Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Symphony of Selfdestruction

Populær
Updated
Symphony of Selfdestruction

Med 'Prime' begår nordjyderne ikke kun fuldbyrdet hybris, men også musikalsk selvmord. På bandets tredje udspil findes der ikke mere originalitet, end der findes hund i hundekiks.

Kunstner
Titel
Prime
Dato
02-10-2015
Distributør
Karakter
1

Med deres debut 'Lost In Violence' viste danske Essence en gedigen evne til at servere både energisk og kompetent thrash – dugga-dugga og hele pibetøjet. Det samme gjaldt for så vidt udgivelsen af deres anden plade 'Last Night of Solace', hvor de ufortrødent og til stadighed thrashede vildt og energisk derudad både i midt og hurtigt tempo, og hvor numre som 'Arachnida' og 'For the Fallen' vidnede om både detaljeorienteret feinschmeckerei og i det hele taget progression i bandets ellers lidt ensformige sangskrivning. Men så var det måske også det.

Pladen blev produceret af Peter Tägtgren i Sverige, der kan skrive navne som Hypocrisy og Pain på sit CV.
Det er oplagt at medtænke den nye producer, L.O.C.-produceren Rune Rask som et led i det meget markante stilskifte, som tredjeudgivelsen 'Prime' her to år senere markerer. Med sin primære beskæftigelse i bandet Suspekt og sin status som rap-producer udgør han i sig selv lidt af et vovestykke, – man kunne jo i stedet have valgt producere inden for den tunge genre som Jacob Hansen, Tue Madsen eller Jacob Bredahl.

Det færdige resultat manifesterer under alle omstændigheder en bemærkelsesværdig kursændring og således også lidt af en satsning for Essence, som i bedste fald vil kunne tiltrække et større publikum med de catchy stykker og den herskende syng-med-tendens. Risikoen for at vælte de oprindelige tilhængere af vognen er selvsagt overhængende.

Essence er stadig ekstremt velspillende, selvom 'Prime' er pladedebut for bassist Rasmus Kalke og trommeslager Nikolaj Kjærgaard. Den første og måske største skuffelse ved 'Prime' indtræffer i mødet med Lasse Skovs fuldbyrdede stilskifte i vokalen. Hans ret så kvalificerede thrash-vokal, som hidtil har fuldendt udtrykket via et fint samspil mellem stilen og orienteringen, er blevet til halvdårligt urent råberi helt ude af pitch. Som et andet uægte barn af Dave Mustaine og James Hetfield forsøger han sig nu i deres dur, og lytteren efterlades undrende over præmissen for gadekrydsets eksistens – man er ikke altid klar over, hvilken pedigree, der logrer med halen. Man spørger: Er denne stemme tro mod sig selv? De fleste formidable kunstnere er geniale til at stjæle fra deres kollegaer, uden at man lægger mærke til det. Denne tanke dvæler vi lige lidt videre ved. For hvad i alverden sker der på titelnummeret, hvis intro vistnok kun kan krediteres Slayer, uanset hvor velspillet den så end måtte være?

Til trods for at Rune Rask ikke skal klandres for stilskiftet, og selvom han har ramt plet med produktionen, er sammenhængen mellem vokalen og det instrumentale niveau stærkt truet. Stilforvirringen gør det absolut ikke bedre. Derouten bliver for alvor tydelig i nummeret 'Flawless', hvor genren pludselig er udpræget heavy rock. Associationer vækkes til vokaler som Michael Poulsens, hvilket ikke gør affæren mindre tåkrummende, især når man medtænker de to forrige pladers aggressivt thrashede vokallyd. Stilforvirringen bliver endnu mere udtalt på nummeret 'Untouchable', hvor et band som Green Day popper op som et muligt sammenligningsgrundlag. Men måske det i virkeligheden er Triviums kommercielle tilgang, der danses med.

Opbygningen af sangene er præget af middelmådige broer mellem stykkerne, og på temposiden sker der små forvirrede skift, hvilket skaber et til tider desorienteret udtryk. Nummeret 'Modern Heroes', der er båret af ægte Slayer-mod, viser dog, dette kombineret med vellykkede eksperimenter, at bandet har en iboende kunstnerisk åre. De foldes bare ikke helt ud, især ikke hvad angår overgangene. Til trods for leadguitaristens virkelig fantastiske fingerspil sidder man desværre med følelsen af, at nogle af numrene skal pyntes med variation i en sådan grad, at det virker påtaget og overlæsset i forhold til sangens struktur. Situationsfornemmelsen finder da også sit endeligt i nummeret 'No Sleep 'Till Def', hvor der lires i én uendelighed.

Udsigten for Essences oprindelige thrashvision og dertilhørende fanskare er med andre ord blevet intet mindre end vantasort. Det synes en kende ironisk, at bandets referencer til tidernes mastodonter som Slayer, Metallica og Megadeth ender ud i en sørgelig karikatur, som ikke kan huske sit eget navn. Resultatet er selvudslettelse. Og ironien ved det hele er, at man som lytter faktisk kan have svært ved at finde den såkaldte essens. I hvert fald hvis det, man leder efter, er ægte thrash. Men held og lykke til Essence i det nye segment.