Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når 10 keyboards kommer til sin ret

Populær
Updated
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret
Når 10 keyboards kommer til sin ret

Yes uden Jon Anderson og Rick Wakeman er bare ikke rigtig Yes. Denne konstellation var derfor længe ventet, og rejsen gik storladent på tværs af både de proggede og poppede dele af bagkataloget, hvor ikonerne dog indimellem fremstod stærkere end sætlisten.

Spillested
Dato
10-06-2018
Trackliste
1. Cinema
2. Hold On
3. South Side Of The Sky
4. I´ve Seen All Good People
5. And You And I
6. Changes
7. Perpetual Change
8. Rhythm Of Love
9. I Am Waiting
10. Heart Of The Sunrise
11. Awaken
12. Owner Of A Lonely Heart

13. Roundabout
Koncertarrangør
Fotograf
Kristian Gade
Forfatter
Karakter
4

Et band med flere inkarnationer og mere internt drama end de fleste.

Yes startede i 1968 med bl.a. sanger Jon Anderson, bassist Chris Squire og trommeslager Bill Bruford, et par år senere kom guitarist Steve Howe og keyboardist Rick Wakeman med i folden, og således var startskuddet lagt til deres gyldne æra med de hyldede progressive mesterværker ’Fragile’ og ’Close to the Edge’. Derefter fløj medlemmer ind og ud fra år til år, og ved udgangen af 1970'erne, da discoen og punken tog over for de endeløse komplekse rocksymfonier, og Johnny Rotten fra Sex Pistols bar den for datiden ikoniske "I hate Pink Floyd"-t-shirt, var der dømt identitetskrise. Efter den meget selvforklarende, betitlede 'Drama' var bandet således splittet i atomer, og efter et par års kaos med medlemmer i Asia og diverse soloprojekter arrangerede pladeselskabet et møde mellem Squire og guitarist Trevor Rabin, som viste sig at blive springbrættet til Yes´ mere kommercielle æra i 1980'erne.

30 år senere har der været en række forskellige konstellationer af bandet, og således er prog-dinosaurerne nu for anden gang i karrieren splittet i to lejre, der hver kæmper om deres berettigelse til Yes-bagkataloget. Den ene side ledt af Steve Howe, Geoff Downes og Alan White, blot under navnet Yes, som har spillet en håndfuld gange i Danmark de seneste 10 år. Den anden, som startede i 2016 med Jon Anderson, Rick Wakeman og Trevor Rabin, som de centrale nøglefigurer, der nu har fået rettigheder til at turnere under navnet Yes feat. ARW.

Konstellationen
For Yes-fans har problemet med de seneste mange koncerter med Howes konstellation været Jon Andersons fravær – den mand er i en liga for sig. Hans stemme er uforligneligt lys og klar, og på trods af den kvasi-religiøse, Tolkien-inspirede lyrik og sukkersøde tone bærer han en himmelråbende, tidsløs klang, som er uerstattelig og et helt afgørende bindeled til de mere spraglede lydbilleder, som bandet har udforsket igennem årene.

Rick Wakeman har forladt bandet intet mindre end tre gange, som regel når de interne bølgegange skvulpede over, eller når arrangementerne blev lidt for langhårede. Det sidste kan undre, når man kigger på hans solokarriere i 1970'erne, der eksempelvis talte noget så "uprætentiøst" som en is-skøjteshow-turné! Med hans afstandstagen fra de mere røgede substanser, som resten af medlemmerne ikke just fornægtede i heyday'ene, fristes man til at tro han fik syren med fra fødslen, og med en IQ på 153 er det måske også nemmere at forstå hans evne til at koordinere de store keyboard-setups, som alle dage har været hans særkende.

Sidst, men ikke mindst, er Trevor Rabin kendt som manden, der introducerede den mere poppede lyd til Yes-universet med singler som ’Changes’ og ’Owner of a Lonely Heart’, der i eftermælet for mange fremstår som et oplagt eksempel på endnu et legendarisk band fra 1970'erne, der blev ofre for en tid med nye krav til form og udtryk, og mindre plads til de store eksperimenter.

Når prog og sovs går i ét
Det var da også med den instrumentale ’Cinema’ og singlen ’Hold On’ fra Rabin-periodens store hitalbum ’90125’, at scenen blev indtaget, men Rabin holdt sig ikke tilbage med at tilføje hårdtrockende kant til den poppede skabelon, mens Andersons stemme havde den episk lyse klang, der i øvrigt aldrig fortog sig gennem koncerten. Det er dybt beundringsværdigt, at hans lyrik her på hans 73. år stadig leveres så magisk, inderligt og storladent uanset hvilke dele af oevret sætlisten tager udgangspunkt i.

Det var dog i særdeleshed den efterfølgende ’South Side of the Sky’ og senere ’Heart of the Sunrise’, der viste sig at blive iblandt aftenens store højdepunkter, hvor Wakeman for alvor trædte i karakter med en lang, cinematisk key-intermezzo, og med ét føltes det som om vi var i 1971. Man kan købe nok så mange effekter og plugins, der kan skabe den særlige lyd som definerer proggens store keyboard-ikoner, men der vil aldrig være nogen der har den klang som Wakeman har, når alle de 9 keyboards tages i brug, som fx i den sublimt episke ’Awaken’, der afkrævede tilføjelse af en intro og en lettere forlænget key-solo i midten, fordi 15 minutter jo tilsyneladende ikke er nok til at komme helt til bunds...

Aftenens største overraskelse viste sig dog at være Trevor Rabin, som på trods af hans mere polerede omdømme netop tilføjede lige tilpas hård attitude til de numre, der efterlod pladsen til det, men fortsat med respekten for fortiden i behold. I modsætning til Steve Howe, som i dag virker ude af stand til at spille repertoiret i andet end halvt tempo, virker Rabin anderledes forfriskende, og uagtet at de akustiske elementer fra dele af repertoiret blev leveret i elektrisk form var den velkendte Yes-lyd intakt. Det meste af vejen.

Et par sovsede momenter undervejs var tilsyneladende uundgåeligt. ’I Am Waiting’ levede fint op til titlen, inden en stærk kavalkade rundede af, naturligvis med Wakeman på øm keytar i ’Owner of a Lonely Heart’, efterfulgt af ’Roundabout’ som den slagsikre lukker. Det var et godt fyldt Vega, der forlod salen i bekræftelsen af, at man ikke behøver at miste gnisten bare fordi man forlængst er overskredet pensionsalderen. Dette var lyden af et band, der alle stadig brændte for indlevelsen og de store arrangementer, og det kunne Wakemans frygteligt gyselige kappe og lidt sødsuppe i maskineriet undervejs overhovedet ikke spolere for os.