Det band, vi fortjener
Populær
For første gang nogensinde uddeler Devilution bund- og topkarakter til samme album. Det kan naturligvis ikke være andre end Five Finger Death Punch.
2. AfterLife
3. Times Like These
4. Roll Dem Bones
5. Pick Up Behind You
6. Judgement Day
7. IOU
8. Thanks for Asking
9. Blood and Tar
10. All I Know
11. Gold Gutter
12. The End
Det har, desværre, været umuligt for Devilution at undgå at beskæftige sig med Five Finger Death Punch. Det er en sandhed, som gælder for os såvel som andre medier.
Men det er også fortjent, for det er selvforskyldt.
“I beheld the wretch – the miserable monster I had created”, udbryder Victor Frankenstein i Mary Shelleys berømte roman, og man kan ikke føle andet end en genklang af den ulyksalige videnskabsmands kvaler, når man som metalanmelder og -entusiast lytter til Five Finger Death Punch. For, for at parafrasere et mere moderne populærkulturelt emne, er det ikke det band, vi har brug for, men i høj grad det band, vi fortjener.
En anden anmelder på indeværende magasin har, med forbilledlig saglighed, beskæftiget sig med det amerikanske bands udgydelser ikke mindre end to gange tidligere, men denne anmelder vil mene, at det er helt fejlslagent.
Lige så fejlslagent som at sætte en modeskribent til at tale om Facebook-algoritme-t-shirts. I kender dem. Dem, hvor der er et billede af et dødningehoved og Holger Danske og noget tekst i retningen af “Læg dig ikke ud med en MAND, der er PÆDAGOGMEDHJÆLPER, er født i APRIL, elsker CHOKOLADESKILDPADDER og har et VREDESHÅNDTERINGSPROBLEM”.
Hvis man går til det fra modeperspektivet, er anmeldelsen kort. Det er noget pis. Ganske enkelt. Det er grimt og dumt og dårligt og sikkert produceret af børnearbejdere i Bangladesh.
Men hvis man netop er en pædagogmedhjælper, der er født i april og kan lide mørk chokolade og romcreme, så føler man sig set. Og så er det ligegyldigt, hvor latterligt alle andre synes det er.
Derfor kommer vi heller ikke til at beskæftige os synderligt med musikken i denne anmeldelse. Vi kommer ikke til at tale om modsætningen i, at Five Finger Death Punch konsekvent omtaler Gud i hunkøn, samtidig med, at de strør om sig med ordet “bitch”. Vi kommer ikke til at tale mere om, at ‘Thanks for Asking’ vitterligt er en karbonkopi af Stone Sours ‘Bother’. Vi kommer ikke til at analysere ‘Living the Dreams’ jingoistiske påkalden af amerikanske afguder i form af superhelte. Vi skal ikke pille ‘The Ends’ pinlige harmonier fra hinanden. Vi skal ikke grave i ‘Judgment Day’s selvsmagende, trist-machoæstetik, med gud-og-djævelen-motiv à la L.O.C’s ‘Horn eller Vinger’. Vi kommer ikke til at snakke særlig meget om den yderst leflende variation mellem ren vokal med grus i halsen, og den kastreret-bidske udgave af rå vokal, der stadig er stueren nok til at lade de forlorne og pubertære tekster gjalde klart og rent ind i den modne og frodige muldjord, bandets fans kultiverer i deres inderste.
Det er Five Finger Death Punch. I kender deres musik. I ved, hvad det lyder som.
Se på mine værker, I Mægtige, og fortvivl!
Victor Frankensteins rædsel stammer ikke kun fra væsenets beskaffenhed, men stammer derimod fra hans viden om, at han er ansvarlig for skabelsen af denne vederstyggelighed mod både Gud og Mennesket. Og på samme vis må vi se på Five Finger Death Punch. For vi har selv skabt det her.
Denne sommer er vi blevet beriget, hvis man kan kalde det sådan, med et væld af danske metalfestivaler. Hver eneste provinsby har føjet en sådan til sit navn. Dette oveni de eksisterende, større versioner.
Og det ville sådan set være udmærket, hvis ikke plakaterne var nærmest ens og fokuserede på ovennævnte tema.
Det velkendte. Naboens hund, der logrer mere med halen, end den knurrer, når uindbudne gæster kigger forbi. Og vi elsker det. Vi kommer tilbage hvert år, selvom hver eneste headliner hører til på et plejehjem.
Vi har brugt så lang tid på at overbevise os selv om, at blot fordi det ikke var popmusik i gængs forstand, var det både spændende og farligt. Men sandheden er, at Five Finger Death Punch er præcis lige så leflende og tandløst som store scene på Dragør Marked.
Kredsen sluttes. Vi er tilbage ved den algoritme-skræddersyede t-shirt fra tidligere. Den er bekvem, doven og ufarlig – men værst af alt, den er uambitiøs. Vi ved ikke hvad vi vil have, så vi sluger det, der bydes os råt. Devilution skoses som “sure gamle mænd” for at påpege, at Amon Amarth har spillet den samme plade i snart 25 år – et trick, AC/DC i øvrigt perfektionerede.
Men faktum er, at vi fodres med letfordøjelige kalorier. Musikkens svar på McDonalds, som vores anmelder så skarpt påpegede i en nylig anmeldelse af Arch Enemy. Musikkens svar på Marvels filmunivers eller de utallige genindspilninger og remakes, prequels og sequels. Det skal være velkendt. Og så snart det minder os om noget, der vakte noget skarpt i os i den pure ungdom, køber vi løs.
Det er muligt, at det er menneskelig natur. Det er også den direkte vej til stilstand. Og det er Five Finger Death Punch det platoniske eksempel på. Det eneste, der sker i Five Finger Death Punchs univers, er den gradvise udslettelse af Ivan Moody og Zoltan Bathorys tilbageværende hjerneceller. Det hele er lige så let, plat og glat som det plejer at være. ‘Afterlife’ er bare lige det dummere.
Derfor er Five Finger Death Punch præcis det, vi fortjener, for vi har selv skabt dette uhyre.
Vi giver ‘Afterlife’ simultant fem og nul sorte firkanter. For i forhold til hvad, det er, hvad, det vil være, og hvad, dets fans vil have, er det perfekt. Men i virkelighedens verden er det en forbrydelse mod alt, vi holder kært.