Jævn smagsprøve på imperiet
Populær
Danske Empire Drowns har præsenteret endnu en smagsprøve på deres kunnen for verden. Trods gode intentioner forbliver den desværre på det jævne.
2. Stumble Undefined
3. Glamourous
4. Rats
Det er blevet utrolig hipt blandt metalbands at udgive ep’er i den senere tid. Nu er danske Empire Drowns, der bl.a. tæller tidligere medlemmer af prominente danske metalnavne som Urkraft og Withering Surface, hoppet med på den galej med 4-tracks-ep’en ’Bridges’. Her får lytteren en kort introduktion til bandets mørke og tunge metalrockmusik med tydelige Paradise Lost-inspirationer.
Ep’en indledes med det tonstunge titelnummer, hvis ekstremt stemningsfyldte og catchy guitartema står som udgivelsens absolutte højdepunkt. Nummeret er i det hele taget ep’ens bedste og tilsyneladende mest gennemarbejdede, men samtidig er det desværre også det eneste nummer, hvor man ikke når at forfalde til kedsomhed. Empire Drowns synes nemlig ikke at give sig samme tid og rum til at fremelske det smukke i det dystre i de resterende numre.
Inspirationen fra Paradise Lost er umiskendelig, og vokalsiden, som Michael H. Andersen står for, er ingen undtagelse. Men modsat Nick Holmes har Andersens vokal desværre en tendens til at blive en tand for ensformig. Nok har Andersen ligesom Holmes flere stemmebånd at spille på, men han varierer sjældent mellem dem inden for samme nummer. Den største variation finder man i ’Glamorous’, som vokalmæssigt må siges at være den bedste præstation. Til Andersens forsvar skal det siges, at vokalen bliver udstillet lidt uheldigt i mix’et, hvor den er placeret uforholdsmæssigt højt, og så lyder vokal sjældent rigtig godt.
Den høje vokal udvirker tilmed, at det bagvedliggende band bliver en anelse anonymt og kun momentvis træder helt frem. Det er forfærdelig synd, da der er nogle ret interessante ting (guitar og synth især) på færde, som godt kunne tåle mere plads.
Opsummerende skal Empire Drowns fortsætte i samme rille som især titelnummeret, ’Bridges’, hvor der leges med forskelligt lækkert guitarfyld, som er i sund konkurrence med vokalen, og som gør musikken tilpas svulstig. For det vil efter min mening klæde bandets lyd at være endnu større og endnu mere sovset ind i al mulig dyster synth, fyldige trommer og stemningsfyldt guitarlir.
Det bliver desværre kun til en middelkarakter denne gang, men jeg ser stadig med spænding frem til bandets næste udspil.