Legendernes tid
PopulærFemte udspil fra amerikanske He Is Legend burde give kvartetten det brede gennembrud, de efterhånden fortjener.
Sand
Beaufort
Silent Gold
Alley Cat
Jordan
Gold Dust
Call Ins
Eastern Locust
Fritz the Dog
The Vampyre
The Garden
Amerikanske He Is Legend har officielt eksisteret siden 2003, til trods for at bandet har rødder tilbage til 90’erne. I 2004 udgav kvartetten ep’en ’91025’ og modtog det tunge metalcore-stempel. På fuldlængdedebuten ’I Am Hollywood’ (2004) havde bandet allerede distanceret sig fra metalcore mod en rock-orienteret, post-hardcore-præget lyd. Siden er det blevet til yderligere tre album og mere udvikling. En tendens, der også gør sig gældende for kvartettens femte udgivelse, ’Few’.
Siden ’I Am Hollywood’ er He Is Legend blevet endnu mere rock-orienterede. ’Few’ er ingen undtagelse. Kvartetten minder mere om bands som Soundgarden og Alice in Chains end noget, der har forbindelse med nogen former for ’core. I stedet byder bandet på solid alternativ heavy med masser af velkomponerede og energifyldte skæringer.
Har man fulgt He Is Legend, kan man godt onde kvartetten det store gennembrud. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne har evnerne, men de har sandsynligvis lidt under en misforstået opfattelse af bandet grundet det metalcore/post-hardcore-label, som definerede bandet i de tidlige år. Hvis ikke bandets 2014-udgivelse, ’Heavy Fruit’, ændrede den opfattelse, burde ’Few’ gøre det. Første nummer på pladen, ’Air Raid’, er et velskrevet og bombastisk nummer, der burde give enhver lyst til at hive luftguitaren frem. Et nummer, der på en gang består af energisk alternativ metal og melodiske, nuancerede passager.
Det mest opsigtsvækkende ved pladens første nummer er Schuylar Crooms vokal. Den er trukket helt frem i lydbilledet hvilket giver mere kant og variation. Selvom Croom ikke har udviklet sin vokalføring specielt meget siden ’Heavy Fruit’, fremstår den langt mere markant på 'Air Raid' og resten af ’Few’. Især den rå vokal giver numrene en ekstra kant, og man skal være tonedøv, hvis ikke man synes, Croom til tider lyder som William DuVall (Alice in Chains). Det er primært positivt ment.
Selv på de mere stille numre som ’Silent Gold’ står Crooms markante vokal stærkt i lydbilledet. Som cremen på en allerede velsmagende alternativ metal-kage. Størstedelen af ’Few’ er en fornøjelse af lytte til. Adam Tanbouz og Denis Desloge leverer masser af træfsikre og opfindsomme riff. Numre som ’Alley Cat’ og ’Fritz the Dog’, to af pladens bedste numre, er gennemsyrede af solid, sprælsk og opfindsom guitar-akrobatik. To numre, der har en funky vibe, der minder lidt om Faith No Mores 90’er-velmagtsdage. I det hele taget fremstår amerikanerne meget overskudsagtige på deres femte udgivelse.
Det går aldrig helt galt på ‘Few’. He Is Legend har komponeret 12 stilsikre numre, hvor stort set alle holder et fint niveau. Enkelte er dog knap så interessante som resten. Et nummer som ‘Eastern Locust’ består af mange fine elementer, men slutter med lidt over et minuts ørkenvandring, mens ‘The Vampyre’ er decideret kedelig. Ser man bort fra de få smuttere, er der masser af værdi at hente i amerikanernes femte udgivelse. Et album, der burde give bandet det bredere gennembrud, de fortjener.