Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mandecamp med latin

Updated
849798

Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat. 

Kunstner
Titel
Angelus Pestis
Dato
03-09-2021
Trackliste
1. Interitus
2. Invita Lucifer
3. B43-MOAB
4. In the Shadow of a Falling Star
5. Lion and Snakes
Karakter
2

Hvorfor går vi luciaoptog? Hvad går påske egentlig ud på? Og hvorfor i alverden siger de stadig “Hr.” og “Fru” i folketingssalen? Det umiddelbare svar vil fra de fleste nok være “Jamen det gør man vel bare?”. Med tryk på “man”. Det præcise svar er nemt at google, men den overbevisning man måtte opnå ved det, kan næppe blive dybfølt. 

Hvor hult det end klinger, så er det stadig bare noget vi gør, og det er også oplevelsen med Lotan, der består af to Vanirmedlemer, og deres anden udgivelse ‘Angelus Pestis’. Satan er ikke noget de mener, eller gør for sjov. Satan og latin er bare noget man gør, fordi black-mædl. Om det forholder sig sådan personligt for medlemmerne, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det lugter langt mere af “man gør” end “jeg vil”. 

Kontor-black 

Ligesom Greta van Fleet er Led Zeppelin minus alt det, der gør Led Zeppelin spændende, så er Lotan Black metal uden det, der gør genren spændende. Det er bare drønen derudaf med latin på læberne. Det er hørt før. Derudover er det heller ikke specielt skræmmende, og så er det omtrent så dystert og atmosfærisk som et friskmalet kommunekontor. Det er ikke decideret dårligt, da det er tydeligt, at de er dygtige musikere, og ved hvad de laver. Det er bare bulder-black til at ventilere i kaffepausen. 

Det bliver i hvert fald hurtigt indtrykket efter første nummer ‘Interitus’, hvor de brager igennem og thrashet råber “Lupos esto non ovis” (Vær en ulv, ikke et får). Det er ikke sejt, det lyder bare som et dusin vrede kontorarbejdere, der har været på mandecamp med Lord Carolus-Mar Möllor. 

Og det er vel så det. ‘Invita Lucifer’ har  et lille afbræk med klaver. Men ellers sker der ikke noget nævneværdigt på EP’en. Ensidigheden,  de uopfindsomme og hule temaer og en-til-en-dyrkelsen af det velkendte, havde været helt fint, såfremt de havde nogle markante melodier eller riffs, men det er der heller ikke. 

Det fungerer garanteret godt live, mens man mosher og får en fremmeds uvaskede hestehale galt i halsen. Det, tror jeg bestemt, kan noget. Men med mindre man bare ikke kan få nok af dragejægermelodier, der bliver spillet med lyden af et tungt kalibers maskingevær, der bliver tømt ind i frontskovlen på en rendegraver, er der ikke meget at komme efter.