Mest for samlere
Punkbandet Brats vil nok for altid først og fremmest være kendt som bandet, der udviklede sig til Mercyful Fate. Det sætter genudgivelsen af bandets tabte debutalbum fra 1979 en tyk streg under.
2. No School
3. Technology Baby
4. Sense My Boy
5. Prostitute
6. Individual
7. D.I.M.T.
8. Zombie People
9. Disco Sissy
10. Punk Fashion
11. Dreams
12. I Do What I Wanna Do
13. Can't Sleep
14. Mr. Normal
15. Ladies
16. So Alone
Jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af det danske punkband Brats' eftermæle. De er for evig kendt som Hank Shermann og Michael Denners band før Mercyful Fate og for med King Diamond på vokal at transformere sig til Mercyful Fate. Det er sådan noget, man slet ikke kan komme uden om at nævne, hver eneste gang talen falder på dem.
Det er også derfor, at heavy metal-labelet High Roller Records genudgiver det "debutalbum", som Brats indspillede i 1979 (før Denner kom med), men som aldrig blev udgivet, fordi bandet efter indspilningerne skrev kontrakt med major labelet CBS, der betingede sig, at dette album ikke udkom. Det blev i sagens natur betragtet som et sellout af punkmiljøet herhjemme, men Brats var på vej videre, så godt ud, fik mainstream-opmærksomhed, var alligevel trætte af punk og ville hellere spille metal, så den officielle debut blev i stedet '1980', hvor Denner var kommet med, sangene er mere metalliske end punkede, og numrene er mere komplekse end på denne snotnæsede lillebror.
Kontrafaktisk øvelse
Hvordan ville man mon opfatte 'The Lost Tapes – Copenhagen 1979', hvis ikke (Gud og Satan forbyde det!) Mercyful Fate var blevet til det, de blev? Er det muligt at lytte til Brats uden at lytte efter foregribelser af Mercyful Fate? Er Brats en obskur Johannes Døberen for Mercyful Fates fuldbårne frelse? Det er de spørgsmål, man sidder med, mens man lytter til albummet.
Ganske urimelige spørgsmål, for på dette tidspunkt er det kun Hank "de Wank" Shermann, der skal komme til at være med i alle tiders bedste og mest stilskabende danske band, og stilen er langt fra metal, selvom Brats' punkrock allerede er hård som en cykelhandskebeklædt knytnæve. Og alligevel sidder man og finder tegn på det, der senere skulle komme, i små, gnistrende guitarangreb ("soloer" er for stærkt et ord for de ofte under et sekund korte indslag) fra Shermann på fx 'Ladies' eller 'Punk Fashion'.
Som sagt: ganske urimeligt ...
Forsøger man med den kontrafaktiske øvelse, at lade som om Mercyful Fate ikke findes, sidder man tilbage med et punkalbum fra 1979 i den pænere ende af middel, der måske lige mangler det sidste for at være rigtig karismatisk. Der er simple trommerytmer fra Lars Monroe, simple riffs, simple sangkonstruktioner og en forholdsvis effektiv vokal fra sanger og bassist Yenz Cheyenne, der senere kom med i 80'er-metalbandet Geisha og i ... øh ... Iron Savior og en kort periode også var livebassist i Saxon i 2010 – en spøjs, spøjs karriere.
Det er især albummets tidlige numre, 'On Dope', 'No School' og 'Zombie People' (ja, teksterne er også ret generiske), der gør det for mig, men generelt er der et solidt bundniveau pladen igennem, fraset den seks minutter lange 'So Alone', der prøver at eksperimentere med et mere postpunket udtryk, men mest af alt bare fortsætter i det uendelige. Brats er bedst, når de holder det simpelt.
Man skulle nok have været der
Men med 16 sange på 38 minutter bliver albummet også ensformigt i længden. Det virker, som om bandet har besluttet sig for at indspille samtlige de sange, de har skrevet. I perioder føles det ligefrem langtrukkent. Og hvis der er noget, som punkalbum helst ikke skal, så er det at føles langtrukne. Selvom få numre falder igennem, er der også få, der skiller sig ud og for alvor løfter niveauet.
Hvad nu, hvis albummet var udkommet i 1979? Så havde '1980' i hvert fald virket som et voldsomt stilskifte. Albummet var sikkert også blevet regnet for en klassiker i dansk punk. I stedet kom det først i 2008 på Arg! Records (lp'en er stadig til at få fat i for rimelige priser) og nu altså igen i 2021 på High Roller Records. Den aura og autoritet, som tiden uvægerligt giver de albums, der var tidligt ude inden for en nichegenre (tænk på, at Sods' debut, 'Minutes To Go', også udkom i 1979, og tænk på den aura, dette ret middelmådige album har fået), er 'The Lost Tapes – Copenhagen 1979' afskåret fra. Og af samme grund føles det mest af alt som et relikt for dem, der samler på Mercyful Fate-relaterede udgivelser eller gammel dansk punk, mere end som et album, der ville have revolutioneret ret meget, hvis det var kommet i 1979.
Sangskrivningen er ikke ueffen, det er godt, at samlerne kan få lukket hullerne og sove bedre om natten, men man skulle nok have været der dengang for for alvor at sætte pris på det.