Copenhell 24: Til Tir Na Nog og tilbage
The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Det kan være på sin plads at rose Copenhell for at nytænke sit musikalske program i år. Forstået på den måde, at festivalen mere end nogensinde før har bredt paletten af genrer på de fire scener ud. Der bliver booket småt, sært og nyt. En af de bookinger, man indledningsvis måtte klø sig grundigt i skægget for at gennemskue var irske The Scratch. En kvartet, hvis musikalske ståsted bedst beskrives som irsk folkemusik tilsat desert rock-riffs, en knivspids punk og et vognlæs billig humor.
Mens bandets to halvakustiske guitarister Conor Dockery og Jordan O'Leary, iført powerviolence-merchandise og rigelige tatoveringer, sikkert sagtens kunne have passet fint ind ovre på Boneyard-scenen, er det i min hukommelse første gang, at vi har set et trommesæt på Copenhell bestående af to sæt fodbjælder, en stortromme og to cajoner. Med andre ord var det relativt åbenlyst fra starten af The Scratch's optræden, at det her formentlig var noget anderledes, end vi var vant til. Så kunne man tage det eller lade være.
Vi tog det. Og var egentlig fint underholdt.
Bajere og sange fra det gamle land
Den rigtig fine 'Cheeky Bastard', der vel bedst kan beskrives som et frugtbart møde mellem et Queens of the Stone Age-coverband og husorkestret i et øltelt til Aarhus Festuge, trak festlighederne fra land, og efter en noget markant indledende skepsis fra et måske let forvirret publikum lod folk sig overvinde af The Scratch's ikke synderligt metalliske, men til gengæld hyggelige og medrivende genrebastard. Specielt percussionisten Daniel Lang var et storsmilende, medrivende syn at være vidne til, mens han med Carles Puyol-frisure headbangede og trampede sig igennem bandets katalog med en indlevelse, der gav mindelser om Dave Grohl tilbage fra Nirvana-tiden.
Bandet bød også på en smuk og indlevende cover-version af The Pogues' ”Sally MacLennane”, mens den punkede 'Latchico' og den semi-melankolske irske folk-hymne 'McAlpine's Fusiliers' ligeledes stod frem som højdepunkter og gav indtrykket af et band, der vandt på en overlegen karisma og en musikalitet, som rimeligt nok måske var blandt de bedste på årets Copenhell-scener. Selv om de genremæssigt var noget af en bastard for det metalvante publikum, måtte man overgive sig til The Scratch's store smil og simple evne til at få det platte og nemme til at virke smukt og funktionelt.
Slutteligt fornægtede bandets irske ophav sig naturligvis ikke, og det blev til en enkelt irsk pubhymne, 'Another Round', hvor Dropkick Murphys' Kevin Rheault kom forbi, råbte med og sendte os videre ud i drukkenskaben, nu lidt mere irske og drikfældige end da vi kom.
The Scratch var en oplevelse, hvis plads på Copenhell kunne diskuteres, men som alt andet lige var svære rigtig at hade.