Amerika genfortryllet
Alt det mytiske og dragende ved Amerika er stort set forsvundet i lyset af den stadig mere trøstesløse virkelighed. King Dude er en oase af americana midt i affortryllelsens tidsalder.
I min barn- og ungdom var Amerika snarere end en faktisk størrelse en mytisk størrelse. Forestillingerne blev formet af road movies, af dokumentarer som Jørgen Leths '66 scener fra Amerika' og 'Nye scener fra Amerika', af film Wim Wenders' 'Paris, Texas', af westerns, af tegneserier, af mørk country og blues, af gammel rockmusik, af Tom Waits' særlingeunivers. Amerika var betagende og fremmed, et sted, hvor mytologiske skikkelser og scenarier kunne tænkes at have en eksistens, så langt fra det prosaiske, patosforladte velfærdssamfund som tænkes kan, et land i støvede farver, med tavse, sammenbidte skikkelser, femme fatales, store vidder, ensomhed, diners, lange bilstrækninger og smagfuld cigaretrygning.
Den forestilling har været svær at opretholde de sidste mange år, nærmest umulig i lyset af Trump, opioidkrisen, racisme, daglige skyderier mod tilfældige uskyldige, det stadig mere dysfunktionelle politiske system, visheden om det groteske materielle overforbrugs miljøkonsekvenser. Denne affortryllelse er allermest tydelig i tredje sæson af David Lynchs 'Twin Peaks' (2017), hvor det æstetisk dragende, farvemættede, perverterede Norman Rockwell-univers fra de to første sæsoner er afløst af en trøstesløs, vulgær nutid, hvor alt, hvad der før var dragende, har fået et dystopisk, trøstesløst udtryk.
Fantasien om Amerika kan ikke længere opretholdes, americanaen er truet af virkeligheden. Men der er trods alt stadig små lommer af mytisk og uapologetisk americana i al denne mismodighed. En af disse er King Dude, T.J. Cowgills efterhånden mangeårige soloprojekt.
Her rider Johnny Cash mod solnedgangen side om side med Roky Erickson og Del Shannon, her indgås der pagter med Djævelen ved korsvejen, her hedder kvinder Barbara Ann, der køres i amerikanerbiler, stålkammen er fast plantet i baglommen, og man er ikke bleg for at kalde en sang for 'Black Rider on the Storm'. Selvfølgelig har han også lavet en single med Julee Cruise, der sang 'Twin Peaks'-titelmelodien.
Det gælder også denne mandag aften Stengade, hvor der er propfyldt og lige så varmt som i Death Valley. Det forhindrer ikke publikum i at være veloplagte. De synger med på King Dudes hits som 'Jesus in the Courtyard' og 'The Hottest Girl on Earth' (en sang om at flytte til Australien, hvor Cowgill har fundet kærligheden og fået et barn: "I'm gonna move to the hottest place on earth/ 'Cause the hottest girl on earth lives there/ I don't even care they got spiders everywhere/ 'Cause the hottest girl on earth lives there").
Der er nu også mere end southern gothic og americana hos King Dude, der både trækker på mordballader, 50'er-rocktemaer og klassisk neofolk. Med sig har han en keyboardist og percussionist (jeg fanger kun fornavnet, Eric), der i første halvdel af sættet giver mere end en bismag af Death in June anno midthalvfemserne. King Dude selv synger bedre, end jeg har hørt ham længe; måske et resultat af at have kvittet smøgerne og skruet ned for alkoholindtaget.
Cowgill er en trænet entertainer. Las Vegas-neofolk? Mens han stemmer guitaren mellem numrene (det tager en del tid) er han oprigtigt morsom, erklærer sin kærlighed til publikum, fortæller farvittigheder, erklærer sin kærlighed til Danmarks nationalskjald Kim Larsen (ja, ham fra Of the Wand and the Moon: "Husker I at bukke jer i støvet for ham? Husker I at give ham et lift hjem fra Zoo, når han er faldet i søvn foran abeburet igen?"), der udgav King Dudes første single tilbage i 2010.
Jeg løser til hver en tid billet til et standupshow med King Dude, selvom jeg slet ikke kan lide standup. Men lige det aspekt kommer måske også til at fylde rigeligt denne aften, for det kan også tage lidt af pusten ud af alt det stemningsfulde mørke, som dog genoprettes eftertrykkeligt på numre som 'Deal with the Devil' og 'Barbara Ann'. En del af publikum siver, det er mandagsvilkårene ved en sen koncert, men for os tilbageværende ligner Cowgill en mand, der kan gå på vandet. Og som, i hvert fald mens koncerten varer, er i stand til at genfortrylle Amerika.