Sammenflettede kontraster
Meejah og HIRAKI har begået en mangefacetteret plade. Den er voldsom og stor, og den er flydende og lille. Den er æstetisk søgende, men den er også fokuseret og disciplineret. Lad mig forklare, hvad jeg mener.
HIRAKI feat. Meejah - All Contrast
HIRAKI feat. Meejah - Preserve/Manifest
Meejah feat. HIRAKI - Dead Calls
Når to bands fyldt med dygtige musikere går sammen, kan man frygte, at egoerne fører til opulent, overfyldt musik. Alle vil have lov at fylde, og de gode ideer drukner i performativ virkelyst. Det er heldigvis ikke tilfældet her, hvor de otte musikere fylder, når der skal fyldes, og træder tilbage for hinanden. Det giver et homogent og gennemkomponeret indtryk, som netop giver plads til, at musikken kan pulsere mellem det støjende og store og mere stille, og at sangene uhindret kan fusionere de forskelligartede æstetiske udtryk. Det være sig noise, elektronik, metallisk tyngde, poetisk flow, postrockende skønhed og alt det ind imellem.
De fire numre på ’Interwoven’ – titlen refererer nok blandt andet til den syntese af udtryk, jeg har forsøgt at beskrive ovenfor – er fordelt på de to bands således, at de hver står som afsendere på to numre med det andet band som featuring. Det giver ret god mening, når man hører numrene, for selv om det flerfoldige udtryk føles sammenhængende, så kan man godt høre afsenderbandets æstetiske ramme på de enkelte numre. Det er, som titlen antyder, sammenflettede, ikke assimilerede udtryk. Og det er fascinerende!
Første nummer, ’Redirect Revenge', gæstes også af den tidligere The Ocean-sanger Loïc Rossetti, som fint glider ind i Meejah og HIRAKIS lydunivers. Det er dog også her, jeg har min eneste æstetiske anke, som blot er en idiosynkratisk aversion. Rossetti har en smuk, ren sangstemme og et godt brøl, men omtrent trekvart inde i det ellers smukke nummer, får Rossetti de der rock-spændte stemmebånd, der simpelthen giver mig akut spleen. Heldigvis får vi en smuk brøle-call and resonse mellem Rossetti og Mai Soon Young Øvlisen lige bagefter. Hvilken vidunderlig slutning på et flot orkestreret nummer!
Både Øvlisen og HIRAKIs Jon Gotved brillerer her med deres vokaler. Øvlisen med sit enorme, æstetiske spænd. Hun kan virkelig meget forskelligt med sin stemme. Og Gotved med sin evne til at kombinere det frådende med det emotionelt prægnante. Samtidig er alle musikere dygtige, og på ‘Interwoven’ spilles der med både præcision og intensitet. Det er en fornøjelse at høre på, når de to bands folder sig ud.
’Interwoven’ er flot produceret. Den lyder lækkert både i høretelefoner og på større højtalere. Og jeg kan blive helt fortabt i den dybe synth i slutningen af ’All Contrast’. Hold nu kæft, hvor lyder den godt! ’All Contrast’ er også et skønt nummer, der med kolde og dystre støjrockguitarer, der fanger en sært flimrende skønhed, elektroniske noise, crunchy fodtrin, lilletrommeslag lavet af is og affektive vokal er nærmest overvældende. Allermest bevægende bliver det næsten på ’Preserve/Manifest’, hvor Øvlisen, Gotved og diverse korvokaler giver ordet ’effegy’ en nærmest mantra-agtig kvalitet efter en ildevarslende, smukt slangende opbygning.
Sådan kunne jeg blive ved. Jeg har faktisk ikke rigtigt andet end ros til den her plade, som giver mig gåsehud, bevæger mig emotionelt og sætter min krop i bevægelse med sære ryk og flagrende arme. Det er meget godt, I ikke kan se mig.