Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra Sydsverige til det ydre rum

Updated
a1273934308_10

Svenske Cities of Mars serverer et stærkt spacedoom-værk, der bør kunne vække selv de ubevandrede i genren.

Titel
The Horologist
Dato
05-04-2019
Genre
Trackliste
1. Necronograph
2. Trenches of Bahb-Elon
3. Inner Sanctum, Outer Space
4. Hydrahead
5. The Last Electric Dream
6. The Floating Museum
7. Work Song
8. Lines in the Dark
Forfatter
Karakter
5

Indrømmet, 2019 bød ikke på de store internationale mesterværker. De genreskabende, banebrydende pladeudgivelser, der prompte afkræver deres plads i metalhistorien, og som vi alle kan enes om vigtigheden af, var ikke til stede. Heldigvis fik vi flere plader, der med brug af velkendte elementer og virkemidler alligevel formåede at tilføje noget friskt, forunderligt og æggende til metallen på randen til 2020'erne. Flere af dem kom fra ganske uventet kant, og en af dem var fra Cities of Mars.

Det er ikke fordi, den svenske spacedoom-trio er et af de højest besungne navne herhjemme. Den fortrinlige debut-ep 'Celestial Mistress' fra 2016 blev fulgt op året efter af knap så fængende 'Temporal Rifts', og efter halvandet års tid i skriveboksen udkom bandet tilbage i april med 'The Horologist', der med udgangspunkt i den tunge og slæbende stoner-doom viser et band, der for alvor har fået sangskrivningstæft uden at give køb på både de hårdt metalliske og atmosfæriske virkemidler, der gjorde debuten i 2016 så god.

Åbneren 'Necronograph' sætter hurtigt den skabelon op, som bandet bevæger sig ud fra. En spacet intro, en enlig, tung, fuzzet akkord, der får lov at hænge, og dernæst Johan Aronstedts tørre og tunge, simple trommer, der sammen med Danne Palms slæbende bas holder den slagne vej, som tidligere er betrådt af bands som Mastodon, Sleep og i særdeleshed The Sword. Cities of Mars lyder som en velkendt størrelse, og et øjeblik frygter man en langgaber, som man har hørt tusind gange før.

Sammenstød mellem drøn og klang
Indtil man giver guitarist Christoffer Noréns svævende, atmosfæriske guitarstykker den opmærksomhed, de fortjener. Mens bandet holder den konstante tyngde og hårdhed, genren kræver, formår de melodilinjer, der lægger sig lige under overfladen, at vedblive med at udfordre lytteren. At vække overraskelsen og holde opmærksomheden fanget. Mens lyden virker tung, tryg og velkendt, er der alligevel hele tiden små spacede harmonier, melodistumper og toner på eventyr, der får én til at spidse øren.

Læg dertil de flerstemmige vokaler, der, selv om de giver mindelser om flere af de førnævnte bands, stadig har deres eget særpræg og er produceret aldeles fremragende og giver en lyd af kold desperation i råbene, der klæder Cities of Mars' spacede doom metal helt umådeligt.

Kombinationen af det tunge og gungrende i rytmikken, det minimalistiske og atmosfæriske i guitarsporene og et vokalarbejde, der lægger sig midtimellem, er, hvad der gør Cities of Mars interessante og til mere end bare sejtrækker-doom og brøleharmonier.

'Trenches of Bahb-Elon' er mere afdæmpet og harmonisk og leder frem til den luftige og udforskende 'Inner Sanctum, Outer Space', hvis indledende samspil mellem lyd og stilhed er så meget mere udtryksfuldt, når den toethalvt minut inde eksploderer i pladens mest massive lydangreb. 'Hydrahead' er en skærende og syret minimalstatsudgave af Mastodon fra før de blev gamle og kedelige, og den storladne og drømmende 'The Last Electric Dream' giver bandet plads til endnu en gang at udforske deres eget udtryk og virkemidler, inden et bragende tungt og vanvittigt breakdown mod slutningen leder ind i pladens aggressive højdepunkt, 'The Floating Museum'. Pladen er hele vejen igennem en rejse fra det tyste over det voldsomme og tilbage i stilheden igen for en stund, for siden hen endnu en gang at eksplodere. En effekt, der gør den både afvekslende, udfordrende og særdeles lyttevenlig.

Alt i alt er 'The Horologist' et album, der konstant leger med sammenspillet mellem de små, enkelte toners virkning i det udenjordiske tomrum og det store, metalliske brøl, der uvægerligt må følge. Det er en plade, der viser os et Cities of Mars, der i langt højere grad end tidligere magter at skrive en ørehænger, men samtidig stadig udfordrer tilpas meget musikalsk til, at det aldrig bliver kedeligt. Det er en plade, der afkræver og fortjener opmærksomhed, og som står tilbage som en af 2019's allerstærkeste udgivelser.