Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tung, solid kost

Populær
Updated
Tung, solid kost

Kirk Windstein og Crowbar imponerede med en overlegen stil, da de leverede en pokkers tung og samtidig herligt afslappet søndagskoncert foran et udsolgt Beta.

Kunstner
Spillested
Dato
05-08-2012
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

 

 

Crowbar fra New Orleans var det andet navn på plakaten til Dirty Days of Summer, tredages mini-festivalen arrangeret af det stødt stigende klassespillested Beta på Amager. Som optakt til også dette tonsertunge hovednavn kunne man ligeledes denne aften dukke op i forvejen og proviantere sig med billige bajere og grillmad, hvilket der vel omtrent var 40-50 publikummer, der glædeligt benyttede sig af.

Good vibrations

Den fantastiske stemning fra bænkene omkring grillmaden og bajerne forplantede sig til koncerten; det var på afslappet søndagsmanér, at den vel omkring 400 kg. tunge kvartet fandt deres vej til scenen. Det er muligvis ikke just et originalt line-up, der udgør bandet fra New Orleans længere, men det overskyggede på ingen måde det faktum, at Crowbar allerede fra begyndelsen imponerede med en dejlig skråsikker spillestil, der hører den imponerende rutine til.

Velspillet håndværk

Line-up’et holder. Den Dave Chandler-lignende Pat Bruders er en solid håndværker af en bassist og en værdig arvtager efter Rex Browns kortere overlap i Crowbar, og Kingdom of Sorrows Matthew Brunson leverede et solidt akkompagnement til Windsteins leadguitar. Derudover må Tommy Buckley, der som en af ophavsmændene i Soylent Green også tidligere har bevist sin kraft bag tønderne på Beta, i særdeleshed fremhæves. Som trommebasker i Crowbar virkede han som et stilsikkert fundament med overskud, der tilmed slog virkelig igennem. Han er en, der skal tjekkes yderligere ud.

Et tilløbsstykke med anciennitet

Placeret solidt i front er der så den store Kirk Windstein, der som det eneste originale medlem af gruppen uden tvivl kan siges at være indbegrebet af Crowbar. Det har han været i mange år, men det er heldigvis hverken ancienniteten i sig selv eller hans plads ved siden af Anselmo og Keenan i Down, der giver ham en tung aura som et must-see tilløbsstykke.

Det skyldes istedet hans enorme indlevelsesevne og hans fandenivoldske ESP Viper, der muligvis er lilla og synes fancy, men som spyer tungere riffs fra sig end de fleste spader i et hvilket som helst metalband. Windsteins anciennitet gør ham på ingen måde retfærdighed - han fortjener langt mere omtale både som sanger og som guitarist.

Varmt og melankolsk

Windstein virkede til at være i et lunt humør denne aften, som han bællede den ene flaskebajer efter den anden i takt med at ældre klassikere blev fyret af sted sammen med nye skæringer som ’Sever the Wicked Hand’ og ’Let Me Mourn’. Det er de tunge tematikker, Windstein kommer omkring i sine tekster, som synes at kræve dét ekstra af en vokal for at kunne leveres med tilpas troværdighed. Der var ikke én gang denne aften, hvor man ikke købte den stemning, musikken og teksterne sigtede efter.

En sej naturlighed

Der skulle ikke andet til end en ordentlig portion fuldfede riffs, et stænk emotionel indlevelse samt en kølig og tilbagelænet naturlighed, for at de fire gutter i Crowbar blæste ens søndagsaften i stykker på den gode måde. Det var imponerende at opleve et band være så naturlige i deres forhold til publikummet og samtidig have så stærk en virkning på én. Det var en af de koncerter, der vil blive ved med at snige sig frem i hukommelsen som et minde på en pokkers dejlig aften, det er stensikkert.