Hæslighedens suveræne styrke
PopulærElectric Wizard bliver ved med at fordærve tilværelsen, og på bandets 8. udspil resulterer forrådnelsen af menneske og samfund i et af årets bedre udspil.
Time To Die
I Am Nothing
Destroy Those Who Love God
Funeral Of Your Mind
We Love The Dead
SadioWitch
Lucifer's Slaves
Saturn Dethroned
For denne skribent er der ingen tvivl om, at Electric Wizard leverer doom metal med musikalske muskler med en helt særlig kraft. Der flyder et materie rundt i blodårerne på bandets midtpunkt, sanger og guitarist Jus Oborn, man ikke lige sådan finder hos den gennemsnitlige metalmusiker. Heldigvis, er der sandsynligvis mange, der vil sige. Der kommer nemlig et sortsyn til udtryk hos Electric Wizard, en misantropi samt en vrede mod politisk konformitet og ordensmagter, som man inden for selv en ellers ret demonstrativ metalgenre som doom sjældent hører formidlet tungere eller mere grusomt overbevisende. At den kunstneriske signatur brænder genkendeligt igennem hos et af de mere notoriske metalbands fra 00’erne og frem, kan man ikke være den eneste, der nikker genkendende til. Tværtimod. Jeg er overbevist om, at de fleste, der har stiftet bekendtskab med bandet, også gerne skriver under på, at man således aldrig er i tvivl, når det er The Wiz, man har på anlægget. Det er i særdeleshed bandets lyd, der røber dem.
Skurrende ører
Til trods for deres infernalske tonale egenvilje sker det dog ikke sjældent, at man støder på den lytter af doom metal, hvis lyttende ører gerne skurrer på den negative måde, når der justeres ind på bandet fra Dorset i det sydlige England. Electric Wizard har det ofte med også at få de mere negative holdninger frem hos doom-publikummets smagsdommere. ”Black Sabbath rip-off!”, lyder kritikken. Disse tilkendegivere har nok en pointe, men samtidig er der alligevel ikke meget humle over det. Tværtimod synes det at være en borgerlig, flad og unuanceret pointe. Jo, det er korrekt, at Oborn og co., som så vanvittigt mange andre metalmusikere, står solidt plantet på skuldrene af landsmændene fra Birmingham, og det er ligeledes rigtigt, at Electric Wizards riffs står på skuldrene af Iommi også mere entydigt end hos andre arvtagere i doom-genren. Hell, Electric Wizard har taget selv sit bandnavn fra to sange af Black Sabbath. Hvor åbenlyst fanboy-dedikeret har man overhovedet lov til at være, kunne man spørge sig selv?
Alt det man har lyst, er heldigvis svaret. For selvom der muligvis findes mere originale bud på moderne doom-bands end lige netop Electric Wizard, så er der ikke mange, der på én gang formår at gøre manglen på reformation til en integritet og en pointe i sig selv og så samtidig være så modbydeligt sprudlende i en overbevisende og til tider helt skræmmende indlevelsesfuld musikalsk afsky overfor stort set alt, der har at gøre med det polerede og det rene. Black Sabbaths spejlbillede har på den måde formentlig aldrig været grimmere eller mere splintret, end det er hos Electric Wizard, og det er netop i hæsligheden, at denne dystre copycats selvstændige styrke skal findes.
Kydinge musikere
Tidligere i karrieren brændte hæsligheden for alvor igennem hos Electric Wizard på de to mesterværker, ’Come My Fanatics...’ (1997) og ’Dopethrone’ (2000), og det er omtrent samme korruption, bandets seneste studiealbum ’Time To Die’ tager udgangspunkt i. Electric Wizard, der sidste år rundede 20 år som band, har i sidste halvdel af sin eksistens haft flere udskiftninger på såvel trommer og bas. Op til indspilningen af ’Time To Die’, der er bandets 8. studiealbum, vendte den oprindelige trommeslager, Matt Greening, imidlertid tilbage til tønderne for første gang siden ’Let Us Prey’ (2002), og bassen blev samtidig overtaget af den måske mest kyndige siden Tim Bagshaw (der ligeledes forsvandt fra bandet efter udgivelsen ’Let Us Prey’), nemlig Clayton Burgess fra Satan’s Satyrs.
Greening (der desværre allerede har forladt bandet igen) tilføjer en mere kontant, men paradoksalt nok samtidig nærmest æggende rytme til bandets overordnede lyd. Greenings særegne dimension på trommerne har man måske ikke decideret savnet på bandets senere udspil - der i øvrigt alle er meget bedre, end deres respektive rygter vil det - men det er nu stadigvæk et mere end velkomment gensyn at have ham med på en indspilning igen. Burgess får desuden vist de eksisterende bonghoveder i Electric Wizard, at ungt, friskt blod sommetider kan være det, der skal til for at hive ens egne evner op i et endnu mørkere og ditto endnu bedre luftlag.
Psykotropisk luftlag
Og så er der Oborn samt medguitarist og hustru Liz Buckingham, der også som musikere efterhånden synes at kende hinanden bedre. Dette kommer til udtryk eksempelvis på åbningsnummeret, ’Incense For The Damned'. For lytteren, der foretrækker at bevare fatningen, mens man har en plade på anlægget, må denne skæring siges at åbne pladen med noget af en udfordring. Det 13-minutter lange nummer finder især under sidste halvdel frem til en støjende, buldrende guitartåge, der hiver et i forvejen dystert luftlag op til det direkte psykotropiske. Nummeret får bogstaveligtalt ens pulse til at galoppere, og at det langt fra er sundt at udsætte sig selv for et kaos som dette, skal man gerne være den første til at skrive under på. Der er skrevet "caution" over alt! Elendigheden har dog også en attraktionsværdi, som Electric Wizard viser en suveræn sadistisk evne til at suge lytteren helt derind, hvor man som en slags utrættelig disciple ikke kan andet end at underkaste sig musikkens skumle præmisser.
Har man selv tidligere skreget, "Black Sabbath rip-off!", når snakken er faldet på Electric Wizard, så er det nu, man skal give bandet en ny chance. Den lytteoplevelse, der venter én på 'Time To Die', er kort sagt en helt, helt anden, end de ikke mindre suveræne men dog meget anderledes lytteoplevelser, Sabbath i tidens løb har givet os. Fysisk såvel som sindsmæssigt bliver man sendt et helt andet sted hen med Electric Wizard. Ikke nødvendig et rarere sted, men det er ligesom hele idéen.