Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Signalforvirring?

Updated
Luzifer_Cover
Luzifer_1
Luzifer_2

Tyske Luzifer blander lystigt elementer fra 70'erne og 80'erne til deres helt egen genreblanding, som virker sært dragende.

Kunstner
Titel
Iron Shackles
Dato
25-03-2022
Trackliste
1. Iron Shackles
2. Barrow Downs
3. Faltige Schwingen Über Loudun
4. Hexer (In Dreiteufelsnamen)
5. Wrath Of The Sorcerers
6. Der Goldene Reiter
7. Attila (Blazing Hooves)
Forfatter
Karakter
3

Metallens signaler er som regel lige til at afkode: Kendere vil typisk kunne genrebestemme et band ud fra logoets skrifttype alene, og hvis ikke, er bandnavn, albumtitel og bandbilleder tydelige indikatorer. Bandbilleder og covers viser fx, at machomændene i Manowar aldrig kunne være et black metal-band, at bandanabanditterne i Suicidal Tendencies næppe kunne spille romantisk doom metal, og at svulstighedssatanisterne i Behemoth ikke ligefrem spiller subtil, melankolsk progressiv metal.

Man skulle med andre ord tro, at tyske Luzifers debutalbum 'Iron Shackles' med den fantasy-svungne font og den kædeomviklede ridder på coveret spillede 80'er-metal af den nye aftapning, og var solidt placeret i NWOTHM-genren med klar og tydelig Manilla Road- og Cirith Ungol-inspiration. Ikke mindst fordi bandet, der er et sideprojekt for thrash-bandet Vulture, har både læder og sværd og store solbriller. Og det er albummet da også til dels, men sandheden viser sig alligevel mere speget, når man så lægger øre til albummet, og man bliver mildt genreforvirret.

Eklektisk genreblanding
Det er ikke, fordi 'Iron Shackles' er jordomvæltende originalt, eller fordi albummet ligefrem er futuristisk fremtidsmetal. Men det viser, at man også i det stille kan pille lidt ved genrekonventionerne, selvom man ellers lever fuldt op til mange af dem.

Albummet er nemlig en mildt eklektisk omgang, der spænder fra galopperende power metal/NWOBHM-rytmer over 70'er-inspireret doomy orgelrock med progtendenser, proto-metal a la de erklærede forbilleder i svenske Heavy Load og Quartz – af og til i samme sang. For ikke at tale om coveret af Joachim Witts Neue Deutsche Welle-hit 'Der goldene Reiter', som i hænderne på Luzifer kommer til at lyde som et mere metallisk Sister of Mercy. Og, nå ja, så synger de både på tysk og engelsk.

Overskudsgalop
Forvirret? Ja og nej, for det lykkes på en eller anden måde Luzifer at holde de indbyrdes modstridende elementer i ave (måske ved brug af albumtitlens jernlænker), som på sært dragende 'Barrow Downs', der blander 70'er-orgel, galoprytmer og et hymnisk Altar of Oblivion-omkvæd. Det burde ikke kunne fungere, men det gør det, ikke mindst fordi der spilles med overskud hele vejen igennem, især af guitarist, vokalist og trommeslager (!) Stefan Castevet, der lægger fede trommefills og også pumper godt igennem på gryderne.

Og 'Hexer (In Dreiteufelsnamen)' får en særlig aura af den tyske tekst, der får en til at tænke lidt på Hexenbrett og en mere okkult og stemningsfuld form for metal. Afslutteren 'Attila (Blazing Hooves)' har masser af lækkert leadarbejde og lyder på en gang storladen og krigerisk. 

Dragende trods skønhedsfejl
Af og til bliver omkvædene lidt for simple, og orgelet kommer ikke lige heldigt ind hver gang. Castevets vokal er generelt god, men holder sig måske på lidt for sikker grund i mellemtonen, lidt flere udsving i både det dybere og højere register ville ikke have gjort mig noget; vokalen måtte godt lyde lidt mere manisk for min skyld. Men på trods af disse indvendinger lykkes det med 'Iron Shackles' at lave et album, der på den ene side forholder sig til genren, men også lykkes med at lyde som sig selv takket være en interessant og egensindig genrekombination, som på den ene side gør mig usikker på vurderingen af albummet, men samtidig er sært dragende.