En rejse gennem universer af udtryk
Inter Armas nye album, 'New Heaven', er genre-agnostisk, elegant og fyldt med overraskelser. Og helt fri for doom.
2. Violent Seizures
3. Desolation's Harp
4. Endless Grey
5. Gardens In The Dark
6. The Children The Bombs Overlooked
7. Concrete Cliffs
8. Forest Service Road Blues
Inter Armas nyeste studiealbum, ’New Heaven’, er et transformativt album. Det ligger i tiden. Siden deres sidste udgivelse for 5 år siden (hvis man fraregner cover-pladen), så er der sket en hel del i verden. En Covid-19 pandemi er kommet og gået, en krig er startet i Ukraine, og på bandets hjemlige breddegrader er en præsident skiftet ud med anden, uden at brudfladerne i det amerikanske samfund af den grund er blevet mindre.
Vi lever i omskiftelige tider, og det er ’New Heaven’ et spejlbillede på.
Inter Arma har aldrig været helt tilregnelige hvad angår musikalske eksperimenter, men har dog primært bevæget sig indenfor de mere doomy afarter af metal.
Det står dog hurtigt klart, at doom ikke er hvad vi får på 'New Heaven'. Pladens tre første numre er godt oppe i tempo, og løber fra progget dødsmetal over black, og sågar med elementer af grind. Det går stærkt, det insisterer på opmærksomhed, og det svinger som bare pokker. Åbneren 'New Heaven' er i bund og grund dødsmetal, men med stærke islæt af prog, der sender trommeslager T.J. Childers ud i nogle ret kringlede temposkift, dog uden at det på nogen måde går ud over det groove, nummeret har. Og Childers er i det hele taget centrum for begivenhederne på det meste af pladen, dog med titelnummeret som det klart mest komplicerede rent rytmisk.
Men vi skal ikke glemme vokalist Mike Padaro. Hans tørre, dybe growl sender små rare kuldegysninger ned af ryggen med jævne mellemrum, for de ligger bare forbandet godt i den samlede produktion og tilføjer et uundværligt element til de instrumentale udfoldelser.
Produktionen er interessant, dynamisk og varm. Der er noget live-agtigt over den, men uden at gå på kompromis med muligheden for at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden.
På pladens første halvdel er det død, black og grind, der får lov at blande blod – dog uden at den legesyge prog og psych helt forsvinder ud af vores synsfelt. Flowet er formidabelt, og selvom alle numre i princippet kunne stå helt alene eller være spydspids for en række vidt forskellige albums, så er rejsen gennem numrene både naturlig og indeholder overraskelser. Det er aldrig helt til at vide, hvad der venter om hjørnet, og det gør pladen interessant at lytte til – også efter mange gennemlytninger.
Første halvdel rundes af med et interludium, der faktisk lyder som Inter Arma. Det gamle Inter Arma. Det skaber også en naturlig pause før vi skal vende LP’en og starte side B, der er sætter tempoet ned og introducerer Padaros fremragende clean vokal, der sender tankerne hen på sangere som Nick Cave og lignende klangmestre.
Rejsen gennem dale og bakker – eller måske snarere gennem flot indkapslede, musikalske kloder – fortsætter, men nu i et langsommere tempo, der dog stadig ikke er i nærheden af at være doom. Og her må fremhæves det monumentale 'Concrete Cliffs', et majestætisk nummer med både proggede og psykedeliske elementer, der væver sig ind og ud mellem brede guitarriffs og en tung, groovy rytmesektion.
Pladens sidste nummer, 'Forest Service Road Blues', er måske en af de mere opfindsomme afslutninger på et album, jeg har set i lang tid. For der er tale om noget ganske og aldeles andet end hvad man forventer, og første gang nummeret satte igang måtte jeg tjekke min afspiller for at sikre mig, at der ikke var startet en ny plade. 'Forest Service Road Blues' er en americana/blues-sag, med momenter af neo-folk og Childers i et helt andet element – på klaveret. Det er underligt, det er anderledes, og det er helt naturligt. Selvfølgelig skal pladen slutte på den måde. Hvordan ellers?
Det er i det hele taget dét, jeg står tilbage med efter at have lyttet til 'New Heaven' i sin helhed en del gange. Numrene kan høres hver for sig, bevares, men som helhed er der intet overflødigt fedt, intet, der ikke hører til – og progressionen gennem pladens numre er naturlig. Når først du har hørt det, er der ikke nogen anden måde at gøre det på.
Inter Arma er stensikkert ikke færdige med at omforme, trække og skubbe grænserne for, hvad de kan og vil musikalsk – men med ’New Heaven’ har de sat et solidt aftryk i det, de selv kalder for ”beskidt, mystisk hillbilly dødsmetal”.