Doomtungt hjertebarn genopstår
Populær
Efter tyve års studiedvale har Wino vakt hjertebarnet The Obsessed til live igen. Og tak for det. 'Sacred' er et overskudsalbum, der viser muskelguitaristen fra hans bedste side.
2. Punk Crusher
3. Sacred
4. Haywire
5. Perseverance Of Futility
6. It's Only Money
7. Cold Blood
8. Stranger Things
9. Razor Wire
10. My Daughter My Sons
11. Be The Night
12. Interlude
Da The Obsessed spillede på Roadburn Festival i 2012, var det trioens første koncert i atten år. Doom-genren var især i de år inde i en stigende popularitetsbølge, og Wino, frontmand og guitarist i The Obsessed og herhjemme nok mest kendt som on and off forsanger også i St. Vitus, var en fast gæst på festivalen. Det gav derfor mening, at han skulle aflægge festivalen besøg også med The Obsessed, et af hans ældste musikaske projekter, der til lejligheden blev gendannet med rytmesektionen Guy Pinhas og Greg Rogers, som havde været med på indspilningen af bandets seneste studieplade, 'The Church Within' ('94). Trioen gav efterfølgende en koncert også på Hellfest i Frankrig, hvorefter der igen blev stille i The Obsessed-lejren.
Sidste år blev der så på ny tændt op under The Obsessed. Det skete godt og vel halvandet år efter, at Wino i 2014 blev busted i Norge med 11 gram speed på sig under en 35-årsjubilæumsturné med St. Vitus. Hvorvidt dette førte et regulært indrejseforbud i Europa med sig, eller om Wino har haft brug for at være på afstand af sine bandmedlemmer i St. Vitus for at komme ud af sin afhængighed, er jeg usikker på. I takt med at St. Vitus hev deres oprindelige forsanger Scott Reagers med på vejen igen, begyndte gamle skud dog at blomstre også i Wino-country. Først med et af Winos andre bands, Spirit Caravan, der har været på flere længere turnéer også i Europa, og sidenhen med The Obsessed, der i begyndelsen af 2016 pludselig dukkede op med nyt, vådt blod på tanden.
Nu er The Obsessed så på gaden med deres første studieudspil i 23 år. Pladen hedder 'Sacred', og Wino, der vanen tro synger og spiller guitar, har denne gang allieret sig med en ny rytmesektion med Brian Costantino på trommer og Reid Raley på bas. Og lad det være sagt med det samme: Som trio spiller The Obsessed i 2017 så legende naturligt sammen, at man skulle tro, de altid havde stået side om side. Den nye rytmesektion befinder sig muligvis ikke i samme høje musikalske niveau, som hos Pinhas og Rogers, men de får det i den grad til at fungere.
Eftersom 'Sacred' lægger lappeløsningspræget og anstrengt for, skal man dog lige i gang. Åbningsnummeret 'Sodden Jackal' har flere overgange, som ikke blot synes forcerede, men også utilsigtet usammenhængende. Musikhistorien er selvfølgelig fuld af fremragende sange, som er resultater af flere idéer kogt ned til én skæring, men til trods for Winos magtudøvende 'Dragonaut'-agtige åbningsspil er 'Sodden Jackal imidlertid ikke en af dem. Der er noget krampeagtigt over nummeret, som formentlig er det værste nummer, The Obsessed til dato har udgivet. Det undrer, at det er åbningsnummeret på en ellers fremragende comebackplade.
Med den efterfølgende 'Punk Crusher' bliver det dog rigtig godt. Det sker kun sjældent, at man støder på en guitarist, som man sværger på sover med sit seksstrengede våben under hovedpuden. I Winos tilfælde gælder klichéen om mennesket, der går i et med sit instrument imidlertid, og når 'Punk Crusher' ligeledes har et naturligt feel, er Wino en både befriende og opløftende metalmusiker at være i selskab med. Selv når der under omkvædet simultant skrues op for dobbeltpedaler og et hurtigt fingerspilriff, er der en overordnet fornemmelse af naturlig, velafbalanceret zen-heavy-hygge over lortet. 'Punk Crusher' er et klassisk, signaturstærkt The Obsessed-nummer, når bandet er allerbedst.
Det er i det hele taget vigtigt at understrege, hvor suveræn en guitarist, Wino er. Udover at han spiller med muskler af en helt bestemt størrelse, som det kun er musikhistoriens allerstørste metalguitarister, der kan trumfe, beror hans overlegenhed på hans opfindsomhed. Det ene øjeblik kan han være lige så tung som Matt Pike, mens han som nævnt andre gange har en lethed over sit spil, der med lidt velvilje kan sammenlignes med Josh Homme. Tempomæssigt når den 55-årige guitarist dog kun sjældent op i helt samme hurtige gear som sine to yngre kollegaer. Wino er den velafbalancerede guitarist, og selv når han er mest arrig, hvilket han ikke sjældent er, fungerer hans guitarspil som en velovervejet uppercut taget ned i fart.
Der er masser at råbe hurra for på 'Sacred', eksempelvis titelnummeret, der følger efter. Det er et fremragende nummer med masser af velkendt Wino-karakteristik. Også når Wino på doom-maner lufter en forkærlighed for sydstatsrock med redneck-rødder a la Lynyrd Skynyrd og Ted Nugent som på 'Haywire', er han en fornøjelse at være i selskab med. 'Preseverance of Futility' får pladen til at stå en smule stille, men har så kælent et guitarspil, at man tilgiver sangen dens generiske komposition. Også den aparte 'It's Only Money' viser sydstatsbonderøven i østkystfødte Wino på fornemste vis. Herefter følger det fem minutter lange instrumentalnummer 'Cold Blood', som river neglene af ens indre luftguitarist.
Summa summarum: 'Sacred' er en fremragende plade. Det er en af de plader, der, tilmed tilsyneladende uden rigtig at strenge sig an skiller fårene fra bukkene. Og så igen, det er sandsynligvis en løgn. Realiteten er formentlig, at der er lagt oceaner af kræfter i indspilningen af Winos første plade med The Obsessed i 23 år. Det er imidlertid naturligheden, der på let æggende vis dominerer, når man hører resultatet. Wino er gjort af et materiale, som jeg tror, kun de færreste musikere kommer i nærheden af, og for helvede hvor er det rart igen at have ham i metalmanegen. 'Sacred' er et klassisk doom metal-album af allerfineste kaliber.