Et hovedværk i moderne metal
Populær
Efter otte års stilhed vender Dødheimsgard tilbage med et album, der føles som kulminationen på alt, hvad den eksperimenterende strømning i black metal har stræbt efter.
2 Tankespinnerens smerte 7:43
3 Interstellar Nexus 8:02
4 It Does Not Follow 8:24
5 Voyager 1:46
6 Halow 9:38
7 Det tomme kalde mørke 7:35
8 Abyss Perihelion Transit 10:59
9 Requiem aeternum 5:13
Sluthalvfemserne og tiden omkring årtusindskiftet var både en tid med identitetskrise i metallen og en tid med nådesløs eksperimenteren i form af inddragelse af elektroniske elementer og mere eller mindre eklektiske genreblandinger.
Særligt i black metal gik det amok i de år (vi har skrevet om de mere uheldige forsøg HER, hvor nærværende skribent er urimeligt hård mod Dødheimsgard), måske som en reaktion på, at genren på den ene side ønskede at være ortodoks og en reaktion mod falsk metal, på den anden side fra Euronymous havde arvet en inspiration fra eksperimenterende musik (åbn et zine fra dengang, og se hvert andet band namedroppe dengang obskure og esoteriske navne som Current 93, Coil, Diamanda Galas og Swans) og et dictum om originalitet for enhver pris.
Dengang var man meget imponeret over, at metalbands kunne finde på at høre andet end metal, og et band som Ulver fik umanerligt meget ros for at bruge elementer fra elektronisk musik, der egentlig fremstod ret uddaterede, da de udkom, fx på 'Perdition City', der brugte triphopelementer – håbløst forældet i 2000, da pladen udkom (eller i 1996, da Sort Sol forsøgte sig med det på 'Unspoiled Monsters'), men så nyt for de fleste metallyttere, at det virkede enormt progressivt og nyskabende. Det var det måske også i en metalsammenhæng, men næppe uden for metallen.
En af bannerførerne for denne udvikling var norske Dødheimsgard, der efter to album med forholdsvis traditionel (skønt meget vellykket) black metal som all-star-projekt med ep'en 'Satanic Art' begyndte at eksperimentere med violin og elektroniske elementer, før de med gennembruddet '666 International' tonede rent flag som avantgardistisk industrial black metal. Mange brød sig ikke om de åbenlyse techno-elementer, og albummet kan synes over excessivt i dag, fuldstændig over the top, vulgært i sine virkemidler og sin jagt på et futuristisk udtryk. Men lyttet til som en black metal-plade med massiv Killing Joke-inspiration holder den strålende i dag.
Siden dengang er der med usvigelig sikkerhed gået otte år mellem hvert album, og hver gang har gruppet undergået en transformation: skiftende line-up, skiftende stilarter, uegale genreblandinger med sanger og guitarist (og tidligere trommeslager) Yusaf "Vicotnik" Parvez (Ved Buens Ende, Strid, Dold Vorde Ens Navn) som eneste konstant.
Og nu, i 2023, 'Black Medium Current', der bygger videre på forgængeren 'A Umbra Omega's progressive (i mangel af bedre ord for genreblandingen), jazzede, eksperimenterende metal, men samtidig introducerer en i Dødheimsgard-sammenhæng ny melankolsk, følelsesmæssigt rørende åre. Selvom jeg har stor respekt for Dødheimsgard og synes, at deres diskografi er virkelig god, har jeg sandt at sige aldrig investeret følelser i deres musik.
Det sker på 'Black Medium Current', så snart det sørgmodige (og meget poppede) tremoloriff, et sted mellem Ulver og Mgla, på 'Et smelter' bryder frem og kombineres med Vicotniks rene, klagende vokal, mens teksten synes at være en form for elegisk tilbageblik på black metallens nu længst hensvundne storhedstid med referencer til Dronningens Gate i Oslo, hvor baren Elm Street, et vigtigt mødested for black metal-musikerne, lå: "De ensomme og desperate / De vinker fra / Dronningens gate". Her besynges det korte historiske moment, hvor black metallen var ung og reelt revolutionær, før den blev sat: "Stunden er over / Natten har svunnet hen for oss / Vi er tegn på gamle faner [...] Overflaten holder kun en liten stund / Når alt er bygget på sviktende grunn /Stunden er over".
På den anden side: Når alt er bygget på "sviktende grund", og overfladen konstant er under forandring, giver det også kreative muligheder. Og det er de kreative muligheder, Dødheimsgard altid har udforsket. Og jeg synes aldrig, de har udforsket dem så godt som på 'Black Medium Current', hvor black metallens tremoloriffs fusioneres med jazzede rytmer, elektronisk musik, progressiv black metal (som på 'Tankespinnerens smerte', der minder sært om In the Woods... anno 'Omnio'), spacy synths og øh, new agede synthfløjter ('Interstellar Nexus') samt psykedelisk rock ('It Does Not Follow') fusioneret med black metal. Det kan lyde kaotisk på papiret, men takket være meget vellykket sangskrivning har numrene en klar rød tråd og lykkes med at fusionere de på papiret ret forskellige elementer til et album, der er reelt progressivt og nyskabende, ikke kun "genre-progressivt", hvis man forstår forskellen.
Det er i høj grad Vicotniks album. Han har skrevet de fleste af sangene, og vokalen er i centrum på en måde, man normalt ikke finder i black metal. Stereoeffekten er udnyttet til fulde, der er imponerende korarrangementer; vokalen kommer mod lytteren fra alle sider med hallucinatoriske effekter til følge. Det er en imponerende vokalpræstation, det lyder helt ude af balance og sindsforvirret og teatralsk på en måde, man næsten kun har hørt lignende hos førnævnte Coil og Current 93. Det er i høj grad hans skyld, at albummet også ender med at være så følelsesmæssigt nærværende, som det er.
Det er vel nærmest en slags post-black metal, men meget langt fra den post-rock med distortion og sange, der sjosker lidt rundt på stedet i endeløs repetition, som man normalt forbinder med post-black. I stedet er det eventyrlystent, komplekst, multifacetteret. Jeg har hørt det 20-30 gange i høretelefoner og bliver ved med at opdage nye ting og nye detaljer. Musikalsk er det ofte meget langt fra black metal. Men i ånden – med kravet om at være originale, grænsesøgende, rammesprængende – er det pur black metal og en del mere ægte black metal end alle dem, der søger ægtheden ved at lyde som en kopi af norsk andebølgeblack.
Jeg er ikke færdig med albummet, jeg er ikke helt sikker på noget, fordi det er så komplekst og sært et værk, og det er ikke helt nemt at finde et sprog for albummet, men jeg tror, at 'Black Medium Current' er et hovedværk i moderne metal. Hvis ikke, er det snublende tæt på.
Det føles som en af de mest kunstnerisk vellykkede realiseringer af det, black metallen famlende stræbte efter dengang omkring årtusindskiftet.