Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Broke 2020

Updated
HP

’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.

Kunstner
Titel
Class of 2020
Trackliste
First Blood
Watch It Burn
No Days Off
Death Awaits
Last Call
Ole Time Sake
Greedy Girl
Nothing Lasts 4ever (The Ballad of C19)
We The People
Overdue
Karakter
3

Den 22. august 2000 udkom en af nu-metallens indiskutabelt bedste plader. En ofte ufortjent overset perle, der lige nåede at udkomme, inden genren for gik i fordærv. ‘Broke’ er en magtdemonstration og en aggressiv pendant til den følelsesdominerede lyrik, det er genretypisk for nu-metallen. ‘Broke’ er ren testosteron, bad boy-isme og zero tolerance-attitude. Lige så beskidt og støvet som ørkenen i Californien, hvor (Hed)pe har ophav. Lige så rå og upoleret som forsanger Jared Gomes baggrund. En plade spækket med kompromisløse kompositioner, båret af et gennemført solidt mix af metal, punk, hardcore, hiphop og funk. 

Dermed også sagt, at hvis du aldrig har hørt ‘Broke’, bør du skamme dig. Sæt pladen på som det første, og lad dig ikke skræmme af genredefinitionen. Når man ser på bandets karriere, er det tydeligt, at (Hed)pe aldrig har været tro mod den specifikke genre-klassificering. 

(Hed)pe i 2020 er en enmandshær, hvis retning og udgivelser udelukkende er båret af frontmand og eneste nuværende originalmedlem, Jared Gomes. Således har Gomes og (Hed)pe gennem årene udgivet tolv fuldlængdealbum. Alle af forskelligt musikalsk udtryk, med den karismatiske badboy-forsanger som bindeled. Nok er Gomes blevet mindre gangster, mindre “Jeg knepper din datter bagfra” og mere fortaler for manden på gulvet gennem årene, men han har stadig ordet i sin magt. Hvilket i sagens natur også er noget af det bedste ved sidste års sløje (Hed)pe-album.

Stampede’ (2019) var en ret kedelig udgivelse under bandets vanlige niveau. Generelt har Gomes haft svært ved at leve op til succesen med ‘Broke’ – ikke mindst på grund af en dårlig kontrakt med Jive, der nærmest tog livet af bandet, før det kom igang. Frontmanden har sejlivet haft succes med at holde ild i kedlerne, i en sådan grad at de fleste med kendskab til bandet har et positivt indtryk.

I forlængelse af ‘Broke’s 20-årsjubilæum skulle (Hed)pe have været på tour med pladen. Som den chef, Gomes nu engang er, lader han sig ikke slå ud af en virus. Og nu kan vi nyde godt af endnu et skud testosteron i form af bandets 12. album. En hyldest til det ikoniske andet album, der samtidig er et shout-out til de mange unge, der ikke fik en officiel uddannelsesafslutning i 2020, ‘Class of 2020’.

Sidstenævnte er muligvis en smule søgt, men der hersker ingen tvivl om det første. Pladen er fyldt med referencer til ‘Broke’. Tydeligst det ikoniske cover, hvor vores ven fra 2000, nu har tabt ansigt og hengivet sig til den anden side. Hertil har Gomes hvervet både DJ Product og Chad Benekos til pladen, som fans sikkert husker for eksemplarisk turntable og guitarpræststioner på ‘Broke’ – ren lir og forkælelse.

Den barske realitet
Desværre er ‘Class of 2020’ langt fra at være ren forkælelse. Pladen er indiskutabelt bedre end ’Stampede’, men det er også en uhensigtsmæssig lav barre at sætte for et band, der ellers har været dygtige til at levere kvalitetsmateriale. De mange referencer til ‘Broke’ gør det ikke meget bedre. Tværtimod påmindes man konstant om, hvor meget bedre (Hed)pe kan være.

For det første er den generelle produktion og mixet ret ujævne. Især guitaren kunne være langt mere markant i lydbilledet. Et quick fix ,der alene ville give udgivelsen mere kant. Nok har Gomes søgt at ramme den lyd, der dominerede dagene hos Suburban Noize, men uden samme succes. Det lyder som det, det er: En plade, der er skrevet og indspillet under en pandemi, og som savner lidt produktionsmæssig kærlighed. 

Hertil er det ikke mere end lidt over halvdelen af kompositionerne, der virkelig kan noget. De to første singler eksemplificerer fint problemerne med udgivelsen. ’First Blod’ indledes med et velkomponeret riff og Gomes i et aggressivt, skønt flow, for derefter at falde fuldstændig til jorden i et gumpetungt farrock-omkvæd. ’Death Awaits’, pladens andensingle, gør det langt bedre. Her får man for alvor lidt ’Broke’-vibes, men den kønsløse produktion er tydelig, og man savner igen, at D.J. Blackard på guitar var mere markant i lydbilledet. 

’No Days Off’ og ’Last Call’ skaber ligeledes stærke associationer til ‘Broke’. Førstnævnte med et sindigt tissemands-vers i bedste Gomes-stil, mens sidstnævnte løftes af netop DJ Product. Overraskende er det den ørehængende punk/ska-inspirerede ’Old Time Sake’, der er et af pladens bedste numre. Måske et af (Hed)pes simpleste numre, men samtidig en skæring, der fænger med det samme. Modsat er COVID-19-hymnen ’Nothing Lasts 4ever (The Ballade of C19)’ et vanvittigt irriterende nummer, bygget på alt for meget irsk bajermusik på pubben, til at det nogensinde bliver interessant. 

Afslutningsvis trækker Gomes dog sejren i land med to velkomponerede sange. Numre, der nok står lidt ud, men kun vokser ved flere lyt. Simple, nuvel, men både ’We the People’ og ’Overdue’ har et mindeværdigt flow og riffs. Især sidstnævnte, hvor Gomes for en gangs skyld har lagt bad boy-attituden på hylden og lader smerten fylde det lyriske univers. En flot afslutning og en fin måde at slutte reference-cirklen til ’Broke’ og nu-metal-æraen. 

Det er nok naturligt, men ligeledes uhensigtsmæssigt at sammenligne ’Class of 2020’ med ’Broke’. Den karismatiske frontmand har indiskutabelt skudt sig selv i foden ved at skabe de mange associationer. Pladen står fint på egne ben, selvom den langt fra er blandt (Hed)pes bedste. I lyset af ’Broke’ kommer udgivelsen dog til at stå i et dårligere lys, end den fortjener. 

Hvis du er fan af (Hed)pe – og ’Broke’, så kan det varmt anbefales at se Benekos dokumentar og hyldest til pladen. Halvanden times indblik i bandets tour-aktivitet i forlængelse af udgivelsen.