Stormøde for anonyme melankolikere
PopulærThe Cure var yderst professionelle uden at være hule, da de indtog et fyldt Royal Arena på en fredag, hvor vi alle atter var forelskede
2. Pictures Of You
3. Kyoto Song
4. A Night Like This
5. Lovesong
6. And Nothing Is Forever
7. Cold
8. Burn
9. Fascination Street
10. The Hungry Ghost
11. Prayers For Rain
12. Push
13. Want
14. Shake Dog Shake
15. From the Edge of the Deep Green Sea
16. Endsong
Encore:
17. The Figurehead
18. A Strange Day
19. Charlotte Sometimes
20. Play for Today
21. A Forest
Encore 2:
22. Lullaby
23. The Walk
24. Friday I'm in Love
25. Close to Me
26. Inbetween Days
27. Just Like Heaven
28. Boys Don't Cry
Der findes tre store og vigtige tidspunkter i en sortklædt kvindes liv. Når hun bliver født, når hun skal dø og når hun skal opleve sin første The Cure koncert. Dette kunne naturligvis lyde som en lettere overdrivelse fra anmelder, men det er det ikke. Tværtimod. Dette er nærmere en stærk underdrivelse, for jeg ville fremstå lettere religiøs, grænsende til det ekstremistiske, hvis jeg altså professionelt ikke var nødt til at skulle holde en eller anden form for afgrænset distance for at anmelde denne koncert, uden at være biased. Jeg har selveste Robert Smith tatoveret på venstre arm, for fanden. The Cure har haft min røv lige siden jeg var en misforstået og ængstelig teenager, til den dag i dag, hvor jeg stadig sidder som en misforstået og ængstelig kvinde i starttrediverne. Og sådan tror jeg mange andre også har det. Måske med anelse mindre digterisk patos.
Men lad os starte med at få noget på det rene. Royal Arena ér normalt et forfærdeligt sted. Dette kan jeg både sige som koncertgænger og et lettere sært menneske med social angst. Royal Arena er til flade fadøl, rødmossede kinder, konfetti og monstertruckshows med ild i, men da slet ikke mit allerhelligste; The Cure. Det var med denne tanke jeg trak i min lange, sorte frakke, og gik skuttende mod bussen, lettere ængstelig over hvordan dét dog skulle gå. Men som med så meget andet i livet man kan overtænke, så gik det hele jo aldeles fremragende alligevel.
Royal Arena er fyldt til bristepunktet efter opvarmningen fra skotske The Twillight Sad, der mest af alt minder om en skæv krydsning af Placebo og The Cranberries, bare med sort boxfarve og 00’ernes emotionelle apati. Publikum er inden start som en stor og pulserende organisme foran scenen og 21.15 går The Cure på til lyden af et bragende tordenskrald, der føles absolut forløsende efter den, over 30 minutter lange optakt, med tung regn og buldren i det fjerne i stedet for pausemusik. Meget passende.
Med ordene ”This is the end…” og dermed den første strofe fra det nye nummer 'Alone' fra den kommende, og mystiske, endnu ikke udgivede plade, står han der. Robert Smith. Finurlig, mystisk, mørk og nærmest nuttet. Det eneste der afslører hans 63. leveår er, at den touperede manke nu fremstår grå i stedet for sort. For Robert Smith er en fremragende live-sanger, han synger akkurat som han gjorde da The Cure udgav deres første album 'Three Imaginary Boys' i 1979. Hvis ikke ligefrem bedre.
'Alone' er ikke det eneste nye nummer, The Cure har taget med til os denne aften. 'Nothing Is Forever' og især 'Endsong' står stærkt med sin tunge, og på samme tid trøstende, stemning, i det ellers gennemtænkte katalog af klassikere og får mig kun til at glæde mig endnu mere til den kommende plade. Helt specielt og storslået bliver det, da The Cure i første set spiller ”Burn”, hvilket jeg ikke havde regnet med, og derefter kaster ”Fascination Street' efter os lige bagefter og efterlader os i ekstase.
Der er generelt tænkt på os alle til denne koncert. Der er lidt til de dedikerede og triste misfits, der er lidt til de glade og forelskede hit-jægere, der er lidt af det nostalgiske, der er lidt af det skæve og lidt af det nye. Alle er husket og alle kan være med. The Cure fremstår yderst professionelle uden på nogen måde at være hule. Jeg har aldrig tænkt The Cure som værende rockstjerner, men det er de denne aften. Og vi taler i stor stil. Der er tænkt over hver eneste detalje, på samme tid med, at de har en form for anerkendende respekt, både for os, men også for dem selv og deres numre. Vi bliver taget dybt alvorligt og de tager det dybt alvorligt. Sceneshowet er storslået, overgangene er glidende, det hele er helstøbt.
The Cure spiller sammen som havde de aldrig gjort andet og er kendt for deres maraton-koncerter og denne aften er endnu en i bogen. På 2 timer og 50 minutter får vi intet mindre end 28 numre, godt blandet ud på 14 albums, men med albummet 'Disintegration' som aftenens store vinder, til anmelders personlige begejstring. Helt stort bliver det da også når The Cure i andet set spiller 'A Forest' hvor bassisten Simon Gallup trækker os direkte tilbage til 80’ernes nye, banebrydende og gotiske melankoli-bevægelse med sin ikoniske basgange. Tredje set er en, fuldstændig spækket, hitparade med både 'Just Like Heaven', 'Friday I’m in Love', 'Close to you', 'Inbetween Days' og bliver sluttet af med 'Boys Don’t Cry' på allerfineste vis. The Cure gav os hele menuen og stoppede ikke der. Vi fik både kaffe og cognac efter desserten.
The Cure fremstod denne fredag som en velsmurt maskine og de formåede at overraske mig, på trods af høje forventninger, opbygget over flere år. For at kunne få et fyldt Royal Arena til at føles intimt, er en kraftpræstation. The Cure omfavnede både os og deres egen trofaste alsidighed. Der var absolut intet, at sætte en finger på. Som Robert Smith så elegant grinede til os, da han spillede skævt et par gange: "Hvis du laver en fejl, så lav den altid flere gange – så virker det som om, det er med vilje!" og det synes jeg passende at vi alle kan tage med os videre i livet. Medmindre vi altså arbejder med neurokirugi eller lignende. Stor aften, den glemmer vi ikke sådan lige.