Doom funèbre
PopulærEfter at have ligget i skuffen i 12 år er quebecske Atramentus’ funeral doom-opus i tre akter endelig udkommet.
2. - Stygian II: In Ageless Slumber (As I Dream in the Doleful Embrace of the Howling Black Winds)
3. - Stygian III: Perennial Voyage (across the Perpetual Planes of Crying Frost & Steel-eroding Blizzards)
Philippe Tougas er bedre kendt fra Chthei’list og en del andre quebecske metalorkestre, der spænder over hele paletten fra power og speed metal over mere eller mindre teknisk død og nu også funeral doom. Tougas skrev hele pladen i 2012, men den fandt først en plads i år, da 20 Buck Spin valgte at signe Atramentus, hvor han flankeres af adskillige medlemmer fra førstnævnte orkester.
'Stygian' er et ambitiøst projekt og har været omgærdet af en del hype. Det er der god grund til. Pladen består af tre tracks og nærmer sig de tre kvarters spilletid. Og der sker ikke så lidt i løbet af de 44 minutter og 39 sekunder.
Dødens piano
‘Stygian I: From Tumultous Heavens… (Descended Forth the Ceaseless Darkness)’ åbner med tunge tryk på klaverets tangenter, så de elektroniske hamres slag giver genlyd i lytterens kranium. Kort efter ledsages de af lige så tunge anslag på strengeinstrumenterne, hvorefter de får følgeslag af trommer, der lyder som tordenskrald. Tougas’ vokal kommer ind som lyden af møllesten, der skraber mod hinanden, inden de synker ned i dybet og bliver til en gurglende dødsrallen.
Der er ikke sparet på dramatikken.
Det der dog kan overraske, her i begravelsesdoomen, er den fløjlsbløde melodiøsitet. Hvor bands som Thergothon og Esoteric dyrker mislyden, har Atramentus i højere grad hentet inspiration hos Funeral og det senere Ahab. ‘Stygian’ kan nærmest beskrives som midtpunktet mellem ‘The Divinity of Oceans’ og ‘From These Wounds’ i sin tungsindige skønhed.
Synthklaveret er det naturlige midtpunkt i Atramentus’ musik, og dens orgellyd trækker tråde til ‘Bloody Kisses (A Death in the Family)’ såvel som den tungere musik, og det er sandsynligvis dette, der medvirker til, at ‘Stygian er noget så sjældent som et afslappende funeral doom-album. Der bliver ikke stillet høje krav til lytteren, nærmere bliver vi holdt i hånden pladen igennem og trukket tættere på dens fugtige og unheimliche kerne.
‘Stygian II: In Ageless Slumber (As I Dream in the Doleful Embrace of the Howling Black Winds)’ trækker stemningsmusikkens kort og fungerer udelukkende som pausemusik. Det føles overflødigt og viser, at regndråber måske efterhånden er udspillet som virkemiddel til at skabe uhyggelig musik. Som bro mellem åbneren og ‘Stygian III: Perennial Voyage (across the Perpetual Planes of Crying Frost & Steel-eroding Blizzards)’ er den unødvendig og demonstrerer en manglende skarphed i sangskrivningsprocessen.
Tougas transfomerer sig til et frømonster i tredje track, hvilket i langt højere grad end regndråber medvirker til at skabe en stemning præget af uhygge.
Den særprægede, næsten 70’er-proggede guitar bidrager til at løfte tracket, og i løbet af sine godt 23 minutter kommer sangen vidt omkring, inden den sprøde lyd kulminerer i en kakofoni af lyd i de sidste minutter. Der er ikke tvivl om, at ‘Stygian III’ er det nummer, Tougas gerne ville skrive, da han fandt på pladen dengang, og det lever til fulde op til forventningerne.
‘Stygian’ er en plade for den lytter, der ønsker sig behagelig og velspillet funeral doom, og den kan nærmest fungere som gateway drug for begyndere. Der er ikke langt fra Elder til Atramentus, og der er kortere til Ahab.
Og Herren så, at det var godt.