Rattlehead kæmper videre!
PopulærThrashen får ekstra bid på det 16. udspil fra MegaDave & co. – men bider den hårdt nok til at sætte sig på nethinden og/eller i nakkemusklerne?
2. Life in Hell
3. Night Stalkers (feat. Ice-T)
4. Dogs of Chernobyl
5. Sacrifice
6. Junkie
7. Psychopathy
8. Killing Time
9. Soldier On!
10. Celebutante
11. Mission to Mars
12. We'll Be Back
Seks år er der gået, siden ’Dystopia’ så dagens lys. En plade, der på mange måder gav fornyet håb til dem, der savnede storhedstiden fra dengang Friedman og Menza var en del af Megadeth-pakken, og med et friskt, melodisk pust fra det nye sidekick på den seksstrengede, Kiko Loureiro. En plade, der udover de hårdere facader også demonstrerede, at Mustaine stadig har flere stærke sange i ærmet, og kan andet end at beklage sig over sine tidligere bandkolleger og verdens forfald.
Desværre skulle vi igennem seks år, et kræftforløb, en offentlig afsked med den lige lovligt lumre bassist Dave Ellefson og dertilhørende klippe/klistre-arbejde med hans indspilninger til pladen, for ej at glemme en pandemi plus det løse, før vi nu i 2022 står med ’The Sick, the Dying…and the Dead!’ i hånden. En titel, der alene med de tre tøveprikker i midten sender vink tilbage til bandets første tre plader, der alle gjorde brug af samme prikker, som så har været på stand-by indtil nu - de thrashede heydays er bestemt ikke glemt.
Det er Loureiro og hans guitarlicks gudskelov heller ikke, om end han denne gang assisteres af Dirk Verbeuren bag tønderne og allestednærværende Steve DiGiorgio til at overdubbe Ellefsons lydspor i sidste time. Et stærkt firkløver på papiret - men er det nu også nok til at konstatere, at Megadeth er tilbage, som førstesinglen selvsikkert proklamerer?
Titelnummeret åbner med kirkeklokker, blæsende vind og en gammel mand, der råber ”Bring out your dead!”, og så er vi allerede lukt tilbage i dystopisk territorie. Mustaines stålskarpe riffs lægger omgående linien med den klare produktion, som har været bandets kendetegn siden ’Countdown to Extinction’ i 1992 så dagens lys, stærkt suppleret af en nærmest militant præcision fra Verbeuren, der allerede her lever op til sin forgænger Chris Adler. Megadeth har altid haft stærke åbningsnumre og gør heller ingen undtagelse her med svedige leads og en luftig bridge, hvor Mustaine kan prædike lidt videre om tyfusen i luften, inden Loureiro får lov at kæle videre for leadguitar-entusiasterne. ’Life in Hell’ er no-nonsense thrash, hvis titlen da overhovedet skulle efterlade nogen tvivl, og sammen med den efterfølgende, catchy ’Night Stalkers’, der heller ikke skorter på små detaljer i den tekniske afdeling, lægger pladen stærkt fra land.
Tydeligvis en plade, hvor Mustaine vil bevise, at thrashen fortsat lever stærkt i Megadeths årer, og det kan netop de tre sange bekræfte.
At de så følges op af middelmådigheder som den unødvendigt lange ’Dogs of Chernobyl’, der aldrig fører nogen vegne musikalsk i sin fortælling om Tjernobyls vilde hunde i perioden efter eksplosionen, kan undre, men er desværre blot én middelmådighed blandt mange efterfølgende. Både ’Sacrifice’ og ’Killing Time’ er nytilføjelser til ophobningen af de der fortærskede mid-tempo rockere, som Mustaine har overdoseret os med i nyere tid, og ’Junkie’ er vist bare Mustaines tandløse undskyldning for lyrisk at tage afstand fra en sort del af sin personlige fortid, hvor han i øvrigt orkestrerede alle Megadeths største værker.
’Mission to Mars’ føjer mere spot til skade med sukkersøde ørehængertendenser i den ømme fortælling om at tage på militær, ja, mission til Mars, med kun den subtile selvreference i form af citatet: ”Why don’t we just return to Earth and let it rust to peace out here?” til momentarisk at få os til at glemme skrækkelige verslinier som:
”I wanna, I wanna be an astronaut, I wanna, I wanna wanna”.
Så er budskabet vist sunket ind, Dave.
Den ligger dog klemt inde mellem de på hver sin vis habile singler, ’Soldier On!’ og ’We’ll Be Back’. Førstnævnte, fordi den ubesværet pumper afsted i de midtempo-land, som vi allerede kender alt for godt, men trods alt viser flere muskler fra de fire teknisk overlegne musikere, som Megadeth består af. Sidstnævnte, fordi kadencen får alt hvad den kan trække til det sidste, mens Mustaine kalder horderne tilbage på krigsmarkerne. Sidst, men ikke mindst, kommer vi ikke udenom ’Celebutante’, der lyder som en moden fætter til demo-dagene fra dét der band, han lidt for ofte bliver mindet om at have trådt sine barnsben i.
’The Sick, the Dying…and the Dead!’ er på den vis underligt skruet sammen. Som en omvendt chokoladekiks, hvor al cremen er på ydersiderne, og den tarvelige kiks i midten.
De 55 minutters spilletid er dog nogenlunde tilstrækkelige til, at man kan bære over med at skære halvdelen fra, og gudskelov forsvinder de mest tåkrummende af teksterne også i samme ombæring. DiGiorgio lægger man desværre ikke så meget mærke til, som man kunne have ønsket, men til gengæld er Verbeurens militante stil et perfekt match til Mustaines riffmaskine, ligesom Loureiros ekvibrilistiske fingerleg er en fryd at lægge ører til, når de ellers bliver givet den fornødne plads. Lyden står dog for skarpt til nogensinde at vække så klare minder om 1980erne, som Mustaine utvivlsomt gerne vil insinuere med tøveprikkerne. Det er pladen trods alt også for melodisk til, hvor en nyere skive som ’Endgame’ fortsat har mere kant at byde på, men af de proklamerede Store Fire er Megadeth ikke desto mindre stadig dem, som demonstrerer mest kærlighed til thrashen her i 2022 – om end det måske siger mere om de tre konkurrenter…inklusiv de døde!