For nørdet til de fleste?
Populær
Amerikanske The Black Dahlia Murder fortsætter i den deathcore-stil, som det er kendt og respekteret for at spille så vel, og det er der kommet en nørdet og alsidig plade ud af.
2."Moonlight Equilibrium"
3."On Stirring Seas of Salted Blood"
4."Conspiring with the Damned"
5."The Window"
6."Carbonized in Cruciform"
7."Den of the Picquerist"
8."Malenchantments of the Necrosphere"
9."The Grave Robber's Work"
10."The Raven"
11."Great Burning Nullifier"
12."Blood in the Ink"
I et årti har Michigan-kvintetten spillet sig op til, om ikke stjernestatus, så en ganske stor respekt blandt fans af nyere metal. Om 'Ritual' vil bringe bandet et skridt videre mod berømmelsens tinder kan man efter at have gennemlyttet den, godt tvivle lidt på, da musikken er ret kompliceret, men måske derfor er den også værd at tage livtag med.
Bedst med tyngde
Pladen starter med en ganske stemningsfuld og stille strygerintro, der via en kort passage af åbne akkorder og korte bækkenslag, kaster sig ud et hæsblæsende ridt af blast beats og grindede guitarer. Så er vi i gang! Det ene hurtige stykke tager det andet, om der så bliver blasted eller half-timed over en spænende dobbeltpedal. Også mere melodiske øer i kaoset findes på pladen, med både twin-guitarer og egentlige omkvæd, der bliver helt svensk melo-dødsagtige (eksempelvis i numrene 'Moonlight Equilibrium' og 'The Raven').
Mørkere og tungere numre finder man også, og det er her, at pladen begynder at give mening: Nummeret 'On Stirring Seas of Salted Blood' er mere ligetil, med tonsende guitarer og dobbeltpedalen sikkert styrende, men især det sært betitlede track 8: 'Malenchantments of the Necrosphere' har sin helt egen identitet med et ganske unikt, stakkeret og melodisk tung-riff og konkurrerer derfor med næstsidste nummer 'Great Burning Nullifier', der kan noget af det samme, om at være det bedste. I det hele taget er sidste halvdel af pladen bedre og ondere, end den første.
Nørdemusik
Hele redeligheden er spillet præcist, krystalklart og med en håndværksmusikers drøm om et musikalsk overskud. Grundindtrykket bliver derfor hæsblæsende og brutalt, men uden de helt store og skræmmende stemningsbilleder, som dødsmetallen ellers er leveringsdygtig i.
Dette kan man måske allerbedst opleve i kontrasten mellem de rigtig mange soloer, der er på pladen og resten af musikken. Den senest tilkomne, leadguitarist Ryan Knight (Tidl. Arsis) spiller soli ligeså korrekt og legato som fordums tiders guitarhelte, hvilket er en fryd for fans af velspillet el-guitar, men også lidt af et problem for 'Ritual', da det virker lidt påklistret i forhold til resten af musikken.
Det understreger Black Dahlia Murder som et band for og af musiknørder, der holder takten bedre, og flytter fingrene mere præcist end de fleste, men måske sætter de musiklyttere af, der gerne vil kunne finde en ærende stemning eller fortælling i deres metal. På sine egne nørdede præmisser er det dog stadig en ganske god og alsidig plade, 'Ritual'.