Vedkommende viril vægtighed
Eucharist, ét af melodødens uforløste potentialer, er tilbage med et brag af et album, der næsten 30 år efter genrens pionéralbums er alt, man ikke anede, man ønskede og endda behændigt klichéforladt.
Hvis den melodiske dødsmetalgenre skulle sidde og prale af trofæerne, de tidligere og glorværdige kærester, så ville den pege på In Flames, At the Gates og Dark Tranquillity. Eucharist derimod ville være "the one that got away". For upoleret måske, for umoden, men alligevel med et legendarisk eftermæle i genren. Det kunne være blevet stort.
Det blev til to albums for svenske Eucharist i sin tid. Bandet blev stiftet helt tilbage i 1989 af ganske unge medlemmer, der først i 1992 fik styr på retningen med 'Greeting Immortality'-demoen. Lineup-problemer lurede altid lige om hjørnet, og måske derfor gik det som det gik. Godt nok fik bandet udsendt undergrundsklassikeren 'A Velvet Creation' i 1993, men det var først efter overtalelse fra pladeselskabet Wrong Again, for bandet var egentlig gået i opløsning.
Men måske er lineup-fnidderet en god ting? Her i 2022 er Marcus Johnsson eneste medlem, der har været på alle udgivelserne, og mens der ingen fordel kvalitetsmæssigt var i at gå fra kvartet til trio fra 'A Velvet Creation' til 'Mirrorworlds' nogle år senere, så er det til gengæld slet ikke et skidt Eucharist, man får efter endnu en reduktion til duo, her ganske mange år senere, hvor Eucharist er vakt til live igen. Johnsson tager vokal, bas og guitar, og har så fået Simon 'Bloodhammer' Schilling på trommer. En tysker, der spiller trommer i Marduk, og som også har hjulpet danske At the Grave og Panzerchrist. Og hold op, hvor er begge parter fermt spillende her.
Klichéerne holdes på afstand
Eucharist var bestemt en del af melodødsophavet. En vigtig del. Men det er nu ikke fordi 'I am the Void' svælger i klichéerne og har pakket harmoniserede guitarstykker a la Iron Maiden og så bare den klassiske, let raspende vokal henover. Ej heller er det "den sikre" kopi af 'A Velvet Creation'. Det er som om, at relevansen for en gendannelse og tilbagevenden til udgivende band er blevet overvejet nøje. Måske har tanken været, at melodøden er blevet et udvandet og alt for pænt princip. I hvert fald er 'I am the Void' en mere mørk og intens oplevelse end forventet. Godt nok var Eucharist i starthalvfemserne skabt af et lidt andet stof end for eksempel In Flames, og Daniel Ekeroth skriver da også i bogen 'Swedish Death Metal', at "together with Dissection and At the Gates they are the only brilliant bands in the 'Gothenburg style'". Underforstået, så var substansen i Eucharist allerede mørkere i sin tid, end de bands og albums, der skulle hæve genren til en ting i sig selv.
Alligevel er det en overraskelse, hvor frisk, vedkomment og stadig melodisk og pokkers mørkt Eucharist er nu. Schilling på trommer et formidabelt valg. Han sætter et overordentlig røre i gang i gryder og pisker stortrommerne til vanvid. Massakren på trommerne passer som fod i hose til de stemningsfulde riffs fra Johnsson, der dog også kan meget andet end bare at spille hurtigt. Et smukt eksempel er 'Queen of Hades', der starter hurtigt, men bliver doomet og tung efter nogle minutter, hvor der sættes en stemning a la Burzums 'Dunkelheit'.
Hooks og Dissection
I 'Mistress of Nightmares' er der en større snert af nostalgien fra 90'erne. Nummeret glimrer med hooks på guitaren og vokallinjer, der sætter sig. En slags hit, der endvidere virker som en stor hyldest til førnævnte Dissection. Et nummer, hvor Johnsson også viser, at selvom han indtager alle instrumenter udover trommerne, så er bassen ikke noget, der bare er hastigt igennem. Det er i det hele taget en dejligt fyldig bas, der får lov at fylde lydbilledet, og som ganske ofte går sine egne veje, og ikke bare følger guitarsporet slavisk.
Imponerende er også længden på albummet. Selv med en spilletid på over en time og et kvarter, så har Johnsson ikke været i nærheden af med vold og magt at skrabe tidligere tiders forkastede riffs sammen. For så havde mindre materiale nok stadig kunne skabe et fuldlængdealbum. Der kunne i hvert fald snildt have været to albums i det her. Spørgsmålet er så, om der burde have været skåret i albummet, enten ved at skære fra eller ved måske at lade albummet udgives i to dele? På albummet kan der godt opstå en monotoni, men den synes bevidst og når et nummer som 'Nexion' langt om længe ramme rpå på den store klinge af storhed, så føles det også som ventetiden værd, at det ellers lige i dét nummer en stund, føltes lidt trægt.
Udvikling undervejs
Mod albummets slutning leges der med nogle andre elementer, end på albummets mere mørke og lejlighedsvist særdeles indbydende riffs. De tre længste numre ligger på albummets sidste halvdel, hvor der åbnes op for gentagelserne i riffene og varieres med dynamikken i forhold til, om der bliver spillet med én guitar, en guitar og trommer eller den fulde palette. Mellem disse numre ligger så 'Lilith', der nærmest groover og thrasher igennem, selvom vokalen rammer et black'et snit, og melodierne hives godt frem til overfladen. Variation indenfor rammerne.
Titelnummeret afslutter pladen med manér. Det er albummets længste sang, og det er her, de største stemninger sættes. Der leges med de langstrakte stykker, og outroen med Schillings legende trommespil på tammerne er smukt som bare pokker. Melodistykkerne med det sælsomme lille bend på guitarstrengen og den store, men retrospektive reverb, der dog er gjort nutidig i al sin tilstedeværelse på albummet, sætter sammen formfuldendt prikken over i'et.
Det er ikke fordi Eucharist på samme måde som At the Gates gjorde det på deres seneste album, udfordrer genren ved at tage nye input ind og lege med dem. Nej, Eucharist holder sig indenfor skiven, men viser, at melodierne i den her slags musik sagtens kan koges ind til en vedkommende viril vægtighed, der emmer af mørke og dysterhed, selvom fundamentet virker så bekendt, som det nu gør for en metallegering, der blev skabt for godt 30 år siden. Og det endda uden at udfordre den for genren så velkendte raspende vokalstil, der her sammen med Schillings Marduk-energiske trommer, selvfølgelig sender melodøden et klart nøk hen mod black metallen. Det er velkendt og alligevel friskt at lægge ører til. 'I am the Void' udfordrer ikke meget ved de første par lyt, storheden den kommer lyt efter lyt. Det skyldes, at der netop ikke lefles efter de lette og særdeles iørefaldende melodiske fraser, som man måske i dag ville forvente at få helt upfront af et melodødband. I stedet er der satset på noget, der føles langtidsholdbart, tidsløst trods ankeret, der er smidt med en ganske lang kæde til fortiden.