Stemningsfuldt mesterværk
På sin anden udgivelse bygger Empire Drowns videre på arven fra britisk dødsdoom og har skabt en af de bedste danske plader, der er udkommet herhjemme indenfor genren.
2. A Choir of Fallen Angels
3. Doomsday Clock
4. Stoneheart
5. Santiago Sunrise
6. The Great Flood
7. Endless Nights
8. Silence
9. Life is Fading
Følger man bare en smule med i den danske metalscene, så kan man næppe have undgået at støde på branchens største entreprenør Michael Hvolgaard Andersen. Den 50-årige iværksætter får mere ud af døgnets 24 timer end de fleste, når han driver alt fra pladeselskaberne Target og Mighty Music over Næstved Metalfest til spillestedet Rust og rockbaren Zeppelin.
Men før forretningsimperiet, så startede eventyret i 1990’erne som growler i Withering Surface og Thorium, der efter en række år i dvale begge vendte tilbage på scenen her igennem de sidste små ti år og begge har leveret solidt dødsmetal.
Mindre kendt er Andersens sideprojekt Empire Drowns, der i starten af 2010’erne udsendte et par ep’er og forsvandt igen. Kun den sidste ep, ’Bridges’ fra 2013, udkom på fysisk format og jeg husker, at jeg fandt den i rodekasse til ti kroner i genbrugsbiks for omkring ti år siden. Prisen var passende for en ep, der var en akavet kopi af Paradise Lost og i særdeleshed Andersens forsøg på at lyde som Nick Holmes anno 1994.
Så det kom som overraskelse, da Empire Drowns genopstod i 2022 og præsenterede en meget bedre vision på debutpladen ’Nothing’, som Devilutions Casper Villumsen gav begejstret kritik og udråbte til at være for fans af britisk dødsdoom.
Jeg kan ikke mindes, at Empire Drowns fulgte op på pladen med koncerter, og selvom jeg er enig i Villumsens anmeldelse, og ’Nothing’ er en stærk udgivelse, så led debutpladen nok den skæbne som så mange andre plader, at de går i glemmebogen. Ikke af ond vilje. Sådan er det bare. Anno 2025 bliver man bombarderet med ny musik og det er svært for ny musik at kæmpe sig til at få en permanent plads på playlisten, når man som passioneret fan selvfølgelig også stadig dyrker (og stadig dykker ned i) de sidste seks årtiers rock- og metalhistorie.
I mit 2025 er der to danske udgivelser, som er blevet skamhørt og som får en fast plads i fremtidens rotation af holdbart heavy metal. Det er Frelsers vanvittige seje debutplade ’Afgrundsprofeti’ og så er det Empire Drowns stemningsfulde mesterværk ’Endless Nights’.
Det er et halvt år siden, Andersen skrev til mig og spurgte om, jeg ville høre Empire Drowns nye plade. Jeg kunne ikke modstå fristelsen i at sende en kæk stikpille og spørge om, de stadig lød som Paradise Lost. Bedøm selv, lød svaret kort.
Første lyt tog fusen på mig. Fra ’Volcanic Funeral’ åbner er pladens dystre tone sat med det samme, men det er især fra track to ’A Choir of Fallen Angels’, at det melankolske mesterværk folder sig ud med en lyd, der er langt mere international end dansk i udtrykket.
Hvis Empire Drowns på debutpladen gik forbillederne i My Dying Bride, Anathema, Cathedral og Paradise Lost i bedene, så bygger de på ’Endless Nights’ videre på den britiske arv og skaber sin helt egen sound.
Der er ingen grund til at kopiere andre, hvis man selv kan være original. ’Endless Nights’' 40 minutter er fordelt på ni fremragende numre. Og det her er virkelig en af de plader, hvor hver musikers kompetente indsats smelter sammen til musikalsk alkymi. Kim Jørgensen og Marco Angioni leverer en solid bund i lydcollagen, mens Thomas Birks riffs og stemningsfulde soli sammen med Anders Ro Nielsens sublime synth maler et detaljeret landskab af sorg og håbløshed. Og Michael Hvolgaard Andersen? Jeg vil tro, han leverer karrierens bedste vokalindsats med sin dybe og dystre growl.
Med en produktion, der er skarp og giver plads til nuancerne, så er resultatet en plade, der skriver sig ind i rækken af de bedste danske plader, der er udkommet indenfor den her genre, som især har været domineret af Saturnus, Blazing Eternity og nu også Empire Drowns.