Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sci-fi thrashernes stjernestund

Updated
Vektor 1
Vektor 2
Vektor 3
Vektor 4
Cryptosis 1
Cryptosis 2
Comaniac
Algebra

Vektor blev for de fleste af os lagt på is, før vi nåede at fange dem fra scenekanten det skulle søndagens thrash-brag i Roskilde råde gevaldigt bod på.

Kunstner
Titel
+ Cryptosis + Comaniac + Algebra
Spillested
Dato
23-10-2022
Genre
Trackliste
1. Charging the Void
2. LCD
3. Black Future
4. Dead by Dawn
5. Tetrastructural Minds
6. Collapse
7. Recharging the Void
8. Asteroid
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
4

Efter tre dage i Fredericia var endnu en dag i felten på vejen hjem måske ikke lige det, der stod højest på ønskeseddelen.

Selv var jeg dog også en af dem, der kom for sent til ballet, da hele den resterende del af Vektor vendte ryggen til frontmand David DiSanto, og historierne om hans ugerninger mod ekskonen efterfølgende kom ud i det åbne. Historier, der splittede fanbasen i cancel culture-tendensernes navn, men som gudskelov aldrig spillede en rolle i deres musikalske output, som vi tidligere har belyst, da vi for et par år tilbage fremhævede 'Terminal Redux' som en af de vigtigste metal-udgivelser, der kom ud af ´10erne. Deres clash mellem sci-fi og thrash bragte et forfriskende nyt pust til genren, og det er så resultatet af det indspark, der møder os på Gimle i dag.

I første ombæring fra Algebra, der ligesom den efterfølgende support, kommer fra Schweiz. Hvor nemt det end er at forfalde til slige referencer med sådan et bandnavn, så kommer vi ikke udenom de matematiske teknikaliteter, som sangene er bygget op omkring. Forsangeren indleder første sang med ordene ”oppressive darkness”, og allerede der ser vi indikatorer af deres tekstunivers kredsende om kriminalitet, eksklusion og social uretfærdighed. Musikalsk falder de noget fabulerende kompositioner bedst ud, når trommeslageren griber til enklere, mere galopperende virkemidler. Guitaristen i front slipper rutineret fra udfordringer med både knækkede strenge og en løs guitarrem med et konkluderende ”Fuck it!”, inden de fortsætter videre i showet, men det er nu ikke dét, der gør, at Algebra taber terræn, så meget som deres fravær af en særlig, musikalsk identitet.

Her slipper Comaniac bedre igennem deres halve time til rådighed med thrash af den lidt mere ligefremme skole. Det er i hvert fald indiskutabelt aftenens melodiske indslag, hvor særligt 'Art is Dead' og 'Holodox'-titelnummeret gled lige ind med teknisk riffing og reelle omkvæd, som aftenen ellers skortede på. Nogen gange lige lovligt trædemøllet i sin pumpede natur, men de har tydeligvis hørt deres andel Testament, og sælger i det hele taget varen godt, som de stormer sættet afsted med en spilleglæde, der næsten sælger varen i sig selv. Kun bassisten kører den underspillet, som han sidder fastlåst på sin klapstol med foden indpakket i gips, mens guitaristerne veksler solo-forløb og banger deres skarpt komponerede skæringer af med al den overbevisning, salen kan rumme.

Cryptosis
Cryptosis

Med et fremmøde på godt 120 mand kan man dårligt brokke sig på en søndag aften i Roskilde, hvor mange ligesindede også lader sig friste af Carpenter Brut i hovedstaden. Fremmødet er ikke mindst vigtigt for et band som Cryptosis, der virkelig har gjort sig umage til lejligheden med videoer, der kører 100% synkront med deres sæt og på den måde bidrager til at forstærke sangene dér, hvor de træder skarpest i karakter.
Den hollandske trio udgav i 2020 en split med Vektor, hvilket forklarer invitationen på denne tourpakke, udover at de selvfølgelig også bygger videre på samme futuristiske tilgang til thrash-genren. Videoerne fungerer som reelle musikvideoer, der også fint kan stå for sig selv, men virker også glimrende til at fremhæve den farverige dynamik, for ikke at glemme lyrikken, som står stærkest i live-settingen under det bistre highlight 'Death Technology' om, hvordan videnskaben kan genoplive os fra døden. Cryptosis er glimrende eksponenter for den nyere, hyperenergiske ende af thrash-scenen, og at blot tre mand kan producere så detaljerig thrash er respektindgydende i sig selv. Hvad i alverden de underlige hjelme og lys på stativerne foran skulle gøre godt for, må så stå hen i det uvisse, men unødvendigt flimmer var det i hvert fald.
Debuten 'Bionic Swarm', som var rammen for deres koncert i aften, er til gengæld indiskutabelt en af de plader, som tydeligvis ikke har fået alle de lyt den fortjener, efter koncerten at dømme, og sådan kan man jo gudskelov altid blive klogere.

