"Fedt riff, mand! Lav et magen til!"
Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.
Det er en lumsk lyd, som amerikanske Barishi har fået sig på gruppens tredje album, 'Old Smoke'. Lumsk fordi den er forførende med sin herlige smadrende tyngde, som kan få en lytter, denne anmelder for eksempel, til automatisk at sætte skiven i et særdeles positivt og ukritisk lys på basis af de finurlige riffs og det mere end glimrende growl. Det lyder godt, det lyder rigtigt, og det er til at blive helt forelsket i lyden og stilen. En slags brutal Mastodon. Tungt og doomet med en grum vokal og så nogle skæve riffs, som kunne lugte lidt af Opeth omkring skiver som 'My Arms, Your Hearse' eller 'Blackwater Park', eller de dystre angreb fra bands som Svart Crown eller Ulcerate.
Efter sådan en introduktion kommer det næppe bag på nogen, at der også ligger et "men" gemt her. En plade har brug for mere end den perfekte produktion til den seje stil, der lokker lytteren ind som bare fanden. Eller hvad? Måske. For fornøjelsen er stor, hver gang pladen er blevet hørt, men efter et par numre er interessen bare dalet, og det er ikke så simpelt, at det blot er, fordi de første numre holder mere end de senere: Der er blevet forsøgt med start fra senere på skiven og med random afspilning, og hver gang er resultatet det samme: Det er for ensartet som helhed.
Det er, som om bandet læner sig tilbage i formularen og tænker, at den fede lyd og den seje stil redder den hele vejen hjem. Selvom guitarerne laver alskens spændende ting og slider op og ned ad gribebrættet i tung Mastodon-inspiration med krummelurer af skæve toner som prikken over i'et, så bliver det bare så fandens repeterende, når nærmest alle riffs gør cirka det samme. Og det er brandærgerligt, for skulle pladen bare være anmeldt baseret på ét enkelt nummer, et vilkårligt nummer fra skiven (med undtagelse af det stille intermezzo i 'Cursus Ablaze'), så havde manden bag tastaturet kvitteret med store gloser og forventet, at skiven ville få brug for farvelade til i hvert fald én, måske ligefrem to kasser mere, end det er tilfældet nu.
Progressivt på flere måder
Ret skal være ret, der er nogle stykker med ren guitarlyd, som skaber en pause i gentagelserne. Skaber luft og giver lyst til at lytte mere på den i bund og grund fine riff-opbygningsskabelon, som Barishi har kreeret og så måske lidt for troligt står ved. Og derfor lander karaktereren heller ikke nede i en fadæse, for der er store fornøjelser ved skiven langt hen ad vejen.
Bandet beskrives af pladeselskabet som progressivt, og den betegnelse er ikke helt forkert, så længe man ikke udelukkende associerer den slags med Dream Theater, Fates Warning eller lignende. Der er finurligheder nok, til at det er OK at placere Barishi i den bås, men man kan også få den tanke, at det progressive skal ligge i, at det er allerhelvedes svært uden en million lyt helt at få helt øje på de større forskelle i de distortede riffs på de sange, som tilsammen udgør 'Old Smoke'.
Men ja, det lyder lækkert, og der er riffs med ild i. Vokalen er sej, og til den tunge, stenede lyd er den tilpas varieret i det dybe growl over til det lidt mere hysteriske af slagsen. Kender man Barishi i forvejen, skal det måske nævnes, at bandet nu er nede på tre mand, da forsangeren fra de to forrige udgivelser er ude, hvorfor bandets guitarist Graham Brooks med succes har overtaget vokalen.