Fortærsket fe' tråd
Der er meget godt at sige om Elders sjette plade, men den er slet ikke så interessant som den prøver at være.
2. Endless Return
3. Coalescence
4. Merged in Dreams - Ne Plus Ultra
5. The Purpose
Det tog lidt tid at lirke låsen op for, hvad det er de amerikansk-tyske stoner-proggere i Elder har gang i på 'Innate Passage'. Men kort sagt prøver de at løsrive sig fra stoner rockens tunge riff-dogmer, og i højere grad dyrke deres mere psykedeliske og proggede sider ved at give slip på tyngden og elevere sig op til storslået progrock. På den måde kan man sige, at Elder er gået længere ned ad en sti som de har været på længe. En sti der allerede har budt på rigtig meget spændende udvikling gennem 16 år og nu seks plader. En sti som jeg principielt er meget nysgerrig på. Alligevel er jeg ikke synderligt imponeret over ’Innate Passage’ – og i den forbindelse har jeg også måttet reflektere over, om det er pladen den er gal med, eller om jeg bare er en gnaven og forsømt riff-fetichist.
Nørdenørl
Det er sejt nok at prøve at løsrive sig fra det tunge og riffbaserede, men Elder taber noget undervejs. Elder har altid haft et godt greb om, hvordan man skriver nogle lange, gode og meningsfulde sange, som sammen udgør et album. På ’Innate Passage’ er der givetvis også mange gode stykker, særligt A, B-stykker og outroerne har de, som sædvanligt, godt styr på. Det er første nummer ’Catastasis’ et godt eksempel på. Det starter storladent og medrivende ud, med bombastiske og insisterende temaer, hvor hovedtemaet kommer igen, særligt i outroen, med den helt rigtige harmoniske variation, der rammer lige hvor den skal. Men meget af det i mellem bliver bare noget retningsløst og nørklende fyld. Det er velsagtens et genretræk for prog. Men meget prog bruger det til at udtrykke nogle følelser og temaer som forvirring, kaos, frustration etc. Men her på 'Innate Passage' føles meget af det bare som stiløvelser i fortærsket fe’ tråd – som har det fedt over sig selv. Hvilket det til tider også har med god grund, men generelt for pladen, er der langt mellem snapsene.
Til gengæld er vokalen blevet en af bandets forcer på ’Innate Passage'. Frontmand, guitarist og sanger, Nick DiSalvo, har nemlig udviklet sig til en ganske habil sanger. Tidligere har hans vokal bare været et råt æstetisk supplement til stoner-rocken. Men med tiden har han taget rollen alvorligt, og er nu nået et niveau, hvor hans stemme ikke bare lyder ret godt, men også spiller en mere aktiv del i sangskrivningen. Særligt på ’Coalescence’ – der i øvrigt klart er pladens stærkeste nummer. Her bærer vokalen i høj grad nummeret, og imellem starten og slutningen roder Elder ikke bare rundt i lir og leg, men skubber naturligt nummeret frem til en længde på næsten ti minutter.
Pladen når sit højdepunkt med ’Merged in Dreams – Ne Plus Ultra’ ud fra titlen kunne man gå ud fra at sangen er todelt. Det er i hvert fald min opfattelse, for det er først ved hvad der i så fald må være ’Ne Plus Ultra’, en latinsk betegnelse for ’højdepunkt’, at nummeret bliver rigtig godt. Her får den for fuld udblæsning med bombastiske og teatralske staccato-harmonier. Det er virkelig Elder hvor de er allerbedst, mener det er først ti minutter inde i nummeret.
Var det det?
Elder slutter af med ’The Purpose’ som egentlig har et ganske flot spændingsfyldt hovedtema, som de i løbet af nummerets næsten ni minutter, kreativt genfortolker flere gange. Det kører og det er lækkert, men der kommer aldrig rigtig et klimaks – og pludselig faser nummeret ud. Så er pladen altså færdig. ”Ahvaffornåd?” Nu var det igen lige ved at blive så godt, og så lader I bare luften gå af ballonen?
Måske netop der ligger Innate Passage’s problem for mig. Når man hiver enkelte stykker og elementer frem i lyset, er der jo masser af godt at sige om pladen, fordi Elder er gode til at få idéer og se muligheder, men de taber momentum ved at nørle rundt i fortærskede prog-for-proggens-skyld-principper. I Elders forsøg på at skabe et holistisk og klassisk progværk, sidder vi i denne omgang i stedet med et ujævnt og fragmenteret makværk.