Vektor ligger til gengæld godt indlejret, og det tager ikke mange sekunder efter den introducerende fanfare at genkende den hidsige 'Terminal Redux'-åbner, 'Charging the Void', med al den mesterlige timing, som nummeret afkræver. David DiSanto gemmer sig bag sine mørke krøller, som han skriger og skræpper sig igennem de komplekse kompositioner, hvor det er svært ikke at lade sig imponere over, hvordan han så, tilsyneladende, ubesværet kan holde vokalen og det tekniske guitarspil i balance.
Nu hvor vi står plantet i den anden side af scenen er det umuligt ikke også at bemærke, hvor højt det musikalske niveau er hele vejen rundt. 'LCD' er intet mindre end en kraftpræstation at opleve live. Bassist Stephen Coon kører sine egne tonale forløb, uafhængig af guitaristen. Trommeslager Mike Ohlson mestrer start-stop-teknikken til perfektion og kører en sublim rundgang, som rytmikken ændrer karakter i sidste halvdel af nummeret. Begge nytilkommere i bandet, mens hans medguitarist Erik Nelson har sin helt egen fanklub i den anden side af scenen, der laver hyldestbølger hver gang han tager solo-styringen.

Vektor

Selvom Vektor måske bedst kendes for deres energiske sci-fi thrash, så gør de dog også deres til at demonstrere bredden under sættet, ikke mindst med den drømmende 'Collapse', der giver lidt luft til sættet inden de afsluttende, speedy indspark. Også den nyere 'Dead by Dawn' fra førnævnte split med Cryptosis bliver luftet i den mere atmosfæriske ende af sangvalget de første tre minutter, men mangler lidt af det dynamiske spillerum, de ellers fylder godt ud i de 75 minutter de har til rådighed.
Det er dog små skønhedspletter i et større billede, hvor det er noget lig umuligt at overvurdere al det tekniske potentiale, de fire mand bestrider her i aften.
Ingen playback eller andre smarte tricks i ærmet – der er bare noget uforfalsket ægte over de her fire superinstrumentalister, der spiller på alle tangenter, live uden noget til at holde snoren stram for dem. Til tider næsten fascinerende jazzet i sin kompleksitetet, men stadig med den stærke sangskrivning for øje, netop der, hvor Vektor har været allermest savnede. Der er i hvert fald ingen grund til at betvivle, at DiSanto ikke stadig står ved ”Sci-fi or die”-tatoveringen på sin venstre overarm. De luftige ambitioner luftes i hvert fald i stor stil fra scenekanten, også selvom de rent visuelt ikke gør noget for at bringe rumterminologien fuldt i spil. Det er især 'LCD' og 'Tetrastructural Minds', sidstnævnte med sublimt guitarspil fra Nelson, der hæver niveauet.

Vi håber, at DiSanto har fået mere styr på sit privatliv, så dette ikke blot risikerer at blive endnu en af de der midlertidige gendannelser, som intet væsen gør af sig andet end at emulere fortiden. Når nu den præmis er anerkendt, og dette er bandets første gang i Danmark, så kan vi dog kun hylde denne inkarnation af Vektor, så skarpt som de står her i aften – lad det være et et tegn på den fremtid, deres thrash bestræber sig på at foregå i, frem for blot at være et minde om fortidens dyder, hvor stærkt de end stadig står her i 2022.