Copenhell '22: Effektiv performance til krævende musik
Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.
Det er ikke hverdagskost for britiske Urne at stå på en scene i det europæiske fastland. Det var blot tredje gang kunne en benovet bassist, vokalist og frontmand berette som tak for den pæne modtagelse, som publikum, der spejdede op mod Pandæmonium-scenen, klappende, hujende og hornende i respekt gav dem. Der var også en stor tak til crewet på Copenhell, som havde været fantastiske overfor bandet.
Og det var da også svært ikke at elske trioen, hvis musik giver sved på panden for at finde den rette genrebetegnelse. Der er nemlig flere retninger i musikken, der vel er en art beskidt metal med tekniske finesser som i proggen og så et riff i ny og næ, der bare thrasher derudaf. Til vores anmeldelse af den fine 'Serpent & Spirit' faldt valget på sludge og i mangel af bedre, så går vi også med den her.
Fed udstråling
Manden med den høje basføring, både i mixet og rent fysisk på kroppen, Joe Nally, var en munter fyr med et godt lune, som det kendes fra den engelske humor. Han var samtidig også svaret til mange, der mangler input til at levere en sej performance, selvom musikkens tekniske krav eller en hyppig plads ved mikrofonstativet samtidig med at et strengeinstrument håndteres kan besværliggøre den frie, voldsomme aktivitet. Her var svaret mimik og powerstance for alle pengene. Som ekstra trick var der også en art dansetrin, men det var mimikken og posituren til det rytmiske nik med hovedet på den korthårede frontmand, der solgte det bedst. Det var tydeligt, at her var spilleglæde så rigeligt. I performance et enkelt men velfungerende trick, og så var der luft til det stærke brøl og den ditto melodiske vokal.
Spilleglæden og et fermt greb om sit instrument, var han ikke ene om at have, for også guitarist Neyra og Harris på trommerne leverede varen i et godt sæt. Harris klædt i Mercyful Fate-shirt, så måske han og kammeraterne havde planlagt en dag mere, så de danske ikoner kunne nås? Måske, men det var dog nogle andre helte også med dansk islæt som den muntre frontmand talte om. Som I kan se, så kan vi lide Metallica, berettede han. Men selvom der da var thrashede riffs med en intensitet som på de bedste bangere på 'Master of Puppets' og melodiske passager, der kunne stå må med selvsammes mest storladne stykker, så var Urne nu noget andet. Noget for sig på den gode måde. Uden samme live-erfaring som giganterne var det nu en flot og velspillet præstation fra briterne, som tog et kiks i et riff med grin og en let rysten på hovedet.
Resten af tiden var den eneste hovedrysten den, som kom fra glade headbangere på scene såvel som i crowden.