WOA '14: Kongen krakelerede i nattemørket
Populær
King Diamonds koncert på Wacken var den største og vigtigste i danskerens karriere. Et dårligt stemmebånd lagde dog en dæmper på oplevelsen, der aldrig blev mindeværdig. Men legendens teatralske show var som altid visuelt imponerende.
2. Sleepless Nights
3. Welcome Home
4. Never Ending Hill
5. The Puppet Master
6. At the Graves
7. Tea / Dreams / Digging Graves / A Visit from the Dead
8. Evil (Mercyful Fate cover)
9. Come to the Sabbath (Mercyful Fate cover)
10. Shapes of Black
11. Eye of the Witch
Ekstra:
12. Cremation
13. The Family Ghost
14. Black Horsemen
Da vi op til koncerten med King Diamond på sidste års Copenhell interviewede det danske ikon, kunne han allerede her – før offentliggørelsen – løfte sløret for, at han skulle spille på Wacken-festivalen i 2015.
Udover koncerten med Mercyful Fate tilbage i 1999 har King Diamond aldrig før optrådt på Europas største og vigtigste metal-festival. Med det forrygende comeback efter flere års sygdom på Sweden Rock Festival i 2012 og med Copenhell-braget in mente kunne årets midnatsmesse med den 58-årige dansker næppe forventes at blive mindre end endnu en majestætisk koncert.
Sådan blev det bare ikke.
Allerede før koncerten blev der slået skår i forventningerne, da den barnagtige mudderkastning mellem King Diamond og den abrupt fyrede bassist Hal Patino, der har været med sin danske landsmand gennem det meste af hans solokarriere, udspillede sig på de sociale medier. Ifølge King Diamond har Hal Patino et misbrugsproblem, men bassisten benægter dette og mener tværtimod, at han frivilligt forlod bandet, fordi frontfiguren betalte ham en slaveløn. Hvem der lyver, eller om de begge gør, er sådan set ligegyldigt. Musikere af det format, som de besidder, bør simpelthen holde sig for gode til at kaste sig ud i den slags. Ind fra sidelinjen kom så svenske Pontus Egberg, der kompetent også har været lejesvend i blandt andre Hammerfall. Men her stoppede udfordringerne ikke for King Diamond.
Få dage inden koncerten på Wacken var King Diamond nødsaget til at aflyse turnéens show i Holland grundet et plaget stemmebånd. Danskeren valgte endda at dokumentere det med en lægeerklæring lagt ud på Facebook. Hold nu op! Aflysningen var dog et helt forståeligt træk, hvis en gennemførelse kunne ende med at blive på bekostning af showet på Wacken. Det vigtigste og største show i mandens snart 30-årige karriere som soloartist. Som han selv fortalte for en måneds tid siden, så ville den forestående amerikanske turné ikke være mulig, hvis ikke det var for den store økonomiske gevinst, som Wacken-showet ville indbringe.
Med andre ord var det et nødvendigt kompromis for danskeren at gå på scenen langt fra den topform, han har været i siden sit fantastiske comeback. Det stod klart fra det øjeblik, midnatsklokkerne ringede, og King Diamond gik på til tonerne af ’The Candle’ fra den mesterlige 1986-debutplade ’Fatal Portrait’. Diamonds velkendte chant, som han lægger ud med i nummeret, fremstod så svagt, at det næsten var uhørligt.
Meget bedre blev det ikke i ’Sleepless Nigths’' høje falsettoner. Og det skyldtes ikke dårlig lyd. Lydforholdene er yderst sjældent ringe på Wacken, og det var ingen udtagelse i de 75 minutter, den teatralske seance stod på. Men hvad danskeren ikke havde i stemmen denne aften, havde han derimod i sin overbevisende indsats som skuespiller.
Sammen med de forskellige karakterer, som optræder undervejs, er King Diamond simpelthen en eminent skuespiller i det overdådige og imponerende visuelle show. Bag scene-gitteret stod han nok engang som fanget i helvedes forgård og spillede sig igennem klassikere som ’Welcome Home’ og ’At the Graves’.
Desværre bød sætlisten også på overflødige numre fra de to sidste og knap så interessante udgivelser ’Give Me Your Soul...Please’ og ’The Puppet Master’. Et ærgerligt valg, når mesteren nu har mere at byde på af klassikere som ’Halloween’ eller numre fra ’House of God’, som han helt har ignoreret siden sit comeback – pladen er forrygende god. Selvsagt kom de obligatoriske to Mercyful Fate-hits ’Evil’ og ’Come to the Sabbath’ som højdepunkterne i natten. King Diamonds svage vokal passede bedre til fortidens numre, og ikke mindst de fantastiske guitarister Andy LaRocque og Mike Wead gik kompetent Michael Denner og Hank Sherman i bedene.
Som noget helt nyt havde King Diamond også en svedig overraskelse med i form af ’Conspiracy’s kuldegysende ’Cremation’, der kom som første ekstra nummer inden de vanlige ’The Family Ghost’ og ’Black Horseman’ blev serveret til allersidst. En perfekt trio at slutte af med på en varm og mørk sommernat, hvor stemmen nok krakelerede, men hvor legenden alligevel sørgede for en stabil koncert, der bare aldrig nåede at blive et mindeværdigt højdepunkt.