Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mere babushka end Batushka

Populær
Updated
Hospodi

Hvis Batushka anno 2015 var en blæksort Tesla, der brølende ud over stepperne gik i ét med natten, er Batushka anno 2019 et skrammet el-løbehjul, der snart løber tør for strøm.

Kunstner
Titel
Hospodi
Dato
12-07-2019
Trackliste
1. Wozglas
2. Dziewiatyj Glas
3. Wieczernia
4. Powierczerje
5. Polunosznica
6. Utrenia
7. Pierwyj Czas
8. Tretij Czas
9. Szestoj Czas
10. Litourgiya
Forfatter
Karakter
1

Den sortmetalliske sæbeopera, der er det polske black metal-projekt Batushka, har efterhånden stået på i over et halvt år, og mens der rent musikalsk absolut ingen sejrherrer er i historien, har underholdningsværdien været til at tage at føle på. Det seneste kapitel er ’Hospodi’, som den gruppe af musikere, der nu officielt går under Batushka, netop har sendt på gaden gennem Metal Blade Records.

Batushkas debut ’Litourgiya’ så dagens lys i 2015, og den ganske originale sammenblanding af russisk-ortodokse ritualer og traditioner og blæksort metal skabte hurtigt et navn for gruppen, der bl.a. optrådte på Copenhell i 2017. Efter stolt polsk tradition (tænk alt fra Mglas kartoffelsække over hovedet til Behemoths stormagasin af merchandise) var bandets identitet langt mere end blot musikken, hvor de anonymiserede musikere og det omsiggribende udstyrsstykke, der er Batushkas liveshow, skabte en stor del af fascinationen af bandet hos publikum.

Anonymiseringen holdt dog ikke, for sidst i 2018 startede de juridiske tovtrækkerier mellem chefideolog og guitarist Krzysztof Drabikowski og forsanger og pladeudgiver Bartlomiej Krysiuk, der hver især hævdede at have fyret den anden fra bandet. Et skabagtigt mediecirkus, hvis foreløbige kulmination har været, at sidstnævnte har retten til navnet og dermed til at videreføre bandet Batushka. Uagtet at han ikke har haft den store indflydelse på tilblivelsen af den musik, der trods alt skabte Batushka til at starte med. Resultatet foreligger nu i ’Hospodi’; bandets første udgivelse med Krysiuk som den altoverskyggende styrmand bag roret.

Anonymt og uden idéer
Resultatet er, egentlig som ventet, ret intetsigende. Den råhed, sejhed og sorte mystik, der gennemsyrede bandets debut, er væk. Det samme er Marcin Bielemiuks velfungerende og ganske tighte trommespil og, naturligvis, Drabikowskis hvæsende, primitive og fantastisk velskrevne guitarstykker. Og med dem størstedelen af den intensitet, der gjorde ’Litourgiya’ til en øjenåbner og en oplevelse for mange.

Bandet sælger ’Hospodi’ som værende en dødsliturgi, der også indeholder folkesange og klageviser, de sørgende synger om kisten til begravelsen. I praksis er resultatet, at det pseudo-gregorianske mandekor, der var til stede hist og her på debuten nu har fået en altoverskyggende rolle pladen igennem i en grad, hvor det komplet negligerer det black metalliske udgangspunkt, som Batushka havde. Det folkelige element topper langt over smertegrænsen i ’Polunosznica’, der indledes med hvad der bedst kan beskrives som et slavisk fuldemandskor nede fra bodegaen. Krysiuks egne messende og skrigende vokaler er til gengæld, underligt nok, blevet et langt mindre tungtvejende element i bandets udtryk.

Uheldigvis lader den musikalske del ikke vokalerne i stikken på vejen ned mod laveste fællesnævner. At kalde de store, harmoniske mol-guitarspor for ”stadionblack” vil være en utilsigtet hån mod bands som Behemoth og Dimmu Borgir. At kalde dem ligegyldige, utighte og kedelige er til gengæld ikke helt ved siden af skiven. Det samme gælder trommearbejdet, der i eksempelvis ’Dziewiatyj Czas’ og ’Wieczernia’ enkelte steder er omtrent ligeså rytmisk interessant som det, der foregik bag tamsættet i musiktimerne i 7. klasse. Det er bord-og-stol-trommer, der ligesom guitarerne mange gange på pladen gør deres yderste for at kværke den lille smule metallisk substans og nerve, man ville ønske, man kunne høre.

Nu er det måske på sin plads at snakke videre om den unødvendige længde på ni af pladens ti numre eller det faktum, at musikken ud over at være idéløs også er så repetitiv, at man skal holde øje med displayet for at lure, hvornår der egentlig skiftes nummer. Men nuvel, vi kan også prøve at finde de positive aspekter. De er som følger: Anden halvdel af ’Polunosznica’, der faktisk lyder i retning af det Batushka, der indspillede den fire år gamle debut. Og en halvpart af ’Utrenia’, der lyder mere thrashet end sortmetallisk, men trods alt har en smule særpræg. Dertil en ansats til noget godt, der aldrig kommer og mest føles som et afbrudt samleje i ’Pierwyj Czas’ og så et enkelt tungt break, som løber ud i ingenting i efterfølgeren ’Tretij Czas’.

Men det er også det. Fire delelementer på ti sange. Og det er gavmildt sagt.

Det er muligt, at Krysiuk har sin egen vision for Batushka uden Drabikowski. Hvis det er denne, havde vi hellere været foruden. ’Hospodi’ mangler alt, der gjorde ’Litourgiya’ tillokkende. Og bibringer ikke selv nogen nye elementer, der skaber nogen interesse i polakkernes videre færd.