Kamelots fortsatte rejse mod rockoperaen
PopulærDanmarksaktuelle Kamelot leverer endnu en gang et helstøbt og symfonisk værk. Men det når nu ikke på højde med tidligere store bedrifter.
2. Sacrimony (Angel of Afterlife) 4:39
3. Ashes To Ashes 3:58
4. Torn 3:51
5. Song For Jolee 4:33
6. Veritas 4:35
7. My Confession 4:34
8. Silverthorn 4:51
9. Falling Like The Farenheit 5:06
10. Solitaire 4:57
11. Prodigal Son 8:52
12. Continuum 4:17
Silverthorn er Kamelots første udspil med den svenske sanger Tommy Karevik, som har afløst norske Roy Khan bag mikrofonen. Så selvom Kamelot har sine rødder i USA, er der altså stadig et skandinavisk islæt i bandet. Kamelot synes samtidig desværre at være mere og mere på vej væk fra den amerikanske progressive power metal-familie, som også har bands som Symphony X, Crimson Glory, Fates Warning, Queensrÿche, (tidligt) Shadow Gallery og til dels Savatage m.fl. som medlemmer. Kamelot bevæger sig derimod langsomt over i en europæisk symfonisk letmetalstil. Hvilket er synd.
Stilskiftet skyldes sikkert ikke mindst bandets mangeårige samarbejde med det tyske makkerpar Sascha Paeth og Miro, som også står bag produktion, komposition og gæsteoptræden på album med mange symfoniske europæiske bands som eks. Rhapsody (of Fire) og Avantasia-projekterne. På Silverthorn er dette samarbejde endnu en gang videreført: Sascha Peath er medkomponist på samtlige sange ligesom makkerparret har produceret og spiller med på albummet.
Albummet begynder overbevisende med introen ’Manus Dei’ med piano, kor og orkester (spillet på keyboard) inden der sættes i gang med albummets første ’rigtige’ sang, den overbevisende ’ Sacrimony (Angel Of Afterlife)’, som minder særdeles meget om noget som ’Nightwish’ kunne have lavet, med hurtigt samspil mellem keyboard, guitar og trommer inden tempoet falder og vokalen sætter ind. Her beviser Tommy Kerevik til fulde, at han har stemme til at overtage mikrofonen i Kamelot. Sangen byder også på et overordentligt melodisk omkvæd. Dette høje startniveau er ikke nemt at holde et helt album igennem, og det lykkes da heller ikke for Kamelot.
I den efterfølgende sang ’Ashes’ fortsættes der udmærket med endnu en hurtig start, som derefter går i over i et middeltempo i vers og omkvæd. Nu har Kamelot ofte skruet ned for tempoet i versene, da man åbenbart gerne vil have sangen til at fremstå så markant som muligt. Men på dette album er der i for høj grad skruet ned energien. I ’Ashes’ er der dog en masse fremragende instrumentale passager med eksempelvis en strålende keyboardsolo.
Herefter er det desværre som om, der skrues for meget ned for metallen og for meget op for rockmusical-/rockopera-genrerne. Tommy Kerevik synger smukt med uden den fornødne metalliske kant og aggressivitet. Det hele bliver lidt for "Stig Rossen miserabelt".
Der er igen tale om et konceptalbum, og der er som så ofte før hevet et hav af gæster i studiet til indspilningen af 'Silverthorn'. Med hensyn til konceptet skulle det være noget med to brødre, der har overværet deres mindreårige søster Jolees død, og noget med brødrenes efterfølgende oplevelser i den forbindelse. Det passer jo så nok, men det er ikke noget, som man kan udlede af teksterne, som ikke på nogen måde er handlingsbeskrivende, men alene beskæftiger sig med følelser. Det kan som sådan være både lyrisk og smukt, men på 'Silverthorn' bliver det visse steder bare for meget, som når Tommy Kerevik i titelsangen synger:
"In the moonlight, the bringer of pain
Like fear on a silver plate
I am frozen, betrayed by myself
When will this end?"
Hvorefter et børnekor sætter i med følgende strofe:
"Life is a flower, fading away
We are not destined to stay
Love is forever, the spirit is free
Time is a borrowed gift for you and me"
Men man kan måske få en forklaring på, hvilken tragedie, der ligger bag alle de følelsesmæssige kvaler, der synges om på albummet, hvis man ser videoen til ’Sacrimony (Angel of Afterlife)', som samtidig er første singleudspil fra albummet. Det er en flot video, der her er produceret til albummets bedste sang.
Som altid er der kvindelige sangere inden over Kamelots album. Denne gang tæller albummets gæster bl.a. Elize Ryd fra Amaranthe, Alissa White-Gluz fra The Agonist og Cinzia Rizzo, som tidligere har medvirket på Kamelots album og som efterhånden hives ind over alle Peath/Miro-produktioner.
Inden albummet afsluttes med det korte instrumentalnummer ’Continuum’ er der albummets grande finale, den storladne ’Prodigal Son’, som er opbygget i tre dele: ’Part I: Funerale’, ’Part II:’Burden of Shame (The Branding)’ og ‘Part III: The Journey’. Der er tale om en smuk sang, som begynder med kirkeklokke og et langsomt sangstykke, inden første del ender i en dramatisk guitarsolo. Anden del har et højere og mere bombastisk meloditempo som optakt til sangstykket som fortsat er holdt nede i tempo. I tredje del bliver der hugget hårdere til guitar, bas og trommer, mens sangen fortsætter i samme melodi som i anden del. Det er som sagt en smuk sang, men nogen ’Stairway to Heaven’ eller ’Bohamian Rhapsody’ er det nu ikke.
Alt i alt har Kamelot begået et godt album, der dog på ingen måde når op på samme højde som deres mesterværk ’The Black Halo’ fra 2005. Det er lidt bekymrende, at Kamelot er søgt så meget over i rockoperagenren og har ladet noget af den metalliske vildskab bag sig. Måske var det ved at være på tide, at bandet begyndte at kigge sig om efter andre producere til næste indspilning, så man slipper lidt for Paeth' og Miros indflydelse på lyd og musik.
Kamelot spiller i Vega, København 21/11 2012.