RB '23: Vejfaren ud i det ukendte
Wayfarer omfavnede Roadburn-konceptet med to sæt, henholdsvis dedikeret til fortiden og fremtiden. En tidsrejse, der føltes kortere, end det lyder.
2. The Iron Horse
3. Children of the Iron Age
4. Animal Crown
-----(film)--------
5. ? (ny sang)
6. ? (ny sang)
7. ? (ny sang)
8. Vaudeville
Regnen siler ned, og når nu der er 6-7 minutters gang fra de tre scener i Koepelhal til de to scener i hovedbygningen 013 er det ikke just, fordi motivationen til at søge alternativer er på det højeste. Nu er det jo også fjerdedagen, så lidt adstadighed og gummiben må tages for givet, men gudskelov er der da også fin mulighed for at blive underholdt i hallen søndag eftermiddag, hvis man er sortmetallisk anlagt.
Først med de lokale, krigsbemalede debutanter fra Ossaert, derefter til de sentimentalt drømmende toner fra Witte Wieven og endelig med Colorado-drengene fra Wayfarer. Et band, der over de senere år har vundet rig omtale på deres tematiske interesse i det vilde vesten og den hvide mands indtagelse af deres hjemstavn for blot få generationer siden, under ekspansionen af jernbanerne. En historie, der behandles dybdegående på 2020s ’A Romance with Violence’, men som de altså, af mere eller mindre oplagte årsager, først nu har haft mulighed for at præsentere live for deres europæiske publikum. Turnéen startede ganske vist, af alle steder, på Stengade for et par uger siden, men programmet var lidt anderledes her i Tilburg i dag.
Roadburn søger altid at udfordre sine bookinger til at gå uden for de vante rammer og finde kunstnere, der viser vejen ind i fremtiden fremfor at spille på fortidens dogmer. Det kan måske diskuteres, hvor meget Wayfarer ligefrem definerer fremtiden per se, men så må man da trods alt hylde dem for i dag at løfte sløret for nogle af deres kommende numre. På de 80 minutter festivalen har tildelt dem har de lovet at dedikere halvdelen af sættet til at kigge bagud i karrieren, og den sidste halvdel til det hidtil ukendte, og det er da også præcis, hvad vi får.
Pianola-introen byder os velkommen, så vi hurtigt kan tune os ind på Colorado-lyden, inden vi springer lige lukt ind i de første numre fra ’A Romance with Violence’. Inspirationen fra Wolves in the Throne Room lader sig slet skjule, som de dvæler sig igennem det lange mellemstykke i ’The Crimson Rider’ uden dertilhørende banjo, mens ’The Iron Horse’ fastholder samme semi-melodiske appel som vi kender den på forhånd.
I live-situationen er det dog svært at identificere det særkende, som de ønsker at blive associeret med. Ikke fordi lyden på The Terminal har nogen finger med i spillet – der er måske lidt dyne-effekt henover trommelyden, men ellers er Wayfarer i bund og grund, som vi kender det. Udover et par samples her og der af ridende heste og pistolskud lyder de til gengæld bare som gennemsnitlige elever af den post-blackede skole, og det ændrer deres undtagelsesvise, tidsmæssige krumspring heller ikke på, da de fx for første gang i otte år spiller titelnummeret fra debuten, ’Children of the Iron Age’. Bedre slipper de fra riffvekslingen og den mere eksplosive energi i ’Animal Crown’, inden vi på bagbeklædningen føres med en tur til naturlandskaberne fra deres hjemstavn, mens bandet forlader scenen. Smukt og dragende med lidt ambiens til at holde os hen, om end ti minutter måske var lige i overkanten, mens de mandede sig op til opgaven med tre nye numre.
Kan de nye numre så noget?
Eller bare noget andet?
Noget kunstnerisk tøbrud er der ikke just tale om, her ved første lyt. Det andet nummer går lidt hårdere til klingen, mens de andre folder sig lidt mere ud med behændige drys af atmosfære, og så er alt jo sådan set igen, som vi kender det. Det er fint nok – men er det nu også mere end det?
Det føles en smule hult efter et par dage forinden at have set Ashenspire i samme hal være betydeligt mere troværdige i den kunstneriske fuldbyrdelse af deres ideologiske overbevisninger, for hvad havde Wayfarer reelt andet end samples, et bagtæppe med en rytter på en stejlende hest og så en guitarist med en bredskygget hat? Musikken efterlader ikke just det samme Denver Sound-inspirerede aftryk, de prøver at spejle sig i, og jeg må ignorere de nok så fint gennemarbejdede tekster, der uden tvivl fungerer fint på tekstarket, men som mister sin betydning, når de brøles karakterløst ud, som det føltes her i hallen i dag.
Wayfarer er udmærkede til at veksle deres black med både drømmende, black 'n' rollede og aggressive elementer, men isoleret fra det historiske koncept, som man skulle være pænt kreativt anlagt for at fantasere sig til, så var det blot et hæderligt indspark fra et up & coming-navn, der fortsat har sit at arbejde med for at gøre sig tydeligere bemærket fra scenekanten – men det er vel sådan set også ”fint nok”.