Doom! … in spaaaaaace
Mammoth Weed Wizard Bastard tager os med på noget af en rumrejse på ‘The Harvest’, der både spænder over synthwave, ambient, prog og naturligvis: Doom.
2. The Harvest
3. Interstellar Wrecking
4. Logic Bomb
5. Betrayal
6. Altamira
7. Let's Send These Bastards Whence They Came
8. Strontium
9. Moon Rise
Der er psykedelisk og så er der p s y k e d e l i s k. Når doom sædvandligvis beskrives som “psykedelisk”, plejer det at betyde, at nogle skæve fyre finder på en masse halvgode riffs, de ikke kan finde ud af at afslutte, og derfor bare gentager i en uendelighed. Det har da naturligvis sin plads og er nogle gange decideret godt. Ofte ikke, dog. Især fordi det bliver genkendeligt ganske hurtigt.
Sådan er walisiske Mammoth Weed Wizard Bastard – eller MMWB, som de desværre har forkortet navnet til, slet, slet ikke. Faktisk var det enormt svært at forudse ‘The Harvest’, selv efter den pragtpræstation deres forrige, Yn Ol I Annwn eller den fabelagtige split med Slomatics de udgav 2018, der ellers begge dykkede ned i et sci-fi-univers, som kvintetten har løftet op til et helt nyt plan på ‘The Harvest’.
Allerede fra første færd, høres den massive elektroniske indflydelse i den instrumentale intro ‘Obłok Magellana’, der lægger fundamentet for The Harvest, inden det eponyme track med sine ekstremt store orgelkompositioner lægger fra (rum)kaj. “Obłok Magellana” betyder “den magellanske sky” på polsk, og refererer til Stanisław Lems kommunistiske sci-fi utopi af samme navn fra 1955. I denne lever mennesket i rød enhed og drager i det 32. århundrede ud i rummet, hvor de finder en ældgammel NATO-satellit, der stadig bærer biologiske våben, hvilket fører til forviklinger i kontakten med en interstellar civilisation. Lems værk var dog ikke positivt nok om kommunismen, hvilket førte til et statsautoriseret censurkastration af værket, hvilket plagede Lem til sine dages ende. Den oprindelige udgave udkom først i 90’erne, efter jerntæppets fald.
Det er denne intergalaktiske rejse, der er udgangspunktet for ‘The Harvest’ og det er tydeligt at høre i kompositionerne. Det kunne være interessant at trække en parallel til Danmarks egne LLNN, der på samme måde som MMWB skaber en cinematisk oplevelse i deres musik, men med et noget mere dystopisk udtryk. Det giver mening, når det er Lems værk, der ligger til grund for walisernes bud, men vi oplever alligevel adskillige sammenfald, blandt andet den store horrormester John Carpenter eller Stanley Kubricks rumodysseer.
Noget af det særlige ved Mammoth Weed Wizard Bastard er forsanger Jessica Ball, der med sin særprægede stemme lægger et helt andet skær over den ellers ofte ildevarslende og knusende tunge musik. Hendes høje vokal er helt særpræget, og vækker nogle gange mindelser om Anneke van Giersbergen i Devin Townsend Project eller Julie Christmas i de mere rolige segmenter af Battle of Mice.
Hendes stemme står på samme tid i skærende kontrast til den tunge musik, men spiller ind og komplementerer den samtidig med, at den skaber de progressive elementer ved den store brug af elektronik.
‘The Harvest’ er opbygget gennem en vekselvirkning af elektroniske tracks, der spænder fra knap to minutter til godt fire, placeret skiftevis mellem de længere, metalliske tracks. Det giver en fornemmelse af rumrejse, lidt som på Ziltoid the Omniscient, der i brugen af interludes skabte fornemmelse af afstand. I dette tilfælde trakteres vi dog med fremragende synthwave i stedet for fjolleri om verdens bedste kaffe.
‘The Harvest’ er en mere end solid plade, og på samme måde som Unmaker står som et færdigt værk, gør denne det også. Der er naturligvis ikke reelt sammenfald mellem de to, men de er et eksempel på tankemæssig carcinization, eller krebsificering, om man vil. De står begge som solide eksempler på brug af elektronik i metal, hvori ingen af elementerne lider under det delte fokus.