Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gendannet og i klassisk form

Updated
benediction-scriptures

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Kunstner
Titel
Scriptures
Dato
16-10-2020
Trackliste
1. Iterations of I
2. Scriptures in Scarlet
3. The Crooked Man
4. Stormcrow
5. Progenitors of a New Paradigm
6. Rabid Carnality
7. In Our Hands, The Scars
8. Tear Off These Wings
9. Embrace the Kill
10. Neverwhen
11. The Blight at the End
12. We Are Legion
Karakter
3

Benediction var et af de bands fra England, der sammen med Carcass, Napalm Death, Bolt Thrower og Cancer var helt i front i halvfemserne. Særligt deres to første, 'Subconscious Terror' og 'The Grand Leveller', var populære. Her på redaktionen nåede vi at se dem i Aarhus i 1995, da de netop havde udgivet 'The Dreams You Dread'. Men forsanger Dave Ingram forlod bandet efter 'Grind Bastard' fra 1998 for at blive forsanger i Bolt Thrower, og så udgav Benediction pladerne 'Organised Chaos' fra 2001 og 'Killing Music' fra 2008 med Dave Hunt fra Anaal Nathrakh. På den måde har Benediction altid været godt bestykket på mikrofonen. For den oprindelige sanger var Mark 'Barney' Greenway', der forlod Benediction i 1989 for at koncentrere sig om et andet band.

Efter 'Killing Music' gik Benediction i hi. Her 12 år senere er de så tilbage, og det er med Dave Ingram, der i sit pas lyder navnet David Bjerregaard Ingram. Briten bor i Danmark i København. Resten af bandet er dog stadig bosat i og omkring Birmingham. De to guitarister Darren Brookes og Peter Rew er stadig med og er de eneste to tilbageværende, originale medlemmer. Her på 'Scriptures' er der nemlig udskiftet på rytmesektionen. Bassisten hedder Dan Bate, og trommeslageren er Giovanni Durst, der begge også spiller i bandet Omicida.

Med den 'rigtige' forsanger og de to oprindelige guitarister er Benediction dog nærmest tilbage i klassisk line-up på 'Scriptures' og man kan da også sagtens høre, hvordan bandet lyder lige så tungt, velspillet og klassisk, som da de udgav plader sammen i halvfemserne. Ingrams vokal har sin umiskendelige snert af britisk dødsgrowl.



Det er tydeligt lige fra første sang, der er 'Iterations of I', hvor guitaristerne i den grad får profileret sig i mixet. Og lige akkurat guitarlyden er med til at definere Benediction sammen med Ingrams vokal. På 'The Crooked Man' er der en snert af Entombeds death'n'roll over lyden, ligesom de på 'Stormcrow' har en nærmest Metallica/Sepultura-agtig intro. Masser af guitar.

Ellers er det ikke overraskende tung, klassisk dødsmetal med letgenkendelige omkvæd, hvilket understreges på sange som 'In Our Hands, The Scars' og ikke mindst den afsluttende 'We Are Legion', der brøles, som var det skabt til festivalscenerne tværs over Europa. Det sidste bliver der næppe noget af lige foreløbig, men det er en oplagt kandidat fra 'Scriptures', når Benediction på et tidspunkt sammensætter deres sætliste til de næste koncerter og skal have nogle sange med fra den nye plade.



Benediction genopfinder hverken hjulet eller den dybe tallerken med 'Scriptures', men en velproduceret plade viser alligevel, hvor godt dødsmetal kan spilles, når medlemmerne er så rutinerede og professionelle, som Benediction tydeligvis er. Pladeselskabet Nuclear Blast har sammen med Benediction allieret sig med producer Scott Atkins, der har arbejdet sammen med bl.a. Cradle of Filth, Vader, Amon Amarth og mange andre bands. Han har fået en lyd, der vil minde fans af Benediction om, hvorfor de faldt for bandet tilbage i starten af halvfemserne. Nye vil kunne nyde en genres lyd fra dengang, den blev til.