Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Musik i bredformat

Updated
dordeduh-cover

'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.

Kunstner
Titel
Har
Dato
14-05-2021
Karakter
4

Sidst vi på Devilution skrev om et band fra Rumænien, eller i hvert fald angiveligt fra Rumænien, gik vi helt i selsving omkring det. Det er Persekutor, der tænkes på naturligvis. Leder man i arkivet på Devilution, så er det  i det hele taget ikke mange bands fra landet på Balkanhalvøen, som vi har skrevet om. I en live-anmeldelse er Negură Bunget nævnt, for ikke at være med på plakaten, som ellers først lovet i et show med polske Hate på The Rock en rum tid tilbage. Nu kan dét band så få endnu en omtale uden, at det er dem, det handler om.

Men lidt har det nu med dem at gøre. For Dordeduh er i sin tid, 2009, dannet af Edmond Karban og Cristian Popescu fra netop Negură Bunget, da der opstod en intern strid i bandet. Albummet ‘Har’, som udgives nu, er bandets anden fuldlængde siden debuten, som kom helt tilbage i 2012. Med det nye album in mente, så har det split været ganske frugtbart, for ‘Har’ er interessant i sin sarte og skrøbelige størrelse. Om det bliver helt til selvsving er måske at strække den, men Dordeduh skal i hvert fald have de varmeste anbefalinger med på vejen.

Storladen, bred inspiration
Der er elementer af folkemusik i den uhyre atmosfæriske metalmusik, der hviler med en fod i black metallen i en mere post-metallet variant end den slags, der prædiker permanent vinterstemning. Dordeduh har lange keyboardpassager, så taget letter, og der bliver frit syn til himlen. Der er messende, rytmiske stemmer og generelt storladne kompositioner. Men der er også metalriffs og den for den mørke metals så karakteristiske halvhæse growl-vokal. Resultatet er som græske Rotting Christ i sin nuværende stil cuttet godt og grundigt op med franske Alcest. Og så er der sågar i det rytmiske, som godt kunne være Gojira-inspireret. Og dét er præcis så eksotisk som det lyder.

Med sange på lokalsproget, så opstår der en romantik i musikken, og når den samtidig er så luftig som den er, så bliver musikken til et spændende drømmeunivers, der skal sanses og nydes. Man kan mene, at der går lige lovlig meget teatralsk filmmusik i det, når der i passager gives fuld los på den front. Tag fx den sidste del af 11-minuttersmastodonten ‘ Vraci de nord’ , hvor, man skulle tro, at de forsøger at efterligne John Williams, der er filmmusikkomponist og blandt andet har komponeret til Star Wars, mest muligt. Selvom der hurtigt bliver samlet op igen med noget mere metallisk input, så skal man som lytter ikke være bange for at lade guitarriffet glemme adskillige gange og bare lade stemningerne drage, som de flagrer i frekvensbølgernes blide skvulp fra de svulstige lag af keyboards og synth.

Tålmodighed er en dyd
Dordeduh har med ‘Har’ begået en uhyre interessant episk udgivelse, der elegant bevæger sig over progressive landskaber og hugger, hvor der hugges kan, fra en hel del forskellige stilarter. Og alligevel rammes der indenfor skiven.

Albummet varer en god time, og udspillet er dragende i starten, men bliver undervejs også til noget, som kræver lytterens åbenhed og ikke mindst tålmodighed, så fingrene holdes fra zapp-knapperne til næste musikalske kick. For kicket, det er der bestemt også – hvis du bare giver det tid.