Dizzy kapper strengene
Populær
På 'Alter Echo' har Dizzy Mizz Lizzy givet køb på omverdenens forventninger til dem, og det klæder dem i dén grad. Det gør det også, at der er skruet op for den tunge guitar.
2. In The Blood
3. Boy Doom
4. The Middle
5. California Rain
6. Amelia - Part 1: Nothing They Do They Do For You
7. Amelia - Part 2: The Path Of Least Existence
8. Amelia - Part 3: Lights Out
9. Amelia - Part 4: All Saints Are Sinners
10. Amelia - Part 5: Alter Echo
Dizzy Mizz Lizzy er hele Danmarks rockdarling. De blev kendt, da de vandt DM i rock i 1993 foran Kashmir. Året efter udgav de debutpladen ‘Dizzy Mizz Lizzy’, og deres popularitet eksploderede. Enhver, der har gået på en uddannelse i midten af 90'erne, kan huske Dizzy Mizz Lizzy. Men to år senere fulgte de op med ‘Rotator’, der ikke helt havde samme gennemslagskraft, og i 1998 gik bandet i opløsning.
Op gennem 00’erne byggede Dizzy Mizz Lizzys forsanger, guitarist, sangskriver og mastermind, Tim Christensen, en fantastisk solokarriere, hvor det var den bløde poprock, der dominerede. Alligevel spøgte fortidens storhed hele tiden. Da de valgte at give en enkelt koncert i 2006 til støttekoncerten Brandalarm i Vega, hvor der blev rejst penge til det nyligt nedbrændte øvelokale og musikstudie The Club, fik trioen Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis alligevel snuset til savsmuldet i manegen. Og trods formaninger om, at der ikke ville blive noget fremadrettet, så havde cirkushesten alligevel fået færten af noget. Noget uafsluttet.
Så i 2010 blev Dizzy Mizz Lizzy reelt gendannet. Ud på turné i de fire største byer i foråret, hvor billetterne blev revet væk på rekordtid. Pludselig stod de, igen, på Orange Scene på Roskilde Festival om sommeren, og pløjemarken på Sjælland var ikke eneste festival den sommer. Bl.a. Vig Festival og Nibe Festival blev besøgt. Men så blev der igen stille.
I 2014 blev sølvflammen atter tændt. Dizzy Mizz Lizzy gik i studiet, og i 2015 gav de koncert i Forum, hvor der blev luftet nye sange. Året efter udkom så omsider den tredje plade ‘Forward in Reverse’. Op på Orange Scene igen på Roskilde Festival i 2016 og derefter rundt i Royal Arena sammen med D-A-D, varnede op for Lenny Kravitz i Horsens i sommer, og nu i 2020 er de så klar med den fjerde plade, ‘Alter Echo’.
Dizzy Mizz Lizzy er for alvor tilbage, og hvilken plade de er tilbage med! ‘Alter Echo’ er Tim Christensen, når han både lader sin kærlighed for The Beatles, Black Sabbath og progressiv rock flyde, får frit spil og fuldstændig ignorerer ethvert ønske fra radiostationer og pladeselskaber om at lave noget, der kan fange mainstreamlytteren. Det er befriende hårdrock, hvor fantasien og vildskaben får lov at strække ben. Samtidig kan man sagtens høre, at Tim Christensen stadig har et fabelagtigt melodisk gehør, såvel i vokal som på på guitaren.
Rytmesektionen med Søren Friis-Larsen på trommer og bassist Martin Nielsen fortjener også nogle ord med på vejen. Man kan høre bunden og intensiteten i den urkraft, der er rygraden i Dizzy Mizz Lizzy, hvor Tim Christensen i front sørger for, at det hele hænger sammen. Som sangskriver, forsanger og sørme også producer. Med instrumentale numre som både prolog og epilog viser Dizzy Mizz Lizzy sig som et modent orkester, der bare gerne vil spille det, de har lyst til. Der er ingen umiddelbar ørehænger, der kan fange radioen, men derimod glimrende numre med masser af melodi samt en tung, progressiv guitar.
Den første halvdel af pladen starter med den instrumentale ‘The Ricochet’, som glider over i ‘In The Blood’, hvor tonen på pladen slås an med det samme. Væk er popnumrene fra 00’erne og ønsket om at gentage ‘Silverflame’ eller ‘Waterline’. Der er stemningsladet, forvrænget guitar, som akkompagneres af Tim Christensens trods alt fortsat bløde vokal og Søren Friis-Larsens stramme kedler.
Det fortsætter i ‘Boy Doom’, ‘The Middle’, der er det tætteste, vi kommer på en ballade, og det er stadig et godt stykke fra, samt ‘California Rain’, før pladen afsluttes med det over 20 minutter lange nummer ‘Amelia’. Den er delt op i fem skæringer, men skal absolut høres i sin helhed, så alle de instrumentale passager i starten og slutningen af nummeret får lov at sætte sig. Ligesom pladen skal lyttes i sin helhed.
Det er hård rock, som ingen andre i Danmark laver det. End ikke Dizzy Mizz Lizzy har betrådt det her terræn før.
Og det klæder dem at have kappet strengene til den leflende masse fuldstændig og bare lavet musik, som de gerne selv vil høre den. Det lyder nemlig godt, og ‘Alter Echo’ er en plade, der åbner sig for den, der godt kan lide tung guitar og melodi, men ikke savner det letbenede omkvæd, der ofte kræves for at komme i radioen. Det er smidt ud med badevandet her og erstattet med legelysten progressiv guitar, der bærer sig selv uden hjælp fra popradio. For som Tim Christensen selv synger i Amelia: "Hold on, maybe the best is yet to come."