Copenhell 26: Soweto-twistet
Sydafrikansk punkcharme og ægte attitude kan ikke skjule, at Twenty One Childrens sange sjældent rækker ud over kuriositetsværdien.
“We broke a string already on the first song. How punk is that?”
God pointe. Twenty One Children er punk through and through, og punk er vitterligt ikke noget, der hænger på træerne i Sydafrika.
Omvendt er det også synd, at det i bund og grund er dét, der er det primære trækplaster for os få, der er troppet op til skovscenen. Den eksotiske faktor, om du vil. For har du hørt deres musik på forhånd, så ved du allerede , at vi er ude i noget skraldepunk med lidt hardcore-bid, hvor Suicidal Tendencies bestemt ikke har levet forgæves. Abdula (sanger), Thula (guitar) og Biko (trommer) opfinder ikke noget som helst, og det behøver de bestemt heller ikke, hvis bare det spiller, og de har noget på hjerte.
Og spiller det så?
Tjaaah. De bider i hvert fald godt fra sig med snappy punkbangere, der sjældent overstiger halvandet minut. Mere behøver de tydeligvis ikke.
Bedst fungerer det i ‘S.C.A.B.’ hvor Biko får lidt mere at arbejde med bag trommerne, mens Abdula vrænger refrænet gang på gang. ‘Ice Cube’ er fornuftigt nok smidt sent i sættet som deres bedste oddball, hvor Suicidal-indflydelsen står skarpest med start/stop-riffing og en tekst, der i al sin enkelhed lyder “I was so high / I almost forgot / Where I live / It was a good day”. En svært uimodståelig banger, ligesom deres tongue in cheek-valg at fyre den 24 sekunder lange ‘Let it Doom’ af to gange, før de rundede det 40 minutter lange sæt af.
Det sagt, så er ovenstående højdepunkter reelt blot få minutter af en koncert, der meget af tiden lige så godt kunne have været en jævn, smadret punkkoncert på Ungeren, hvis vi ser bort fra Copenhells skovscene og Sydafrika-faktoren. Musikken gør ikke meget for at sælge sig selv, og så kan det godt være, at Abdula et par gange får gjort det klart, hvor særlig denne koncert er for dem. Men er den så lige så særlig for os?
Charmerende er de da … som fx den meget punkede beslutning at vente helt indtil 25 minutter inde i koncerten, før Thula gider erstatte den G-streng, som han smadrede i første nummer, alt imens Abdula knævrer løs om engang, hvor han blev antastet af det sydafrikanske politi, fordi han havde grønt hår og et skateboard og antydede politiets racistiske undertoner med kommentaren: “hey man, it’s not 1942!”
Punk bliver ikke meget mere ægte i ånden end det – musikalsk er der dog ikke så meget at komme efter, men hey. Vi kan da godt forstå, hvorfor sydafrikansk punk sælger. På papiret.