Lunkne frostdæmoner
Demonaz' Immortal veksler mellem at lyde som en udvandet kopi af sig selv og et ret habilt Immortal-tributeband. Hvis Immortal engang lød som frostdæmoner, lyder de nu som lunken festivalfadbamseblack.
2. Thunders Of Darkness 3:48
3. Wargod 4:38
4. No Sun 4:16
5. Return To Cold 4:31
6. Nordlandihr 7:12
7. Immortal 4:14
8. Blashyrkh My Throne 5:58
Efter en række, ahem, battles in the court er Immortal klar med det første album i fem år. Tilbage fra de tidlige dage er kun Demonaz, der står for vokal og og guitater. Ud er gået den mangeårige trommeslager Horgh, ind er kommet trommeslager Kenvin Kvåle (Gaahl's Wyrd) og bassist Ice Dale, der pikant nok også er eller lige har været med i Abbaths liveband.
Den slags line-up-ændringer er sjældent særligt interessante at læse om i anmeldelser, men det er sådan set også analogt med, hvor spændende det er at lytte til 'War Against All', hvis titel lover mere, end den kan holde. Det er nærmere en krig mod lytterens opmærksomhed.
'War Against All' er for så vidt kompetent nok. De klassiske Immortal-ingredienser er til stede, men alt føles udvandet, simplificeret, venliggjort. Som når 'Wargod' stjæler fra Immortals egen 'Tyrants', men gør den til kommerciel stadionblack, der er simpel og smådum nok til, at alle kan være med, når Immortal rammer en eller anden festival med meget dyre øl, som man alligevel drikker for mange af, fordi programmet er så kedeligt, at man er nødt til at have en lille bimmelim på for at overbevise sig selv om, at det ikke er totalt spild af tid.
'War Against All' er designet til de store scener, som Demonaz vel håber at kunne indtage igen. Men selvom det lyder habilt – for eksempel er 'No Sun' et ikke ueffent forsøg på at lyde som noget fra 'Sons of Northern Darkness', og albummets to første numre er ikke dårlige, selvom Demonaz' vokal får Immortal til at lyde som et meget Immortal-inspireret band frem for som Immortal selv – så er problemet, at albummet, når det er bedst, inviterer til at skrive den slags lunken ros.
Og sådan kan man blive ved med at skrive lunkenheder om 'War Against All', for det er det, den inspirerer til. Den skal nok stille en masse ret ukritiske fans tilfreds, den skal nok give Immortal adgang til scenerne, der skal nok være dem, der lykkes med at overbevise sig selv om, at den skam er fin nok. Men i bund og grund er den inderligt overflødig, og om to-tre år er der ingen, der gider høre den. Vildskaben, den indre nødvendighed, ambitionen er væk og erstattet af, at, nå ja, Demonaz skal jo leve af et eller andet.