Search of...' et af de absolut mest naturlige statements fra et band, der tydeligvis bare finder frihed i det at spille tungt. Ingen make-believes hér. Udelukkende the real deal.
Derfor kom det også som en skuffelse, at koncerten aldrig rigtig kom ud over scenekanten. Fu Manchu? Ikke komme ud over scenekanten? Believe it or not, men det var desværre tilfældet.
Det startede med fire numre, der virkede som en slags opvarming for 'In Search of...'. Ét virkede, mens de andre tre var metervare: 'Eatin' Dust' var en virkelig dejlig labaneser af en balåbner; 'Hell on Wheels' og 'Mongoose' fungerede som (lidt for) trofaste publikumsfavoritter; 'Bionic Astronautics' - fra den meget jævne 'Signs of Infinite Power' (2009) - fungerede overhovedet ikke. Til trods for at 'Eatin' Dust' blev ramt lige bagi, var forventningens glæde om noget andet og mere, end det Fu Manchu, man på det sidste har oplevet til overload, større end koncertstarten kunne indfri.
En hurtig glemt jubilæumsfest
Det blev dog klart bedre, som 'Regal Begal' trykkede jubilæumspladen af med manér. En bedre åbningssang fra 90'erne skal man i sandhed lede længe efter.
Det sjove ved det er, at bandet denne aften spillede skidtet, så godt, som det skulle spilles. Til trods for, at 'In Search of...' var den sidste plade, de senere Nebula-stiftere, trommeslager Ruben Romano og guitarist Eddie Glass, var med på, tog de nuværende medlemmer, Scott Reeder og Bob Balch, tråden fra pladen op som havde de været med til at komponere numrene selv. Rent musikalsk kan der således ikke sættes et ord på FM anno 2011.
Anken skal i stedet findes i oplagtheden, som ikke rigtig var til at få øje på. Er Scott Hill i virkeligheden ikke en temmelig antirockende frontmand? Han er i hvert fald ikke den første til at skrige "skål". I live-regi blev pladen der ud over lige dét for monotont til, at det forblev rigtig interessant. Numrene er jo fede og gedigne, men denne aften var de det bare ikke rigtig i ét stræk. Det blev langtrukkent.
'The Bargain' dukker op som et tiltrængt stoner-bluesy indslag hen mod slutningen på pladen, men der ud over skal der virkelig ledes længe efter guitarbidder, der skiller sig ud fra den nedtunede bastante lyd, der præger skiven.
Afslutningsvis sneg 'King of the Road' og 'California Crossing' sig ind som ekstranumre, og mens især sidstnævnte virkede som en opløftende letbenet sag i forhold til det femtenår gamle tungmetal, var den samtidig også en lidt kedelig og nem sag at ryste fra sig. Her kunne det istedet havde spændende med et af de hundrede numre, man rent faktisk ikke har hørt igen og igen. Modsat "det gode Hit" er 'California Crossing' ikke uslidelig. Den kan vel kaldes Fu Manchus Orange Scene-sang. På den anden side er det svært at have rigtig mange indvendinger mod 'King of the Road'.
Måske man bare har fået nok Fu Manchu for nu? Måske man selv bare var mandagstvær og umotiveret? Faktum er desværre, at selv om det ikke var en ringe koncert, er den allerede glemt.