Markant udvikling til det bedre
PopulærDen australske kvintet Northlane har på kun to år udviklet sig fra at være blot endnu et band i et hav af djent-inspirerede metalcore-grupper til et voksent og individuelt band, der kan og vil mere end blot at lyde som alle de andre.
Obelisk
Node
Ohm
Nameless
Rot
Leech
Impulse
Weightless
Ra
Animate
Dette er ikke nogen gentagelse af forgængeren ’Singularity’. Er det forventningen til albummet, vil ’Node’ sandsynligvis være en skuffelse i første omgang. Basalt set er denne australiernes tredje udgivelse til gengæld kvintettens bedste plade til dags dato. Udviklingen er tydelig og har med minimale undtagelser gavnet både band og udgivelse. Der er skruet betydeligt ned for metalcoren, mens de atmosfæriske og melodiske elementer, der også tidligere har været at finde i bandets kompositioner, har fået langt mere plads i lydbilledet. Hertil skiftede bandet i 2014 forsanger, og nyankomne Marcus Bridge og hans bidrag til pladen er ret markant. Stilmæssigt har Bridge en langt mere fast og stærk ren vokal end den tidligere forsanger Adrian Fitipaldes. Bridge er dog knap så stærk, hvad angår den rå vokal, hvilket sandsynligvis også har bidraget til bandets udvikling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den stærkere rene vokal og den øgede mængde melodiske elementer på albummet er en kærkommen udvikling.
Hertil spiller bandet som tidligere på en del progressive elementer, der, fordimetalcore-delen er mindsket, får langt mere spillerum. Det skal understreges, at det naturligvis ikke er full-blown prog-rock/metal, men den mere melodiske tilgang fremhæver prog-elementerne. Til trods for den øgede brug af proggede elementer lader det ganske kontrastfuldt til, at kvintetten på dette album har komponeret efter mantraet less is more og har gjort det med succes. Kompositionerne virker mindre komplekse med øje for den lyttervenlige oplevelse, uden det har påvirket kvaliteten.
Albummets første skæring ’Soma’ er et godt eksempel på såvel den mere melodiske tilgang som forsøget på at skrive mere simple numre. Nummeret er kompetent komponeret, hvor de rå og tunge elementer, primært i form af Josh Smith og Jon Deileys knusende guitarer, afveksles med smuk skønsang i et atmosfærisk og harmonisk univers. ’Soma’ er desuden en solid indikator for, hvad der kan forventes af resten af pladen. Velskrevne kompositioner, hvor der effektivt veksles mellem de to ender af spektret: tungt og aggressivt vs. melodisk og indlevende. Ud af en betydelig mængde af godt materiale bør fremhæves ’Note’, der er både insisterende og smukt melodisk, ’Rot’, der er tung og bombastisk, og ’Weightless’ med dens snigende guitarislæt og melodiske skønsang. Modsat er der ikke meget værdi at hende i ’Nameless’, der er en overflødig atmosfærisk rumrejse ud i ingenting. Spild af tid og spilletid.
Som nævnt indledningsvist er ’Note’ uden tvivl noget af det bedste udgivet fra australiernes hånd. Når det er sagt, skal man som lytter være forberedt på, at 2015-versionen af Northlane er en helt anden musikalsk størrelse end 2013-versionen fra Singularity, også selvom et nummer som ’Ra’ som et af få numre lægger sig op ad Singularity-materiale. ’Note’ er et mere voksent og bedre konstrueret album end forgængeren, hvor kvintetten for alvor adskiller sig fra de mange djentede metalcore-inspirerede grupper, der lystigt kopierer hinanden på kryds og tværs uden øje for originalitet. Er man til progpræget melodisk metal med et hint af metalcore, er denne udgivelse absolut anbefalelsesværdig.