Ikke som alle andre
Populær
Kellermensch tager os ned under overfladen, der hvor alt gør rigtig ondt, men slipper os heldigvis løs med en følelse af, at det hele nok skal gå.
2. 6705
3. Mission
4. Nothing
5. Follow You Around
6. Under
7. Just Another Drink
8. The Light
9. I'm Not Like Everybody Else
Kellermensch er giganter på den danske musikscene. Det behøver man bare at tage til koncert med dem for at opdage. De spiller udsolgt aften efter aften, men der er stadig masser af kreativt brændstof på tanken, og deres seneste album, 'Capitulism', er et levende bevis herpå.
Pladen starter stille ud med en episk, instrumental indledning, der slår tonen an. Vi skal ikke høre munter, poppet rock på denne plade. Og det bliver straks underbygget med første nummer ‘6705’, der er en ode til hjembyen Esbjerg. Ikke nogen særlig kærlig ode – faktisk virker 6705 som verdens røvhul, hvilket bestemt ikke er noget, de lægger skjul på. Her holder verden bogstavelig talt op med at dreje rundt om sin akse. En by man overlever. I was buried alive/in 6705/but I survived/and I’m digging still. Noget dårligere skudsmål kan en by vel nærmest ikke få.
Det er en vred sang, og en sang om at komme væk. Den flyver elegant over i 'Mission', der tager fat i det evigtgyldige tema: Hamsterhjulet. Eller måske snarere hamsterhjulene i flertal. De hamsterhjul vi ender med at løbe rundt som voksne – uden at vi husker, nogensinde at have truffet et aktivt valg om det. Kærlighedens hamsterhjul, jobhamsterhjul, vores uendelige cirkulære og meningsløse køren rundt i cirkler. Efter en parkeringsplads, meningen med livet eller bare noget vi kan finde på at fortælle vores børn, når vi en dag skal stå til regnskab for vores valg.
Det er ikke opmuntrende det her, og vi holder fast i de tunge emner lidt tid endnu, hvor pladen også tager fat i den ulykkelige kærlighed. Om at blive forladt og samle sig selv op fra gulvet. Og om at være i noget destruktivt, som så linjen så fiint beskriver i 'Follow You Around': You have a violent heart/Can take a man apart/I knew right from the start/That I had been marked. Vi er med en mand på vej ned på første halvdel af pladen, et menneske, der har ramt bunden og står under vand – men også et menneske, der langsomt kommer op til overfladen. Vi er med ham, når han finder glemslen og tilgivelsen og filteret på bunden af en flaske i nummeret 'Another Drink', der er en smertelig beskrivelse af det, der sker, når kun den ene part er klar til bryde op og tage videre. Men også et menneske, der ikke kan lade som om – og som stadig tror på kærligheden.
Der står weltschmertz skrevet med store bogstaver over hele denne udgivelse. Forsanger Sebastian Wolff kæmper til tider stilfærdigt, til tider indædt og udadreagerende mod stilstand, mod det uretfærdige i forlist kærlighed, mod hamsterhjulet, men også for at have lov til at være sig selv og tro på kærligheden, selvom den gør ondt.
Pladen er et sammenhængende værk. Mere end nogen anden Kellermensch-plade. Den hænger sammen på en måde, som danner en fortælling. Med de brede, mættede penselstrøg som Kellermensch, som få andre, kan male med deres musik. Vi bliver ikke klistret ind i musikken, men den omslutter os og fylder tomrum ud. Samtidig er musikken og produktionen så luftig – selv på de mest storladne steder, at et par gode højttalere eller høretelefoner giver lytteren mulighed for at høre de mange fine instrumentallag, der ligger på hvert eneste nummer. Der er kælet for detaljerne, man har været omhyggelig med at vælge instrumentering til hvert nummer på en måde, der både giver numrene deres egenhed, men samtidig sikrer dem en plads i den fortælling, som pladen er.
Lyriksiden er fremragende. Stilfærdigt, næsten banalt beskriver teksterne noget, som de fleste voksne mennesker har prøvet – eller står midt i. De er skarpe, skåret ind til netop den der følelse af meningsløshed og af at gå under, når livet bider fra sig. Det her er rocklyrik, når det er finest, og man kan ikke lade være med at lytte efter.
Pladen lader os heldigvis ikke hænge i en tilstand af mol. Den rækker op og ud i de to afsluttere: 'The Light' og 'I’m Not Like Everybody Else'.
Nils Gröndahl har også på denne plade lagt violin til. Her på 'The Light', der har virkeligt hitpotentiale med sine gode hofter og opbygning, ikke mindst i teksten, der sender os op til overfladen igen. Lukkeren 'I’m Not Like Everybody Else', er ikke mindre end et fremragende valg som albumafslutning. Her er et menneske, der insisterer på at være sig selv, at tage den plads i verden, han fortjener. Og selv ikke kærligheden kan få ham til at lægge sig. Kærligheden er ikke for hver en pris. Budskabet accentueres fremragende det obligatoriske indslag af growl, som sender os ud på vores videre færd i hamsterhjulet med en hævet næve.
Hør nummeret her: