Identitetsløst
Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.
Fight!
Breathe In Colours
Is It Gone?
Survive
Do You Worst
Pieces
Rising Over You
Say Your Goodbyes
Embrace the Tide
Is It Gone? (Acoustic version)
Perfect Day
Forever Still har allerede haft en imponerende karriere, der især tog fart fra 2015. Det har været interessant at følge det danske bands udvikling og succes, i hjem- som udlandet. Især udlandet har bidt mærke i bandets symfoniske tilgang til nu-metallen. Kontrakten med Nuclear Blast, genudgivelsen af 2016-debuten ’Tied Down’ og en europa-turne med Lacuna Coil har givet selvtillid, bredere fanskare og sandsynligvis også masser af inspiration til at skrive ’Breathe in Colours’. En plade, der viser et band i udvikling.
Det lader især til, at makkerskabet med Lacuna Coil har haft en afsmittende effekt på bandet. Det har givet Forever Still mere kant og genremæssig profil. De gotiske undertoner er beholdt, mens Maja Shinings yndefulde, flotte og til tider hidsige vokal har fået endnu mere plads i lydbilledet. Selv sangskrivningen minder tilnærmelsesvis om noget, der kan findes på en Lacuna Coil-plade. Dog sjældent på samme niveau, som når Scabbia og ensemblet er bedst.
Modsat de italienske kollegaer har Forever Still en række tydelige problemer. Indledningsvis er sangskrivningen sjældent rigtig stærk. Ud af 12 numre er det kun titelnummeret, ’Do Your Worst’ og ’Pieces’, der imponerer og huskes ved flere gennemlytninger. Til trods for at kompositionerne aldrig er decideret dårlige, lykkes det sjældent for Forever Still at lyde som mere end et afkog af inspirationskilderne og nu-metallens koryfæer. Den nuværende konstellation i bandet er også stadig forholdsvis ny, og det fornægter sig ikke. Shining og resten af bandet har bygget et fundament med rødder i start/midt-00’ernes metalliske univers, uden en tydelig selvstændig profil.
Når Forever Still for alvor spiller med musklerne, kan man næsten høre James Shaffer rive i strengene. Specielt lyden fra Korns ’Untouchables’/’Take a Look in the Mirror’-æra lader til at have inspireret danskerne. De symfoniske inspirationskilder er heller ikke langt. Og selvom Shinings vokal har bevæget sig et stort skridt nærmere Cristina Scabbia, kommer man ikke uden om, at Evanescence stadig er en stor inspirationskilde, musikalsk såvel som lyrisk. Hertil trækker netop det lyriske univers nærmest på alle de klicheér, der på sin vis definerede nu-metallen.
Til trods for flere interessante ideer lyder ’Breathe in Colours’ alt for ofte som noget, der kunne være udgivet i 2004. Et paradoksalt sammensurium af en hyldest til populærkulturen i start-00’erne, der også finder vej til det binære 'The Matrix'-inspirerede albumcover. Derved bliver ’Breathe in Colours’ hurtigt en plade for folk, der savner, hvad der var engang, fremfor den stærke og fremadskuende udgivelse, bandet har evnerne til at udgive.
Musikalsk er det altså svært at pege på en selvstændig profil. Det ligger til gengæld ligefor, hvad der skal sælge bandet. Hvem der er galionsfiguren og spydspidsen. Maja Shinings vokal er trukket helt frem i mixet. Resten af det musikalske univers står uskarpt, og især guitaren er en anelse tandløs og ender ofte med at være brunt baggrundstapet. Når pladen afsluttes med et cover af Lou Reeds ’Perfect Day’, efterlades man ikke med følelsen af, at man har hørt et solidt sammentømret band. Man efterlades primært med følelsen af, at Shining er en formidabel sangerinde. Hertil at det er et fuldstændigt håbløst valg af cover. Danskerne er måske blevet inspireret af Lacuna Coil, der netop har haft stor succes med deres cover af ’Enjoy the Silence’, men det er svært at forestille sig Forever Still få ’Perfect Day’ til at passe ind live.
’Breathe in Colours’ er et skridt fremad for det danske band og endnu en brik i et internationalt puslespil. men Forever Still kæmper gevaldigt med at finde en selvstændig profil, der også er passende for et band og ikke en solokunstner. Det er en plade, der med stor sandsynlighed vil glæde de fleste med hang til genren, men sjældent byder på nytænkning. En kombination, der resulterer i et musikalsk middelmådigt album, der nok er solidt, men sjældent virkelig imponerer.