En feberfantasi i sort læder
‘Bloody Dreams’ fræser afsted på punket energi, sorte riffs og psykedelisk mørke, mens Devil Master lader deres særheder få frit spil.
Trembling at Dusk
Sex With Succubus
Death Anthem
Bloody Dreams
Bloody Dreams - Part 2
Farewell Waltz to Unfortune’s Palace
“Det eneste, der inspirerer mig, er folkemusik fra Grækenland og Andesbjergene samt cumbia. Folkemusik er evig. Det rører noget i os. Den er arketypisk, primitiv. Den rammer noget på tværs af kulturer. Okay, jeg lytter stadig til en masse G.I.S.M., Bathory og Vlad Tepes – bands, jeg har kunnet lide i meget lang tid – men det er så metal, som jeg bliver.”
Således lyder det fra guitarist Darkest Prince i promomaterialet til det nye album fra Philadelphias black/punk-okkultister i Devil Master. Darkest Prince er vel at mærke bandets omdrejningspunkt, og man kunne derfor snildt gøre sig tanker om, hvorvidt de akustiske guitarer, og instrumenteringen folder sig mere ud i denne ombæring, men de tanker kan du altså trygt mane til jorden.
Produktionen står mere skarpt her end på den lidt mere mudrede forgænger. Lydbilledet er in your face, og en klar opgradering hele vejen rundt. Musikalsk snakker vi dog fortsat Devil Master, helt som vi kender dem. Oceaner af chorus på guitaren og et åbenlyst punket attack, men gennemgående tonet via black metallens filter. Kun vokalen er langt tilbage i mixet, bister og lyrisk totalt umulig at afkode.
Og produktionen er i det hele taget en meget god indgang til ‘Bloody Dreams’. For selv om Devil Master ikke ligefrem har smidt deres gamle læderjakke, har de fået pudset den blank. Det rå udtryk er intakt, men instrumenterne står skarpere i lydbilledet, og der er mere luft til de små detaljer. Ikke, at det gør musikken mindre beskidt, bestemt ikke. Når riffene først får lov til at flænse sig vej gennem choruseffekter og distortion, står de bare meget tydeligere i karakter.
Åbneren ‘You Worm’s Vain Delusions’ fræser kort og cyklisk af sted som maskinen, der allerede er godt varm, som vi sætter os til rette, og ‘Trembling at Dusk’ fortsætter i samme rille, men bryder halvvejs ud af sin egen fremdrift med et dystert afbræk, før den vender tilbage til en sidste riffsalve. Og så har vi ‘Sex with Succubus’, der med sit glam-flirtende hook og anarchopunkede vers er pladens måske mest umiddelbare partyhærger. Devil Master er ingenlunde black af den monokromt sortrandede skole, og det er i øjeblikke som her, at deres kække blink i øjet står skarpest.
Sidestillet med denne indledende riffstorm smager ‘Death Anthem’ og titelnummeret nærmest helt ordinært retro-metalliske til sammenligning. Naturligvis blot en relativ betragtning, men så alligevel, hvor førstnævnte sniger et nærmest NWOBHM-agtigt feel ind i de sidste par minutter, så driver ‘Bloody Dreams’ en boogie-swingende puls frem fra Wrought by Fathomless Hands (ja, det kalder han sig vitterligt) bag trommerne. Horrorviben tager til sidst til i koreffekterne, som den glider over i anden halvdel, hvor en kvindestemme agerer dramatisk oplæser henover et rungende klokkespil og giver pladen et lille, teatralsk mellemspil, som en dør ind til noget betydeligt mørkere. Selv henviser Darkest Prince til Baudelaire og Ducasses som inspirationer, og det giver derfor perfekt mening med de her par minutters filosoferen over skramlende potter og spindelvævsindhyllede glas, før vi til sidst når hen til pladens store opus.
For ‘Bloody Dreams’ er et album, der fungerer bedst, når Devil Master bløder op for blot at være et black/punk-band og også lader deres særheder træde i karakter. Og ingen steder bliver det mere tydeligt end i ‘Farewell Waltz to Unfortune’s Palace’, der med sine næsten 11 minutter udgør over en tredjedel af pladens samlede spilletid. Temaet fra folkemusikkens fløjte og den akustiske guitar, der introducerer nummeret, morfer sig over i den distortede guitar, mens marchtrommer og horrorkeys langsomt bygger nummeret videre fra stadie til stadie. Tøjlerne bliver kastet overbords, ingen omkvæd, ingen gentagelser, som musikken konstant udvikler sig i instrumentale passager. Et modigt valg, som et vedvarende crescendo i fremdrift, og da de første otte minutter endelig giver slip, giver Darkest Prince sig plads til solo at væve lækkert på guitaren de sidste par minutter, som om feberfantasierne først dér er ved at fortage sig.
‘Bloody Dreams’ er ganske vist økonomisk i spilletid, med en lille halv time at gøre godt med, men ikke desto mindre en halv time med rigeligt at lade sig rive med af. Den er intens og hurtig, men også iørefaldende og underholdende på den vanligt overgearede måde, som Devil Master efterhånden har gjort til deres egen. Vi snakker stadig choruspedaler og morbid kirkegårdsæstetik galore, men nu med en ekstra pift psykedelisk dramatik og absint i blodet, og så må vi se, om der bliver levnet mere plads til cumbia-inspirationerne næste gang.
Som de selv udlægger det i deres afrundende pointe fra promomaterialet:
“Baudelaire once opined, be drunk. Whether on wine or Devil Master or both, be like him and imbibe heavily... on ‘Bloody Dreams’.”
PS. Devil Master kan i øvrigt opleves på torsdag d. 10. september, hvor de supporter Sigh på BETA på Amager.