Indian Park
Bloodywood er parat til at redde dig, mig, os alle sammen fra den nærtstående undergang – og regner man indholdet på ’Rakshak’ som udtryk for succesraten, så er vi i ganske sikre hænder.
Aaj
Zanjeero Se
Machi Bhasad
Dana-Dan
Jee Veerey
Endurant
Yaad
Bsdk.Exe
Chakh Le
På papiret lyder det mere som en smart gimmick end genialt, det med at kombinere kulturelle toner og metal. Opskriften, der har givet nutidige bands som The Hu godt med omtale, mens Max Cavalera om nogen kan bryste sig af, at have taget sin kultur med i studiet. Sidstnævnte skabte højdepunkter, mens man nok kan diskutere kvaliteten af førstnævnte. For Indiske Bloodywood er det heldigvis mere genialt end gimmick og gøgl. Kvintetten mixer østens mystik og toner med nutidig nu-metal, og det resulterer i en ganske ørehængende debut.
’Rakshak’ er genremæssigt nærmere Linkin Park end Limp Bizkit på godt og ondt. Det er en utroligt velpoleret plade, flot balanceret mellem klassiske nu-metal-riff, elektroniske sektioner og folk-orienterede elementer. Et udgangspunkt, der principielt distancerer bandet fra bands som Tallah, Northlane og tilsvarende, der også er ved at genoplive nu-metallen i al sin pragt.
Ved første lyt er Bloodywoods version af nu-metallen et forfriskende og innovativt pust.
Ved flere gennemlytninger, står det dog klart, at opskriften er ret meget den samme som dengang. Der er blot tilføjet et spændende krydderi og en opdateret lyd. Når først Jayant Bhadula bryder ud i rap, lyder det enten som Mike Shinoda eller Zack de la Rocha – uden dog at nå sidstnævnte til sokkeholderne. Det selvom et nummer som ’Dana-Dan’ byder på flot flow, nærvær og intensitet.
Kan verden overleve en ’Rakshak v.2.’?
Til trods for at ’Rakshak’ ikke byder på vanvittig udvikling af genren, byder pladen på både nyt og anderledes. Naturligvis forankret i inklusionen af den indiske kultur. Om det så er trommer, sitar eller korsang, så giver det pladen et forfriskende pust – og så skal man ikke negligere, at Bloodywood også har skrevet en række stærke kompositioner.
Førstesingle ’Gaddaer’ har efterhånden været på heavy-rotation i diverse onlinefora. Ganske fortjent, det er en klassisk førstesingle og en elegant introduktion til bandets musikalsk univers. Andet nummer, ’Aaj’, er sandsynligvis pladens bedste nummer, med et knusende vers, prydet af et snas industrial, fulgt op af et vanvittigt ørehængende omkvæd.
’Zanjeero Se’ er lækre vers-riffs for øregangene og pladens helt store ballade – et godt eksempel på pladens alsidighed, men også et nummer hvor arven fra Linkin Park for alvor skinner igennem. Man keder sig ikke i selskab med Bloodywood, om end man forholdsvist hurtigt afkoder bandets tilgang til sangskrivningen.
Det sagt, overrasker kvintetten med den insisterende og bombastiske ’Bsdk.Exe’, bedst som man tror, at man har regnet bandet ud. En tung hammer af kvalitet på den sidste halvdel af pladen.
Det store spørgsmål er så, hvordan Bloodywood har tænkt sig at fortsætte? Hvordan de har tænkt sig at udvikle deres ekstremt niche-orienterede lyd og løfte det til en anden udgivelse, uden at bliver en gentagelse af ’Rakshak’? Det er heldigvis et spørgsmål til fremtiden, og indtil da kan vi med ro i sjælen nyde indisk kultur i en nu-metal-kontekst.