Ironisk eksperimental ... rock?
PopulærEr du i dine tidlige tyvere og lidt af en “mad lad” hver weekend, der er mildt indigneret over hverdagsracisme og musikindustrien? Kan du heller ikke helt hitte ud af det der med damer? Så er du lige i målgruppen for Don Brocos tekstunivers.
Hvis det skizofrene genremix skal beskrives, så er det måske som en blanding af et Benal-omkvæd og bas-linjer fra TesseracT. Er du puritaner, så er det ud af køkkenet. Det her er 3edgy5you. Åbningsnummeret 'Technology' starter med lidt elektroniske trommer, der får følgeskab af en The Kooks tambourin, og derefter afrundes den uhellige treenighed med et rustent, djentet basriff. Antydningen af en autotune, der presser os ind i Lil Wayne-territoriet, viser sit umådeligt grimme ansigt allerede i første vers, hvor der med et tryk på aftrækkeren affyres et par linjer med lyriske løse skud imod folk, der flexer, hvor mange penge de har, eller tager billeder hver time. Det skulle nok virke som et hårdtslående politisk statement, men lad os være ærlige: Det er ikke ligefrem et ledigt standpunkt på denne side af årtusindeskiftet.
Men 'Technology' er ikke den eneste sang, hvor den døde hest kaldet "overforbrug" eller dennes bror "selviscenesættelse" lige skal have lidt flere tæsk. På 'Come Out to LA' suppleres teksternes ironi med musikalsk ironi, hvor der tages pis på den caribiske Kygo-bølge af elektronisk metervare. Men er det virkelig så ironisk? Det minder mig i højere grad om de folk, der nu er begyndt igen at gå i Buffalos og kassebukser, men siger, at det er "ironisk". Nej. Du kan godt lidt lide det. Dårlig smag er en syndig selvforkælelse, vi allesammen har brug for engang i mellem. Det utiltrækkende er dem, der ikke vil indrømme, at Buffalos er en "guilty pleasure", man tillader sig selv. Uden at ironisere over det.
Ret skal være ret, og på skæringen findes også et par udemærkede 80'er-guitarmotiver. Det hænger bare ikke sammen – i hvert fald ikke, hvis 'Technology' er et album, man skal forestille sig, at folk skal sætte på for at nyde det. Det er lidt som at sætte 'Jul på Vesterbro' på ædru, alene derhjemme, udenfor julesæsonen. Det er lidt mere en plade lavet til en fest, hvor den gode smag vinkede farvel for et par timer siden. På 'Pretty' bruges der tid på at kritisere netop en fest-scene, som bandet dog samtidigt selv er med til at forherlige med "høhø, hvor er jeg skæv"-romantik. Den historiefortælling er matchet med et omkvæd, hvor sangeren lyder som en Justin Timberlake-impersonator og fortæller om en helt anden (romantisk) situation. Hvad skal vi føle her? Hvad er formålet med sangen – udover at den kan synges med på?
Men er problemet, at der bliver mixet og matchet lidt? Egentlig ikke. Forsøget er bemærkelsesværdigt og føles dejlig syndigt at lytte til i første omgang. Det mangler bare den autentiske rygrad, der normalt skal stå i kontrast til eksperimenteringen. Der mangler simpelthen et narrativ, en rød tråd – noget at bygge joken ovenpå, så alting ikke ender med at være en joke. Man kan for eksempel se til Don Brocos landsmænd i Fightstar, der i 2014 udgav en af de bedste genre-benders med 'Behind The Devil's Back'. Ligesom Don Broco har Fightstar lånt fra 80'er-skuffen og skriver nok de mest catchy omkvæd i deres hjørne af alt-rocken. Hvis du kan lide vibes'ne på Don Brocos 'Something to Drink', kan du finde dem i bedre afstøbning hos Zeal and Ardor. Men hos begge bands er "gimmicken" sekundær til de mere gennemtænkte kompositioner.
Med andre ord, så er det muligt at lave noget bemærkelsesværdigt, der også fungerer udenfor de sene nattetimer. Jeg er dog sikker på, at sangene fra 'Technology' vil tage bandet til nye højder i deres liveshows. Vi er bare tættere på bands som Hollywood Undead og The Hell, hvor joken er primær – musikken sekundær. Rock er en dogmatisk genre og det kan være lidt trist, at der ikke eksperimenteres mere. Men lad os nu lige holde os for gode til at falde på røven over ethvert band, der bryder med puritanismen. Vi fortjener bedre end Don Broco. Der er intet commitment – samtlige sange har en ironisk distance til sit publikum: 'Porkies' holder dig på afstand med en unødvendig autotune vokal, 'T-Shirt Song' foregiver at være inderlig, men "I wouldn't be who I'd be without'tcha"-broen på "¥" er bare en lidt ringere omskrivning af broen på Sia Furlers 'Chandelier', og temaet er det samme, men med mindre pondus: "Jeg er så depri, men jeg er bare så rig, så fuck det". Den er bare ikke købt, Don Broco. Hvis jeg endelig skal lytte til "guilty pleasures", så tager jeg hellere et stykke med for eksempel Sia, der kan få populærmusik og autencitet til at hænge nogenlunde sammen.