Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den tunge føler

Updated
'Songs of Abundance, Psalms of Grief'
healthyliving

Nogle gange betaler det sig mere end andre at grave dybt i promobrønden. 
Nyder du også din rock med patos og doom-vibes, så kan healthyliving være dit nye sort.

Titel
Songs of Abundance, Psalms of Grief
Dato
07-04-2023
Trackliste
1. Until
2. Dream Hive
3. Galleries
4. To the Fields
5. To the Gallows
6. Bloom
7. Back to Back
8. Ghost Limbs
9. Obey
Forfatter
Karakter
4

Som regel er det et tungt træk at trave sig igennem endeløse variationer henover død og black, retro-tråd og det mere obskurt genredefinerede. Det ene mere tarveligt produceret end det andet, det tredje mere søgt end det fjerde, og med spildtid af downloads, sortering og skraldespands-manøvrer ad nauseam til følge. En ond cirkel, der kun er tilgivelig for de overraskende fund, man gør sig fra tid til anden, ligesom når man står tre timer inde i en vinylmesse og pludselig graver Düreforsög-debutten op til en plovmand.

Den oplevelse har jeg dog stadig til gode, men de små sejre i hverdagen fortjener også at blive husket. Såsom da healthyliving i sit promomateriale udgav sig for at være eksperimentiel post-rock, og jeg på trods heraf valgte at give den forudgående single, ’Dream Hive’ en chance. Måske var det afvekslingens fryd, der fik den korte og koncise rocker med Amaya Lopez-Carromeros distinkte vokal til at stå skarpere, men noget satte sig i hvert fald med det samme. At trioen så tilsyneladende bl.a. består af guitarist Scott McLean fra forunderlige Ashenspire, og vi derudover taler om en debut fra et band, som jeg får muligheden for at se live-debuttere på Roadburn om et par dage, er næsten for godt til at være sandt. Jordforbindelsen forsvinder dog aldrig, som pladen skrider frem, og her er tyngden en væsentlig del af årsagen.

 

Hvis opgaven her er at beskrive healthyliving på et par linier, så er vi ude i en tung afart af rock, hvor både shoegazens svævende kvaliteter og doomens bastunge fundamenter mødes på midten. Underspillet, uden at gøre kompositionerne mere komplekse end højst nødvendigt, og med Lopez-Carromeros indfølte røst som den bærende søjle, sangene er komponeret omkring. Ikke uden visse stilistiske ligheder med Messas plade ’Close’ fra sidste år, hvor musikken dog fik mere taletid, og vi her på ’Songs of Abundance, Psalms of Grief’ kun finder ét nummer, der overskrider fem-minutters-mærket, i form af den minimalistisk slæbende førstesingle ’Galleries’. En tungsindig sag, der kun kortvarigt bevæger sig op i et crescendo i sidste halvdel, før følelserne atter finder hvile.

En formel, der for så vidt gentager sig flere gange under pladens 38 minutters spilletid, men kun sjældent, som i den lettere overflødige ’Ghost Limbs’, taber sin musikalske relevans. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvor enkelt sangene er skåret, og trioen alligevel lyder som noget helt for sig selv.
’Bloom’ er en af de der dragende ørehængere, der summer videre i baghovedet resten af dagen. ’Obey’ skurrer fra dybet, indtil døren åbnes på klem til Lopez-Carromeros grådkvalte bøn for frelse. ’Until’ åbner pladen med huggende distortion og høj puls, før den finder sit mere naturlige leje et par numre senere. Endelig bør ’To The Gallows’ også nævnes som det hårde indslag, hvor vokalen slægter sig Julie Christmas skærende skrøbelighed på, og både blastbeats og kantede riff-opbygninger for en stund minder os om, hvor medlemmerne ellers normalvis udfolder sig.



Tyngden fylder meget i healthylivings værktøjskasse, men de finder ikke desto mindre en fin balance her på en helt igennem hæderlig debut. Både med plads til det rå og det smukke, det dvælende og det eksplosive, men med en gennemgående umiddelbar simplicitet, der går lige under huden, hvis man er sådan disponeret. Der er ingen grund til at prøve at klemme trioen ned i én genrebås, fordi følelserne griber vidt om sig med Lopez-Carromeros lidenskabelige røst centralt i lydbilledet og sangene spiller på flere tangenter, men trods alt altid finder en vej til at ramme lige i hjertekulen.
Et navn, der uden tvivl også vil ramme plet i Roadburn-segmentet på lørdag.